Som omtalt her på siden har Ginne Marker med sit nye og andet album ”Ulteria” begået et af årets bedste og mest minderige danske album. Skabt i studiet med både svenske og danske kapaciteter som f.eks. Aske Jacoby, Henrik Gunde, Dan Hemmer, Kristoffer Sonne, Bjarke Falgren og Jeppe Gram.
Hvordan lyder det så LIVE når de musikere ikke er med? Det fik vi første svar på til bandtur premiere på Gimle i Roskilde, hvor omkring 100 publikummer havde sat sig forventningsfulde til rette.
De fik 85 minutter med en meget tilstedeværende Ginne Marker i front for hendes nye band – der bestod af førnævnte Jeppe Gram (Impromptu, Jakob Dinesen, Jens Winther, Alberte, Julie Marie m.fl) bag trommerne, samt Mads Dalum Poulsen på bas og Andreas Bergholt på keyboards. De to sidstnævnte har hun spillet med før, med denne nyligt samlede konstellation var mødtes første gang for blot en uge siden til første øver.
For det trænede ører kunne det nok høres. De skulle lige i gang – finde hinanden – finde sine roller – og derfor spillede de måske lige ’driftssikkert’ nok på især de første par numre. Der blev ikke taget chancer.
Men fakta er at når man har at gøre med sange på det høje niveau som Ginne Marker skriver på, så kan det alligevel aldrig gå galt. Og det gjorde det da bestemt heller ikke.
Det var holdbart hele vejen igennem, men det er med garanti også ret sikkert, at det publikum, der ser dem på 5, 8 eller 10’ende job på turen får sig en endnu større oplevelse. For til den tid kender de fire hinanden endnu bedre, tør tage lidt flere ’chancer’ og give hinanden lidt mere plads.
Man var dog aldrig i tvivl om at det var fire musikalske kapaciteter, der var på scenen – og ikke mindst Andreas Bergholt bidrog væsentligt til lydbilledet med berigende klange og passager, som man samtidig tænkte kunne vokse sig til noget endnu større.
Selv skiftede Ginne Marker lidt mellem akustisk og elektrisk guitar – og hendes vokal var rammende lige fra det flotte åbningsnummer ”Titans”. Sikke en stemme – sikke nogle sange hun har skrevet. Vi fik heldigvis alle 10 nye numre – og så oveni tre fra hendes debut.
Der blev lyttet – og klappet nærmest andægtigt imellem numrene – selvom især numre som ”Upper Hands”, ”Never Golden But Beautiful” og ”Clever”, der blev leveret i ekstra levende og mere rå versioner end på albummet, og med nogle solide guitarsoloer, der da i den grad havde fortjent at begejstringen havde fået lidt mere frit løb i ‘Tanken’. Ja, havde jeg ikke siddet i min genkendelige SIDE 33 t-shirt havde jeg da nok givet ‘los’ og råbt tre gange ’YABBA DABBA DOO’ efter disse mageløse øjeblikke af forløsende musikalsk magi.
Også på ”Some Day” fra debutalbummet forkælede Ginne Marker sit publikum med en af den slags guitarsoloer, der ikke spilles fordi hun kan, men fordi det farver og løfter et nummer helt nye steder hen. Ginne Marker er ubetinget sin egen, men man fornemmer bestemt også at Aske Jacoby har givet hendes lidt ‘forskud på arven’.
Sidste nummer i sættet var titelnummeret fra den nye plade, som på albummet er pladens længste på godt syv minutter. Det er storslået og nærmest majestætisk opbygget, og således et nummer jeg nok havde håbet havde mere i sig live. Ville det blive foldet mere ud – ville der bygges mere på? Niks, det blev mest af alt en pæn – men ikke prangende præsentation af et ellers mesterligt nummer. Hverken mere eller mindre. Men igen – det nummer skal dog få love at udvikle sig i løbet af turen!
Ekstranummeret var det sublime jazzy ”Sunny days” fra hendes første album. Pludselig følte man at man lige så vel kunne have sidde på en charmerende jazzklub i Prag, Paris eller New York. Gimle fejlede dog slet ingenting, og luften var bare fuld af musik i internationalt format, så hvorfor dog drømme sig væk?.
Slet ikke når virkeligheden helt tæt på kan være så nærværende. Ginne Marker viste sig nemlig også som en fin, åben og humoristisk storyteller imellem numrene. Hun bandt behændigt aftenen sammen af en tretrins historie – om de ’ups and downs’ og mellemregninger – som tiden efter hendes debutalbum havde haft. Det fungerede, og underbyggede fint den mere mangfoldige stemning, der er på det nye album.
At selve budskabet, som jeg gerne tager med mig – ”at turde at tage nogle valg her i livet, og stå ved dem” – var eksemplificeret i den flotte ”The Saint” fra debutalbummet, som altså var skrevet før hele den vederstyggelig corona pandemi, er så en anden pudsig historie.
Denne koncert var isoleret set ikke en enestående oplevelse. Men det var en dejlig oplevelse med en ener, der med garanti har meget mere i sig. Man fornemmer nærmest at Ginne Marker er en slags babushka, hvor vi reelt kun har fået afsløret det første lag.
Hendes tur fortsætter i resten af november – i dag den 5. november på Turbinen i Randers, og ellers rundt på 12 forskellige gode spillesteder rundt i landet – afsluttende den 27.11 i Lille Vega.
