Som omtalt her på siden havde det mangeårige makkerpar Gustaf Ljungrren + Emil De Wall lånt Forbrændingen i Albertslund i en hel uge, for over seks dage at invitere gode venner og legekammerater ind til nogen anderledes musikalske aftenener.
Ugen er gået over alt forventning – og lørdagens koncert skulle så være duoens konklusionen på en uge, der har understreget at man – selv om mange har prøvet – ikke bare sætter denne duo ned i en genre bås. De har været på et par playlister på Spotity med titler som ”fresh jazz” – ”blues focus – og der begynder vi måske at nærme os noget om snakken. For disse to hvirvlende – men aldrig hvilende – virtuoser er friske på det meste – ikke mindst fordi de kan – og fordi de hele tiden er fokuseret på samspillet mellem melodi, stemning og rytme. Der veksles mellem det støvede og det luftige – det storslåede og det intense – det enkelte og det fyldige – og det hele samles, som et nærværende soundtrack til lige præcis den virkelighed, der er omkring dig i det nu, hvor du inviterer dem ind på øregangen, og lader dem male den.
Tidligere på ugen havde sangerinden Randi Laubek – ifølge en begejstret øjenvidneberetning fra Kurt Baagø – sat baren højt, da hun var gæst hos duoen, og baren var blevet siddende der, da Trine Dyrholm denne kolde efterårslørdag efter fem indledende duo numre gik på scenen, og konverterede Albertslund til en forstad til Berlin. Hun leverede nemlig indledningsvis fem numre fra de fantastiske soundtrack til film ”Nico, 1988” – som hun spillede hovedrollen i tilbage i 2018. Numre, der skulle vise sig at være til mere end småt brandbart.
“Nico, 1988” er en film, der herhjemme blev vist i forbindelse med CPH.PIX i 2018 og høstede stor international ros, blandt andet i Rolling Stone Magazine. Trine Dyrholm især fik generel ros for sin måde at portrættere Nico i hendes sidste år, hvor hun mest af alt ønskede at lægge afstand til myten Nico, og i stedet vise hvem der var mennesket bag – den tyskfødte Christa Päffgen.
Der blev lagt roligt ud med Jackson Brownes stærke ”These days” som Nico indspillede til sit debutalbum “Chelsea Girl” fra 1967. Trine Dyrholm kunne med stort smil berettet at Jackson Browne personligt overfor hende havde givet udtryk, at han bestemt også var glad for hendes version. Jeg tror vi alle i salen – med en iøvrigt totalt top tunet lyd – delte den glæde.
Jo tak – vi havde tydeligvis at gøre med en stor international kapacitet på scenen denne aften. Ikke ‘bare’ på et lærred, med så sandelig så LIVE som muligt. Var Trine Dyrholm så rusten som sangerinde har nogle måske tænkt inden. Svaret kom prompte. ‘NEJ’ – og sikke da en stemme – sikke et overskud. Masser af kraft, glød og en mørk personlig tone, som blev leveret stilsikkert og med overskud, selvom aftenens performance altså var baseret på blot en enkelt ’eftermiddagsøver’.
Nummeret blev fulgt op af Velvet Underground klassikeren ”All Tomorrows parties” – i en dragende og dyb stemningsfuld version, der faktisk på alle måder overstrålede originalversionen. Trine Dyrholm havde taget både sjælen og ånden med, og de herrer Ljunggren og De Wall sikrede af nummeret fra 1967 fremstod mere taktfast rytmisk og ’fresh’ end måske nogensinde før med denne udgave til morgendagen.
Herefter fulgte en über cool version af Alphaville nummeret ”Big in Japan” som aldrig er indspillet af Nico selv, men som er medtaget i filmen. Alt 80’er sound var behændigt suget ud af nummeret, og i stedet fremstod det her som en hip og bluesy-trip-hop evergreen med Trine Dyrholms tusmørkefyldte vokal, som den antændende og afgørende faktor.
Herfra videre til en rigtig rocker – ”My heart is Empty” – hvor der blev sat power på såvel vokal som i det musikalske akkompagnement. Havde der inden koncerten siddet tomme hjerter her i Forbrændingen, så er jeg temmelig sikker på at de nu var fyldt af Trine Dyrholm og hendes musikhjertegribende og indlevende udgave af et nummer, der tager sit rørende udgangspunkt i et meget sigende Nico citat: -jeg har været på toppen, jeg har været på bunden – der er tomt begge steder”!
Herfra havde det nok være oplagt at følge op med et dramatisk mesterstykke som ”Janitor of Lunacy” fra ”Nico, 1988” soundtracket, men i stedet valgte trioen af sætte tempoet helt ned i ”Nature Boy”. Ikke dårligt – for Trine Dyrholm har også masser af jazz noter i hendes vokal – men måske bare her et lidt for hurtigt og markant temposkift, ikke mindst når det viste sig at være aftens næstsidste nummer i en relativ kort koncert på godt fem kvarter.
Trine Dyrholm havde jo indledningsvist ironiseret over at hun var inviteret med som sanger uden at have et reelt bagkatalog, og ihvertfald højst to hit. Frans Bak’s ”Danser i måneskin” fra Melodi Grand Prix i 1987 og så ”Avenuen” – med melodi af Kim Larsen, og tekst af Peter & Anders Lund Madsen – der var skrevet til musicalen ”Mr. Nice Guy”. En sang der lå over 100 uger på Dansktoppen – en rekord der så vidt det vides holder den dag i dag. Trine Dyrholm havde også lovet, at vi ville få et af hendes hit – og det blev så en afsluttende hyggelig musikalsk tur ned ad Avenuen.
En nice afslutning på en af brandvarm aften hvor de to Mr. Nice Guys Ljunggren og De Wall havde lagt ud med fem fermt fremførte instrumentale numre – blandt andet seneste single ”Pirates”. De to chauffører i musikbussen tog de godt 40 tilhørere med på en oplevelsesrig tur forbi ørkenen, bomuldsmarkerne, stranden, himlen, og Nashville By Night for at slutte på en finsk forårsdag i nummeret ”Mørk er november”. Det var stemningsfyldt, det var groovy, det var grænseløst godt, det var gødning for alle levende musiksjæle.
En unik uge på Forbrændingen, fik den unikke afslutning den havde fortjent. Og lad det samtidig være slået fast – langt flere publikummer fortjener at høre Trine Dyrholm fortolke ’Nico” LIVE. Lad det forhåbentligt snart ske igen.
