Torsdag aften, en vindblæst novemberaften i hovedstaden København. Unge mennesker vrimler mod et totalt udsolgt Lille VEGA, hvor en ung mand fra Silkeborg har inviteret til mødet med ‘MUFASA’ – The Future king of international afrobeat.
450 mennesker viser gladeligt og problemfrit deres Corona pas, og kommer gnidningsløst ind til en rejse gennem frie og farverige afrobeat zoner, som er fyldt op med en god karma, der via musik og handling forener og forbinder Tanzania – Silkeborg – København.
(For)føreren hedder JJ Paolo. Blodet er afrikansk, sindet er midtjysk – og hans musikalske udtryk og hans performance er så ubestridt og åbenlyst på højt internationalt niveau. Han har lige selvudgivet sin anden EP – ”The Sound of Africa” – optaget i hans fødeland Tanzania, og med sig på scenen har han seks musikere, der viser at ”handmade music” har så mange smukke og forskellige ansigter.
Et ungt hold at musikere, der udstråler drømme, virkelyst, kvalitet og varmt blod i de fingerspidser eller bevægelige håndled, der sikrer at bas, tromme, percussion, keys, kor, og guitar er med til at løfte den ultimative frontfigur JJ Paulo til en del af en helstøbt og bevægelig helhed, der favner bredt og beredvilligt.
”Det er det der er så fedt ved et band og live musik, jeg kan slukke og tænde for dem” – sagde JJ Paulo – som en understregning af at LIVE musik ikke er en statisk indøvet tilstand, men et spørgsmål om at levere i nuet – om at gribe øjeblikkene.
Og aftenens buzzword var overskud, spilleglæde, publikumskontakt – og ikke mindst fuldfede numre at have det i – hentet fra ”The Sound of Africa” og sidste års EP ”Baba Mufasa”.
Ved du endnu ikke hvem JJ Paulo er, så læs lige vores store inspirerende interview med ham her på siden. Her kommer du virkelig bag en ægte ’Do It Yourself’ artist, der kører på den slags energi, der både har ungdommens uskyldighed og urkraft, men også i sin personlighed – og unge alder på trods – allerede på fascinerende vis indeholder selve livets vigtigste bæredygtige grundstoffer, såsom viljestyrke, arbejdsomhed, visdom – og ikke mindst et menneskeligt format, der er sjældent set på en dansk musikscene.
Hvad han ikke når i løbet af den her koncert! Han husker at takke den lille knægt, der sendte en papirsflyver hilsen til ham – han giver en hilsen og sang til hans biologiske mor i Tanzania – han får delt folk op i engagerede klappezoner allerede fra andet nummer – han opfordrer med succes folk til at finde en dansepartner i salen, og gå hjem hvis ikke det lykkedes – han tager pis på sine egne ynde ben – han får folk til at synge ”Fuck jeg er træt er corona” – han får skiftet tøj et par gange – han får alle til at tænde mobiltelefonerne, da han er i ’ballade humør’ – han får alle til at danse frem-tilbage-til siden igen og igen og – han får tændt discokuglen uden at det bliver patetisk eller søgt – han hiver KAKA op på scenen for at takke ham for inspirationen – han inviterer et par fødselsdagsgæster op på scenen til hyldest og fødselsdagssang – og ikke mindst, så han giver 9-rige Liku, som han har undervist i efterårsferien i musik og dans, et nummer i front på scenen. Og hun havde uden tvivl lært et trick eller to – ikke mindst i forhold til performancedelen. Så Sejt!
Og det altså et overskud han på 80 fuldfede minutter udviser efter at selv at har stået for det meste i forhold til booking, marketing, administration osv. i forhold til sit første headliner show i København. Men at familien betyder noget i det store regnskab dokumenteres selvfølgelig ved at den ene søster tour-maneger, og den anden er korsangerinde, som iøvrigt også undervejs lige kan give den som den slags leadvokalister, der kan få tage til at løfte sig.
Det hele er så vildt, og noget nært enestående – og det er konstateret og skrevet af en personage, der jo har cirka dobbelt så mange år på hagen som hovedpersonen, og vel har set mere end 2500 koncerter i et langt liv. Jeg er selv opvokset med musik som en nærende eliksir, vi kan bruge i medgang og modgang. Selv stod jeg på balkonen velvidende at min mor lå i kritisk tilstand – men i gode hænder – på Glostrup Hospital. Derfor var jeg taget af sted – på trods – og i hendes ånd, for at samle positiv energi til ‘tanken’. Og den tank blev fyldt op af varme vibrationer og gode værdier. Prøv f.eks. lige at tjekke et nummer som “Try”, der måske meget godt indkapsler det vi vel alle bør kunne bidrage til her i livet efter bedste evne. Bare prøve, gøre os umage, dele ud, tage ind, dele oplevelser med hinanden.
JJ Paulo gav en på alle måder livsbekræftende koncert, det med garanti var balsam for sjælen uanset om du var den lille pige på omkring 6 år, der sad på scenen – den stolte mor i 40’erne på balkonen, eller den Lille Fredag festlige ungersvend på fjerde række midtfor – og hans nye dansepartner lige foran.
Allerede fra andet nummer havde JJ Paulo hele VEGA med – fra forreste række, ned til baren, op på balkonen. Alle er med, går ned i knæ, hopper op. The Sound of Africa er sød musik – ikke mindst når den serveres med jysk charme, selvtillid og et drive, der har flere gear end de fleste. JJ Paulo fremstår knivskarp, og toptunet. Men der er ingen grund til unødig lir. For når man nu ‘bare’ kan danse som få, og har en kondi, som kan bære, hvorfor så ikke bruge det som et stærkt virkemiddel og et væksthormon. .
JJ Paulo overspiller ikke – det spiller bare. Og sådan er det – og derfor har han selvfølgelig noget at have det i når han afslutningsvis siger ”Vi ses på Roskilde”. Det kan godt være det ’kun’ er på ’Rising’ scenen næste år, men kald mig Mats eller det der er værre hvis ikke han indenfor to-tre år har indtaget Orange scene eller har væltet et fyldt Apollo telt.
Festen lukker med mesterstykket ”My Bebe” – hvor også hvor der de gode danserne fra det absolut hotte opvarmningsnavn Felicia Baby var kommet med på scenen. Måske som et symbol på at JJ Paulo nok shiner i front, men han gør det primært fordi han med individets styrke står i front som faklen for fællesskabet.
Inden da har JJ Paulo med numre som ”Bukoma”, ”Umbeti”, Sawa Wale” og ”Try”, ”My Type” og ”The Sound of Africa” så rigeligt bevist at han har så mange tangenter at spille på i et musikalsk udtryk hvor verdener mødes , og varm musik opstår – og genrer som jazz, soul, afrobeat, R&B opløser sig i en samklang, som giver hang på meget mere.
Han begik dog en fejl. Felicia Baby og hendes fem fantastiske dansere lavede den helt perfekte opvarmning – og temperaturen var på kogepunktet da Felicia Baby forlod scenen. Desværre dog ikke for at overlade den til JJ Paulo, men til DJ’en AKP, der havde taget guitaristen FELIX med. De var bestemt gode, men havde bare slet ikke samme nære kontakt til publikum som Felicia Baby, og burde derfor åbenlyst havde været på som den første opbyggende “warm-up”, inden Felicia Baby og hendes dansere havde tændt for kogepladen. Men ingen er ufejlbarlig i sine valg her i livet – heller ikke JJ Paulo.
But anyway – JJ – vis ses på Roskilde!
