FRANZ BECKERLEE fra Gasolin fylder 80 ÅR

”Det går op og ned i showbizz!”

Fotograf: Jonas Berg

En af landets mest feterede guitarister og rockstjerner gennem tiden startede sin musikalske løbebane med at spille saxofon og hidsig avantgardejazz. Og desuden blev han en del af verden på noget usædvanlig vis, der kom til at sætte sig psykiske spor i drenge- og ungdomsårene, hvilket Franz Beckerlee har fortalt åbent om i den glimrende biografi ”Gasolin – Gudernes vilje” og i to Hos Vilhelm udsendelser, der blev optaget i hans atelier i anledning af 50 året for udgivelsen af det første Gasolin album november 2021. Der er links til begge podcasts nederst i dette portræt.

Franz Beckerlees far var tysk soldat og gjorde tjeneste under besættelsen af Danmark og hed Beckerle til efternavn. Franz er født den 15. august 1942 i København, som følge af morens affære med soldaten. Dette erfarede Franz tidligt i livet og det blev en tung byrde for ham at bære, præget af skamfuldhed og uønskethed. Han tilbragte megen tid alene under en noget kærlighedsløs opvækst og gik senere til psykolog for at få det hele bearbejdet. Beckerle blev til Beckerlee for at distancere sig fra det hele, og sammen med moren fandt Franz frem til sin halvsøster i Tyskland, som faren fik i et ægteskab efter besættelsen.

Louis Armstrong – Ornette Coleman – Jimi Hendrix … Gasolin

I skolen blev Franz Beckerlee voldsomt optaget af jazz og tyggede leverpostejmadden i takt til Louis Armstrong i spisepausen. Som 12-årig begyndte han at spille saxofon og gik til undervisning. Efter årene med traditionel jazz og sideløbende spil på klarinet dannede Beckerlee Contemporary Jazz Quartet i starten af 60’erne med blandt andet Hugh Steinmetz og Bo Thrige Andersen. Senere blev det til en kvintet tilføjet Niels Harrit på sav. Ensemblet gik til den med free- og avantgardejazz inspireret af Albert Ayler og Ornette Coleman, hvilket gjorde dem til en mindre sensation i landet, da stort set ingen andre spillede den slags.

Beckerlee modtog jazzlegater i 1964 og 1968 og rejste til New York i slutningen af årtiet. Her introducerede tennisspilleren og jazzskribenten Torben Ulrich ham til forskellige musikere, hvor han sad ind med sin sax. Hjemvendt i Danmark prøvede han noget lignende med en flok rockmusikere, der ikke brød sig om hans freejazz ekskursioner og spurgte, om han var på syre. Pigtråd udviklede sig til beat, og Beckerlee skiftede over til guitaren stærkt præget af Jimi Hendrix, hvilket skaffede ham tilnavnet ’Stonefree’ hos Gasolin.

Sammen med skolekammeraten Wili Jønsson lagde han i 1969 grundstenene til Gasolin, der blev udvidet med trommeslageren Bjørn Uglebjerg og Kim Larsen. Ingen af dem ville synge, og man måtte derfor have fat i en vokalist med power i stemmebåndene. Det havde den Mick Jagger inspirerede Larsen og mere til. Larsen og Beckerlee skændtes voldsomt. Særligt om der skulle synges på dansk eller engelsk. Efter bandet havde leveret nogle sange til Franz Ernst’ moderne socialrealisme i filmen ”Ang.: Lone” og varmet op for Ten Years After, kom der skred i sagerne. Guderne havde ganske enkelt smidt en tændstik i krudtønden, og alt handlede kun om Gasolin, hvilket kostede på de indre linjer med brudte relationer til følge.

Bandet optrådte i Thylejren, hvor en ung Søren Berlev dansede neden foran scenen. Uglebjerg forlod Gasolin. Han kunne ikke holde de intense skænderier ud, og en ny mand måtte findes. Gruppen øvede i en periode i klubben Boom In, hvor Berlev en dag dukkede op og spillede lidt på Uglebjergs sæt. Efter sidstnævntes exit kom de i tanker om Berlev og satte et detektivarbejde i gang for at opspore ham. Larsens ønskede linje blev trumfet igennem. Inspirationen fra Steppeulvenes Hip album og den danske sangbog var tydelig tilsat en gang fyrig rock og rul.

Gas 1 i folkemunde blev i slutningen af 1972 afløst af Gas 2. Bandets optagethed af skæbner på deres vej og samfundet generelt satte stærke aftryk på tekstsiden med hjælp fra huspoeten Mogens Mogensen. Der vankede en Underberg til ham, der bød ind med første linje under skriveseancerne. Superproduceren Roy Thomas Baker satte yderligere skik på tingene fra og med Gas 3, bandet var velforberedt, og ambitionsniveauet steg yderligere med Stakkels Jim (1974).

Tændstikken i krudttønden blev i 1975 nærmere erstattet af en bunsenbrænder med Gas 5 og megahits som Rabalderstræde, Kvinde min, Refrænet er frit og Masser af succes. Gasolin spillede større og større koncerter inden- som udendørs. Deres hal optrædener januar 1976 er dokumenteret på dobbeltalbummet Gasolin Live Sådan, hvor bandet spiller fantastisk og fyrer shows af med lige dele høj underholdningsværdi og politisk kant. Gas 5 udkom på engelsk som What A Lemon (1976), men håbet om et gennembrud i USA forløb ikke som planlagt trods enkelte velbesøgte koncerter og et par gode anmeldelser.

