’En dans på roser’ er titlen på det andet album fra den københavnske kvartet Falderebet. På albumcoveret finder man en ung udgave af sangskriver og forsanger Bo Bech Arvin på Roskilde Festival i 1995.
Et år med en sand britisk invasion af navne som Oasis, Blue, Suede, Paul Weller, The Cure, Jimmy Page & Robert Plant, Elvis Costello og P.J. Harvey – mens USA var repræsenteret med navne som R.E.M, Bob Dylan, Jeff Buckley, og Wilco.
Lidt af et program, der naturligvis gjorde indtryk og tændte en ild hos en spirende musiker, der siden barndommen havde været opslugt at udtrykke sig i musik, hvilket han fortæller om i det aktuelle ”Walk & Talk” interview her på siden. Her berettiger han også om sine inspirationskilder, hvoraf den største er Lou Reed, ikke mindst fordi han er så direkte i et sprogbrug, hvor han aldrig gemmer sig bag obskure eller fortænkte metaforer.
Ånden fra Reed
Ligesom Lou Reed evner Bo Bech med sine danske tekster at trænge dybt ind med et ofte økonomiseret sprogbrug, der er direkte og let forståeligt, men fuld af integritet og har sans for de sproglige finurligheder.
Stærkest udtrykt i titelsangen og den herligt dobbelttydige sætning, Livet er ikke lutter lagkage, det også en dans på roser. En af den slags rammende sætninger, der nærmest sprænger rammerne for moderne dansk rock poesi.
Og sådan er der flere eksempler; Jeg ved du har holdt mig for nar, men jeg elsker stadig den du ikke var (Den du ikke var) – Jeg er en ensom advokat, hvidt smil, sort skyld (Alt er forladt).
Men Bo Bech’s tekster, der generelt kredser om de eksistentielle (midtvejs)kriser, udfordringer og vores 1. verdens problemer, er også undervejs bare et velkomment slag i mellemgulvet og et spark i røven til de seneste par privilegerede generationer. Os der med stor hjælp fra fartblinde levebrøds politikere har vredet næsten alt ud af velfærdssamfundet og fået toptunet os selv og vores ‘So-Me & My’ dokumenterede karriereforløb. Os, der aldrig fik stoppet op, og set os om, ellers set os tilbage. Os, der glemte at læse diverse omkostningsanalyser for tabet af den almindelige sunde fornuft, og prisen for ulighed, krige, og et klima i krise.
Forår i Afghanistan – 20 års krig tog en uge for Taliban (Softporn) og Som om livet ikke mere er nok, som om alt er lagt an til fanden og hans pumpestok (Hvorfra kommer tomhed). Så kort – så hårdt kan det udtrykkes her på og hos Falderebet.
Ekstra musikalsk kraft
Musikken er ligesom på debutalbummet primært energisk, til tider punket/aggressiv, fuld af nerve, fuld af vekslende mellemlag med både støj og stemning. Det rammer og det rører, også de få gange hvor tempoet sættes lidt ned, som i Softporn og Keder mig i New York.
Den tidligere guitarist Stefan Weinreich har været med til at skrive fem af numrene, og derved er der musikalsk stadig en åbenlys og klar rød tråd til debutalbummet. Men den nye guitarist Henrik Berger og trommeslager Anders Ramhede (Magtens Korridorer) har dog formået, at få sat sine dynamiske aftryk på et frit og kompromisløst album, hvis grundspor ligesom det første er indspillet ‘live’ i Tricone Studios, der ligger i det legendariske Funkhaus – hvor det tidligere DDR sendte radioudsendelser.
Undervejs høres der både synth-flader og temaer, loops og flere ambiente guitarroller i et nuanceret lydbillede, hvor udtrykket er mere sonisk og flerdimensionelt end debuten, og hvor der sågar høres autotune/vocoder effekt på Den du ikke var. Det fungerer. Det sætter farver på i spillet mellem sort og hvidt.
Falderebet anno 2022 er en helt bevidst urolig størrelse, der har fundet sig deres egen ‘alt-eller-intet-vej’ på en uafhængig rock og rul rute, hvor også ligesindede artister som Malurt og Magtens Korridorer før har huseret i overhalingsbanen.
11 numre på godt 43 minutter fortjener stort set lutter roser, selvom numre som Cancer i december og Sidste Station nu nok blegner lidt i den samlede buket.