Det er jo ikke fordi Lasse Storm med sine sange om ulykkelig kærlighed, alkohol og små provinsbyer for alvor har opfundet den nye dybsindige tallerken. Til gengæld kan man mærke, at det her er for alvor. Han er en sangskriver, der har noget at byde på. En sangskriver, der sætter ting i gang, når han både hudfletter og favntager livets bidende belastende banaliteter og de små ’dumme’ spørgsmål, der kan have så stor værdi at finde brugbare svar på.
En balance, der slet ikke er uvæsentlig, når man har et fortæller- og formidlingstalent som Lasse Storm. Et talent, som han først åbnede op for og foldede ud på det store kompromisløse rock lærred, som fængende frontfigur i bandet Dør Nr. 13, der med overvejende sandsynlighed kunne have taget samme optur som Minds of 99, hvis de f.eks. var kommet under Bandakademiets professionelle og profil bevidste vinger.
Selv oplevede jeg Dør Nr. 13 til Rising dagene på Roskilde Festival 2017. En minderig og vital upcoming koncert, der efterlod mig med følelsen af at have set DET næste store danske rockband.
Sådan gik det ikke, og derfor er der også endnu et kapitel til den gamle historie om tid og sted, tempo og timing. Efter to album og en EP med Dør Nr. 13 valgte forsanger Lasse Storm, at præsentere sig selv som troubadour i eget navn.
Døren åbnet for den stille storm
Det gjorde han for alvor sidste år med det mesterlige hjemstavnsalbum ”Holmegårdsvej og andre historier”. En album som vi her på siden kårede som et af det års bedste danske album. Et direkte banebrydende album, der sagde ’Værsgo’ på samme livsnødvendige måde som Kim Larsen havde gjort det næsten 50 år forinden.
Mens Kim Larsen tog sit afsæt i Christianshavn, tog Lasse Storm sit i Fensmark. Same Shit. Konflikterne og drømmene er i princippet de samme, med den evige tvivl om at finde sin rette plads, som brændstof.
Lasse Storm foldede sig på debutalbummet ud som en særdeles troværdig DK korrespondent. Han satte ord, følelser og lyd på den virkelighed, der skaber os som mennesker, uagtet om vi ser den fra Fensmark, Nextved (aka Næstved) eller Kjøbenhavn. Efterfølgende er han så flyttet til Svendborg – der i mange år (ganske velfortjent) helt uofficielt er kåret som Danmarks svar på San Francisco.
Han er således en sangskriver, der skriver fra et ærligt hjerte og ud fra et levet liv, hvor verden ikke har stået stille, men hvor land kontra by, storebrorsfølelsen kontra lillebrorfornemmelsen, har været en bevægelig del af opvæksten.
En stimulerende opvækst, der heldigvis også har efterladt en tro på musikken. Og den tro folder Lasse Storm og Det Lille Band med overbevisning ud i godt fem kvarter denne torsdag aften, selvom blot omkring 25 mennesker har fundet tid og lyst til at møde op til en verdenspremiere på det gode spillested RUST.
Det er nemlig første aften at Emil Overmark Jensen (Color, The Blind)– omtalt som Greven af Djursland – er med på holdet. Som en årgang 96, er han reelt en anden generations stemme, men særligt er hans frydefulde steel guitar spil af en tidløs kvalitet, der bør glæde alle folk med hang til nydelse.
Han falder nærværende ind i samspillet med den rutinerede og robuste rytmegruppe bestående af Christian Rindorf på trommer og Torben Guldager (Beefeaters, Nymalet m.fl.). Som helhed løfter de flere numre til cirka det stilsikre country-rock niveau, der har sikret Johnny Madsen Band fast partoutkort til landets festivaler de sidste 25 år.
Madsen kan eller vil vidst ikke meget mere. Så kære festival bookere – tag Lasse Storm Band i stedet. De har sangene, de har fortællingerne, de har originaliteten, og ikke mindst den frækhed og den finurlighed, der gør en mærkbar forskel.
Det beviste de i veloplagte udgaver af både de velkendte numre fra debutalbummet, og numre fra det kommende album, der møder verden til september, hvor bandet også optræder på Nashville Nights International Songwriter Festival i Odense.
Åbningsnummeret – som jeg vil gætte på hed ”Lig med mig nu” – afslørede at Storm ikke var kommet for at hvile på laurbær og prisbelønninger – og det blev understreget med tændte band versioner af f.eks. ”Holmegårdsvej”, ”Ung, fuld og dum”, ”Sang til Fritz”, ”Havn” og ikke mindst en en triumferende tung version af “Kan du huske”. De var nogle af mange højdepunkter i det 15 numre lange sæt, inklusiv to ekstranumre. Nye numre som ”Til Støv”, ”Ærligt Talt”, ”Lydteknikerens tour dagbog” stod ikke i skyggen for de velkendte numre – for ikke at tale om det afsluttende nummer med band – ”Halbal igen”, der med glimt i øjet beskrev charmen eller forklaringen på den simple provinsvold.
Lasse Storm sluttede af med to akustiske numre, og understregede, at hans er den slags troubadour, der er velsignet af at have flere strenge at spille på, og tydeligvis med sine nye sange har kurs mod nye stormfulde højder.
