Der er helt berettiget sagt og skrevet rigtigt meget om Malurt gennem tiden og efter en rum tid, hvor ingen troede at man nogensinde ville kunne komme til at opleve Malurt live igen, tog Michael Falch fusen på alt og alle ved i sit ekstranummer ved koncerten i eget navn på det Kongelige teater d. 27 februar 2019, at annoncere, at Malurt var klar til at tage på landevejen igen fra 2020 – for første gang siden 1994. Kun den ene tour og så aldrig mere var meldingen.
Jublen ville ingen ende tage den aften i det Kongelige Teater da Christian Arendt, Peter Mors, Dia Nielsen, Pete Repete gik på scenen bag Michael Falch og med store smil på læben og gnist i øjnene kørte Malurt ud af garagen.
Første koncert i Store Vega i februar 2020 blev et startskud, der gav genlyd, og 2 1/2 år senere og rundt regnet 56 koncerter, hvis man tæller de hemmelige og ‘under radaren’ koncerter med, oprandt så dagen, hvor Amager Bio var vært for Malurts sidste officielle ”Super Live tour” koncert.
Bio’en var udsolgt og meget tætpakket, hvad man kunne mærke på temperaturen i salen, der var glohed. Det fremmødte publikum var kommet for at sige hjerteligt farvel, og mange af dem har fulgt Malurt og lyttet til deres musik siden begyndelsen. Ingen havde ryggen til scenen, ingen havde tid til at sludre sammen. Michael Falch havde dem alle med sig fra start til slut, et bølgende svedende smilende rockende og livsglad voksent publikum sugede alt til sig, velvidende at oplevelsen var her og nu, og nok aldrig mere.
Man skal dog aldrig sige aldrig siges det. Var det virkelig det sidste farvel til Malurt, eller ligger der mere i det når de sidste ord selvfølgelig blev ”VI ses Igen Igen og igen og Igen”. Man kan jo altid ønske og håbe at der er nye tiltag på vej, da Michael Falch jo har en herlig hang til at overraske sit publikum og sine fans.
Der kom da også en lille overraskelse fra scenekanten, da koncerten var ved at gå ind i den sidste fase, og Michael Falch kunne fortælle at han dagen efter på NU Festivalen da lige ville invitere sine Malurt venner med.
Som samlet fuldblodskoncert må man dog formode, at dette var punktummet fra Malurt. Og hvilket et. Salen emmede af accept og respekt fra de lykkelige fans, og en tak for at bandet ikke var kommet tilbage som skygger fra fortiden, men som musikalske superlovers i nutiden, der endda måske leverede skarpere og mere tændt end nogensinde.
Da der er skrevet så meget om Malurt – også om denne koncert i forvejen – vil jeg blot slutte denne koncertomtale med at oversætte begrebet og bandet Malurt – og så henvise til at billeder ofte siger mere end 1000 ord.