Roy Thomas Baker pressede yderligere på under arbejdet med Efter endnu en dag (1976) i det nyetablerede Sweet Silence Studios. Den kunstneriske overlægger blev sat et par takker højere tilføjet elementer af jazz, reggaerytmer og operasang plus hjælp fra Palle Mikkelborg på arrangement siden. Dernæst blev gruppen enige med Baker om, at næste gang skulle de lavede et rent og kontant larmende rockalbum som modreaktion på Efter endnu en dag. Det blev dog ikke med Baker i producerstolen. Han havde ganske enkelt ikke tid, og Gasolin måtte reelt set klare sig selv, hvilket de gjorde med bravur på Gør det noget (1977) påvirket af periodens skift til punk, punkrock og new wave. Beckerlee havde oplevet Ramones i det trendsættende spillested CBGB i New York, og nu skulle den have nogle drag over nakken.

Den engelsksprogede Killin Time, der både findes i et Felix Pappalardi og et Gasolin mix, skuffede en del sammenlignet med dens forgængere, og eventyret uden sidestykke i dansk rock lakkede mod enden. Pappalardi var en amerikansk gadedreng og ikke nær så skarp ved pulten som ærkebritiske Roy Thomas Baker. Gasolins sidste turné i Norge, Sverige og Danmark er indfanget på Live In Skandinavien (1978), og under et ophold i Gæstgivergården på Bornholm blev stikket trukket definitivt.

Foto: Henrik Hildebrandt – Gasolin samlet i 2006 i forbindelse med filmen “Gasolin” af Anders Østergaard

Stadig liv i de kreative aner

Kim Larsen havde fået nok og ville hellere bruge nogle af de mere poppede numre til en solokarriere. Jønsson og Berlev reagerede lettede, men for Beckerlee virkede det alt for brat. Han ville gerne have indspillet et studiealbum mere. Det vakte ikke gehør, og da Gasolin blev en saga blot, viste det sig, at deres revisor Fritz Antik havde formøblet alt. Regningerne hobede sig op, og bandet skyldte pludselig anseelige summer i skat. Beckerlees skattegæld lød på 250.000 kr., hvilket var mange penge i 1978. Han gik den tunge gang til venteværelset på det nærliggende bistandskontor og besvarede de forbløffede blikke med den klassiske linje: ‘Det går op og ned i showbizz.’

Gælden blev afdraget over syv år ved hjælp af indtægterne fra KODA og royalties af pladesalget. Gasolin blev ved med at omsætte efter opløsningen, mens den mytologiske interesse for bandet er fortsat frem til vor tid. Gudernes vilje havde atter kastet deres milde åsyn over tingenes tilstand, og Franz Beckerlee fik stablet egne bands på benene og udgivet to soloalbums, No Kiddin’ (1979) og Wild Honey (1981) krediteret orkesteret af samme navn dog uden tilnærmelsesvis at nå Kim Larsenske højder.

I starten af 90’erne dannede han Christianshavns Blues Band sammen med Lone Kellermann og Søren Berlev. Den syv personer store gruppe turnerede flittigt takket være Beckerlees utrættelige indsats med selv af skaffe jobs og arrangere rejserne rundt i landet. Mandag til onsdag gik med booking og billetbestillinger til færger, torsdag-lørdag med liveoptrædender og hjem søndag. Christianshavns Blues Bands materiale bestod af andres rock- og bluesnumre samt enkelte hjemmegjorte. I 2000 udkom deres dobbelte cd We’re Only In It For The Funny med liveoptagelser og sange indspillet live i Sweet Silence.

Guitarerne blev solgt

Franz Beckerlee har sidenhen solgt alle sine guitarer, men der ligger dog en saxofon i kælderen, der i ny og næ er blevet lånt ud til en god veninde. Siden årtusindskiftet har han valgt udelukkende at fokusere på karrieren som installationskunstner og maler. Beckerlee er yderst produktiv og disciplineret omkring arbejdet, men fandt dog hårdt plaget guitaren frem for en kort bemærkning i 2013, da Mika Vandborg og Søren Andersen fra Electric Guitars overtalte ham til at spille med på det næsten 10 minutter lange Hero of Mine fra deres debutalbum.

En nærmest episk hyldest fra Electric Guitars til nogle af deres egne største danske guitarhelte. De andre var Billy Cross, Poul Halberg, Aske Jacoby, Jens Runge, Mikkel Nordsø, Per Møller, Uffe Steen, Jacob Binzer, og Tim Christensen.

I slutningen af oktober måned sidste år lykkedes det mig at stævnesætte Franz Beckerlee til et flere timer langt interview, der blev brugt i to podcast/radioudsendelser, hvor han veloplagt, generøst og humoristisk fortæller om sit lange og mildest talt spændende liv. De tåler vist en reprise i dagens runde anledning:

Leave a Replay

  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Vil du være en del af ”SIDE 33"?

    Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

    Scroll to Top

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.