LEI MOE & WITTROCK BAND – BETA 2300, Amager – 18.03.22

Lei Moe BETA af MF (7)

Fotograf: Maria Fremming

“Fri Lei i godt musikalsk selskab – it’s a mighty good thing!”

Den 9. april sidste år udgav Lei Moe – en af de sidste 40 års mest benyttede sidewomen her til lands – et selvbetitlet soloalbum. Det kom hele 35 år efter hendes seneste soloalbum, der kom to år efter debutpladen fra 1984. I tæt samarbejde med Morten Wittrock havde de skabt et album, som vi her på siden i vores anmeldelse tildelte 5 ’side 33 skiver’ ud af 6, i en anmeldelse, som vi indledte med overskriften:

“Tilbage i front med blåtonet, sjælfuld og funky forløsning”.

Desværre gjorde Corona, at albummet ikke har fået lejligheden til at få kvalitetsstemplet sin livsduelighed ude i virkeligheden. Det skete så endelig i går på hjemmebane på Amager. Endda i det selvsamme lokale, der fungerede som lærerværelse på den skole, som Lei som barn gik i sammen med sine søskende Lupe og Lanni.

Kapelmester Morten Wittrock på keys (Holtsø & Wittrock) havde samlet lidt af et A-hold til lejligheden. Humørbomben og indpiskeren Niels Ratzer (Frontlne, Blast, Troels Skovgaard) bag trommerne, Christian Dietl (Sneakers, Mikkel Nordsø Band) på bas , Peter Skjerning (Turnip Greens, Thorbjørn Risager) på guitar og så Jesper Dukholt (Ridin Thumb, Cartoons) på saxofon.

Sådan et hold sætter forventningerne i vejret, og de blev heldigvis indfriet straks fra start. 

Vi fik en groovy indledning med ”Dash of love” fra debutalbummet, der naturligvis havde alle sine otte numre med i de to sæt. En indledning, der hurtigt viste hvorfor det er noget så klædeligt, når der er dygtige saxofonister med om bord når soul/roots/bluesmusikkens forskellige DNA’er foldes grænseløst ud.

Nummeret blev fulgt flot op af den riffbaseret rocker ”White Girl Lost in the blues” (Elkie Brooks) – og endnu et stykke med groovy elementer i ”Give it Up”. Så var vi ligesom i gang, og Lei kunne konstatere, at det meste af familien inklusive Kusine Arne var ankommet.

Der var lys i øjnene, og smil på læberne, og plads til interne drillerier på scenen. Det medførte blandt andet at balladen ”Tonight” først kunne igangsættes efter at Jesper Duckert med en større kraftanstrengelse var lykkedes med at kvæle et grineflip.

I front for det hele – strålede en åbenlys glad og veloplagt Lei Moe, der dog ikke helt kunne skjule at hun ikke er 100% fortroligt med virkemidlerne som frontfigur efter mere end 35 år i baggrunden. Til gengæld levererede hun 100% vokalt, og med glød, nerve og autensitet.

Det er godt nok Morten Wittrock der i virkeligheden er ’skyld i’, at hun ikke er gået på pension, og nu står der i front igen efter de mange år længere tilbage på scenen. Det er også Wittrock, der har udvalgt aftenens velvalgte cover numre, men det er i høj grad Lei Moe, der gør valgene rigtige. Ikke mindst når de slutter første sæt af med en forrygende udgave af klassikeren ”Mojo Hannah” i en veloplagt gumbo udgave, som selv Little Feat skulle have en god dag for at levere på det niveau.

Forinden da havde Jan Nielsen som duetpartner gæstet på ”Honey” (på albummet er det med Troels Lyby) og ganske klædeligt rocket den lidt op uden at sjælen i sangen gik tabt.  

Første sæt bød også på det helt nye nummer ”Little by Little”,  der med en veloplagt Wittrock i New Orleans mood, og Peter Skjerning med den slags klassiske country rock guitar solo, man kun kan udleve, hvis man rent faktisk har gået i ”the school of rock”, sad lige i skabet, og lovede godt for det kommende album, der også gerne må medtage den andet helt nye nummer – balladen ”You Were Never Mine”, der kom midtvejs i andet sæt.

Et sæt der var fortsat på den glade og givende klinge via først en version af evergreenen ”Standin’ on Shaky Ground” efterfulgt af Wittrocks smådovne og simrende soul godbid ”Slow Cooking”, inden selv den mest livstrætte lærer måtte blive vækket til live i en særdeles forrygende udgave af mesterstykket ”Say No” fra comeback albummet.

De fleste vil nok påstå at det må være ‘fake news’ når det berettes at Allan Mortensen næste måned fylder 76 år. Der er hverken til at se at høre. Hvilken udstråling – hvilken stemme. Han kom midtvejs i nummeret ”Shake a hand” og fortsatte med at synge sjælen ud i ”Won’t let Go”. Sikke da et par. Forhåbentligt gemmer det kommende album også på en ny duet til de to!

Det er en mægtigt god ting at være i godt selskab, og familie mennesket Lei Moe udvidede antallet af gæster på afslutningsnummeret – glansnummeret ”Mighty Good Thing” – hvor søster Lupe, bror Lanni og datteren Bianca kom på scenen. Festen var sikret via en fri Lei og et stinkende fedt nummer, men det vigtige budskab om at dyrke samhørigheden og fællesskabet.        

Som ekstra nummer fik vi så lige ”Nutbush City Limit” at gå hjem på. OK. Men aftenen havde faktisk vist, at Moe & Wittrock med venner og familie bare er bedst når de på hjemmebane i egne numre. Så lad det blive ved sådan på den kommende album. Men der er jo aldrig regler uden undtagelser, så medtag også gerne ”White Girl Lost in the Blues” der havde en friskhed og en kraftfuld vitalitet, der er værd at tage med.

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.