Den argentinsk fødte, men dansk bosatte sanger og sangskriver Lyonne – med det borgerlige navn Vanina Lion Hansen – har netop udgivet sit andet album ”New York”. Det første fra det, som er tænkt som en kommende albumtrilogi, der tager udgangspunkt i de tre byer, der igennem årene har betydet mest for hende – New York, Buenos Aires og København.
”New York” udkom digitalt den 29. september, og kunne her i forbindelse med koncerten, så også præsenteres i vinylformatet trykt hos Nordsø Records og leveret i et flot gatefold cover med alle tekster og den slags stemningsfulde fotos, der er med til at underbygge hele pladens musikalske DNA.
Albummet er skrevet under corona pandemien, og er indspillet i København – men hele albummet emmer af sangskriverens længsel efter at kunne rejse til New York igen, se lyset og blive indfanget i hele viben fra storbyens puls, sprækker og bevægelighed.
16 numre forkælede Lyonne og hendes band – der på nær en fraværende Nicholas Kingo på keys – ellers bestod af holdet fra albummet Claudio Suriano (guitar), Jesper Uno Kofoed (Trommer), og Eva Malling (bas) – et både indlevende og lyttende publikum i alle aldre med.
Ikke mindst Mallings levende og dybdefulde spil frydede undervejs, ligesom Suriano’s stemningsfulde og atmosfæriske guitarspil gjorde det.
Som en samlende enhed skulle de lige spilles varme, men fra omkring fjerde nummer ”Corners” – det fremragende åbningsnummer på albummet – spillede det meste på et niveau man også kan være bekendt at rejse til New York for at præsentere der.
Genremæssigt er det ikke lige til at sætte Lyonne i bås. Og tak for det. Hun rummer både rockens sitrende nervetråde og jazzens fine og finurlige fornemmelser for tempo og timing. Det er først og fremmest stærk og iørefaldende sangskrivning, der kommer en i møde med masser af drive og ’deep dive’ undervejs. Der er noget Rickie Lee Jones (tjek bare den mildt sagt uimodståelige ”Watching the rain”) møder Sting over hendes musikalske fremtoning, der dog måske i forhold til disse inspirationskilder, lige er en tand for underspillet eller tilbageholden.
Man fornemmer, at hun godt kan åbne mere op, komme mere ud over scenekanten, og sætte sangene yderligere i spil.
Hendes ’hilsen’ til Patti Smith i nummeret ”It’s Always Been You” havde noget af den afgørende power, og det klædte i den grad en (glædes)strålende Lyonne, ligesom det klædte hende at folde hendes hidtil måske smukkeste sang ”Until We Meet Again” helt ud, som et næstekærligt og rørende punktum på en dejlig torsdag, hvor man til fulde blev overbevist om, at dette er en artist, som man meget gerne vil møde igen på sin vej.
75 minutter, der dokumenterede at hun med ”New York” – og dets slidstærke numre som ”The City Is Mine”, ”State of Grace” og ikke mindst balladen ”Stay” for alvor har dokumenteret sig som en sangskriver, der bliver værd at følge. Sidstnævnte nummer – en sand lækkerbisken af en ballade, blev her smeltet sammen med ”9 eleven” fra hendes stadigt meget anbefalelsesværdige – og lidt mere jazz betonede debutalbum ”Late Night” fra 2021. Herfra fik vi også særdeles lyttelækre versioner af ”It’s Only Fair” og ikke mindst ”Tonight”.
En af de aftener, hvor kun et skarn, kunne bede om mere.
