At tænke sig. Det er bare to år siden at denne skribent sammen med godt 350 andre stod og så og hørte en usædvanlig skarpt leveret debutkoncert fra Jung, der på det tidspunkt blot havde udsendt to singler. “Jeg skal nok vente” og “Hun kommer tilbage” var gengæld begge endt som overrumplende radio og streaming hit – og de havde allerede på dette tidspunkt medført en pladekontrakt med Universal Danmark.
Dengang skrev jeg blandt andet i min omtale af koncerten: ”Jung ved det er gået stærkt – men virker også til at have både selvtillid, ydmyghed og færdigheder til at bære det”.
Herfra har de kun sat tempoet op – og nu med to album bag sig – og i alt 18 numre af give af. Coronaen fik sat en stopper fra en stort opsat danmarkstur, men det lykkedes dog endelig for Jung, at komme lidt ud på scenerne her i år, så de kunne finde ud af hvem deres store og konstant voksende publikum var, og ikke mindst finde ud af hvem de selv er som LIVE band. Det kom der gode foreløbige svar på i sommerens løb, ikke mindst i forbindelse med deres koncert i august til Roskilde Summer Days.
Det var dog ikke mange koncerter, at bandet havde bag sig, da de så allerede nu tog udfordringen op med en stort anlagt arena tour med fire koncerter i Odense, Århus, København og Århus. Publikum var dog med på idéen – og der var stort set udsolgt alle fire steder. Den manglende erfaring kom dog til at spille en rolle i Royal Arena – men heldigvis ikke en hovedrolle.
Jung består af Jonas Jung Larsen – vokal og guitar, Michael Hovmand – synth og kor, Sigurd Boesen – guitar og kor og i deres LIVE opsætning har de Frederik Håkonssen bag trommerne.
Det står klart fra start at der ikke kan sættes en finger på deres håndværk, men den manglende erfaring i forhold til at gribe et så stort publikum kan nu mærkes undervejs, selvom de starter koncerten med et i mine ører regulært hattrick med numrene ”I dag og i går”, ”Ik’ så meget” og ”Sig mig” . Numre, der alle tydeliggør, at Jung live har tænkt sig at give de fleste numre mere plads og rum, end de har i de til tider lidt stramt skårede albumversioner. Ikke mindst åbningsnummeret og ”Sig mig” viser nye sider af sig selv – og understreger allerede her at Jung er meget mere end et singlehit band. En opløftende start.
Tempoet sættes i vejret på ”Tur retur” – men kun publikum på gulvet lader sig for alvor rive med. Langsiderne minder lidt om nogle, der er groet fast i venteværelset – selvom der klappes høfligt med smil i øjnene og på læberne. Men begejstringen er generelt ganske afmålt på siddepladserne lige indtil ”Blitz, Baby”, der cirka midtvejs får næsten alle op af stolene. De kommer dog hurtigt ned igen pga et efterfølgende ret uinteressant intermezzo, hvis primære formål er at der skal ske et sceneskift.
Inden da var der nu flere numre at begejstres over . Ikke mindst virksomme og veloplagte versioner af ”Ud i kørebanen” og ”To timer i træk”. Særligt i sidstnævnte nummer får Jonas Jung for første gang virkelig gang i gulvet, da han for første gang går helt frem på det lange midterstykke af scenen – og får suget publikum til sig. Pludselig kunne det rent faktisk mærkes at det var en arena koncert, med i alt omkring 11.000 mennesker samlet.
Men selvom bandet spiller tændt, tight og til tider tungt og samtidig udstråler den før omtalte selvtillid og ydmyghed, så mangler de stadig noget uglet hår på brystet til virkelig at skyde det frem til en afgørende manddomsprøve. De virker på en måde lidt for pæne i deres lidt stive puds, og lige en tand for fastlåst, selvom Jonas Jung bestemt arbejder for sagen – og har en yderst sympatisk tilgang til mødet med det store publikum, som han ikke lægger skjul på, at han har glædet sig ‘fxxcking meget’ til at møde.
Bag ham er Michael Hovmand på synth (inkl. bas) en markant faktor i det samlede lydbillede, men han udstråler en anonymitet på scenen, der pudsigt nok falder i øjnene. Det samme kan siges om Frederik Håkonssen der ellers på flere numre har en væsentlig aktie i at der kommer ekstra punch på – og en sikkerhed for at de fleste numre kan mærkes som hjertestartere af alle tilstedeværende uanset placering i arenaen.
Guitarist Sigurd Boesen får heldigvis plads – og er på et par numre med til at understrege at Jung også ved hvordan man staver til R.O.C.K. – ikke mindst i afslutningsnummeret ”Hun kommer tilbage” og i det urimeligt undervurderede ”En hel tid vi ik’ taler om”.
16 numre får vi ud af de 18, som de har udgivet på de to album. Jeg undres over hvorfor ellers ganske solide numre som ”Ved hvor det gør ondt” og ”Alt hvad jeg har nu” er udeladt. Ikke mindst sidstnævnte burde med sit TV-2 klingende omkvæd kunne havde det gjort langt stærkere end ”Det er bare svært”, der var placeret sidst i sætlisten, og simpelthen bare havde svært ved at komme ud over rampen, ligesom den seneste single “Begår tyveri” ganske overraskende havde det som næstsidste nummer, klemt inde mellem “Jeg skal nok vente” og “Hun kommer tilbage” .
Også det aktuelle hit ”Forfra forbundet” faldt underligt til jorden i første halvdel af koncerten i en lidt for uambitiøs version, der ikke vandt noget ved at få tilført lidt The Edge inspireret guitar fra Boesen og rød lyssætning. Men det er samlet vurderet små fejlskud fra et band, der de seneste år ganske velfortjent har taget deres plads i toppen af hierarkiet på den danske pop/rock scene.
Bortset fra Thomas Treo tænker jeg ikke nogle i den royale arena har haft følelsen af at være i kulkælderen over denne oplevelse, og det selvom den akustiske version af netop ”Kulkælderen” på en lille scene på langsiden aldrig helt ramte plet, selvom den fik gang i lysene fra mobiltelefonerne. Så var der mere punch og slagkraft i en inddragende udgave af ”HDTV”, hvor alle tre Jung medlemmer var helt fremme på scenen – og klædeligt foldede et nummer ud, der kunne bære det.
Og helt generelt så kunne Jung bære at stå på en så stor scene, men det stod også klart at de endnu ikke var helt stærke nok til at taget blev løftet helt af. Men det var Minds of 99 bestemt heller ikke bare 2 år inde i deres karriere. Jung var dog tæt på i afslutningsnummeret “Hun kommer tilbage”, der for første gang fik hver og en op af stolene, så de i fællesskab med ‘gulvet’ kunne give koncerten den løfterige afslutning den og Jung fortjente.
Nu hvor jeg har taget de første par stop på turen med dette så lovende og talentfulde band, skal jeg da gerne gøre klart, at jeg gerne tager med på den videre rejse, der dog ikke behøver foregå i helt samme tempo. Jeg kan sagtens se Jung komme tilbage og videre herfra, for at blive vor tids bedste bud på TV-2. Nu skal de bare ud og forhåbentlig spille en hulens masse festival job i 2022, så de kan finde tryghed og timing i et samlet og forhåbentligt mere tydeligt og udadvendt bandudtryk.
Ja, jeg fristes til at skrive, at jeg rent faktisk tror på Forever JUNG! – for de har det absolut vigtigste – varen – de gode sange.
