“Lad os håbe det blot er et startskud”. Sådan sluttede jeg anmeldelsen af Jan Olsens nu 2 år gamle debutalbum ”Secret love” af. For Jan Olsen har en af den slags besnærende modne rustikke, upolerede og samtidig følsomme stemmer, som der er alt for få af herhjemme, og internationalt har Tom Waits som fornemste repræsentant.
Begejstringen smittede desværre kun de få midt i en langstrakt pandemi tid, der gjorde det umuligt at få albummet videre ud i virkeligheden. Ud i de kulturhuse, musikforeninger og små spillesteder, som Jan Olsens fine blåtonede og billedskabende sange er som skabt til.
I stedet færdiggjorde han ni nye sange, der i lyd og stemning ligger i dejlig direkte forlængelse af lyden på ”Secret Love”. Igen sammen med et enestående godt hold af dygtige musikere; Palle Hjort, keyboard, – Morten Jørgensen, bas – Peter Dombernowsky, trommer – Trine Lunau, vokal og perkussion, samt producer og guitarist Peter Sund.
En band, der mærkes som den slags, hvor alle sender og modtager på samme frekvens, hvilket sikrer et imponerende højt og lytteværdigt niveau i samtlige lidt over 30 minutter, som albummet udspiller sig i. Samtidig må det siges at Peter Sund, der også er noteret som sangskriver sammen med Jan Olsen og Susanne Ove, i den grad formår at skabe en lækker og stemningsmættet sound, med masser af sammenhængskraft. Det er derfor ni numre, der fungerer som den samlende helhed et album helst skal være. Et album med både råstyrke, ømhed og drømmen om nye eventyrer i sig.
Fra det mesterlige til det hyggelige
Albummet lægger mesterligt fra land med tre af albummets absolut stærkeste sange. Der åbnes med det herligt sumpede og rytmiske titelnummer, og følges behageligt og melodisk op med Here & Now Forever, for at gå videre i en mere tung, mørk og ulmende retning med I’m A Volcano. Et eksplosivt nummer, hvor alt går op i en højere enhed, selv et malende tromboneudbrud.
Derudover er albummet – bortset fra den iørefaldende og tungt drevne bluesy Mr. Lee is Back in Town – mere i den tilbagelænede afdeling. Till Tomorrow’s Here har dog samme sødme og melodiøsitet som fornævnte Here & Now Forever, og kunne ligesom den har haft, godt have noget singlepotentiale i sig.
Resten er mere hygge til øregangen end mesterligt, men det skal der også være plads til, for der er hele tiden både nuancer og nærende lag i spil – blandt andet med cello, trompet og flygelhorn undervejs. Og når det hele lukker med Last Train to Bantry, med vokalen næsten alene i fokus sammen med taktfulde håndklap, så er den fede understregning for alvor sat.
Jan Olsen har én stemme, og en musikalsk sjæl, der nu – bedre sendt end aldrig – mere end nogensinde folder sig ud, og i den grad fortjener at blive luftet og hørt LIVE.
Det er der allerede mulighed for at opleve i morgen torsdag den 9. juni kl. 20 på Musikhuset Dexter i Odense, hvor Jan Olsen & The Bottletower præsenterer det nye album.
