Thundermother don’t just play rock’n’roll. Thundermother are rock’n’roll! Så klart er bandets budskab på deres egen hjemmeside.
Og de har i den grad noget at have det i. Det kan helt nøgternt igen konstateres ovenpå de 40 intense og effektive minutter, som de fik som opvarmningsband til Scorpions.
Overraskende nok virkede bandet, som en både tændt og sammentømret enhed, selvom bandet for nylig har skiftet hele ¾ af besætningen ud. Det er kun guitarist Filippa Nässil, der dannede bandet tilbage i 2009, der har været med hele vejen. Siden har hele otte medlemmer forladt bandet.
Da bandet i slutningen af 2021 gæstede Karosserifabrikken i Helsingør og sidste år spillede på Copenhell bestod bandet udover Filippa Nässil af vokalist Guernica Mancini, trommeslager Emlee Johansson og guitarist/bassist Mona Lindgren. De virkede der som en velfungerende helhed, et tordendrøn, der kunne få Øresundsbroen til at ryste.
Samme hold var i slutningen af 2022 også med som supportband på den første halvdel af Scorpions aktuelle ’Rock Believer World Tour’. Men da turen var slut, tikkede der pludselig en mail ind til Mancini fra Nässil. Det var var et farvel og tak. Hun var fyret. Men det betød så også et ’nej tak’ til Thundermother fra Johansson og Lindgren, der valgte at forlade Thundermother.
De tre er siden fortsat sammen under navnet The Gems og har skrevet kontrakt med Napalm Records. Bandet har en debutsingle på vej.
Alt imens har Filippa Nässil fået samlet et nyt – og overraskende stærkt hold – omkring sig, og igen har hun evnet at finde en levende, eksplosiv og karismatisk vokalist i form af Linnéa Vikström, der også var en del af bandet i bandet i perioden 2019-2021. Derudover er det nu Majsan Lindberg på bas og Joan Massing på trommer, der udgør rytmesektionen.
De fungerede fra start som et regulært powerhouse, selvom lydbillede mildt sagt godt kunne stå noget skarpere. Men det er næppe deres skyld. Det er ofte et supportbands lod.
Det afgørende var, at de tydeligvis var trukket i arbejdstøjet, og taget på en mission om at sejre på dansk jord. De spillede, det spillede, og de spillede op til hinanden og til publikum, hvoraf mange hurtigt ’overgav sig’ til deres iørefaldende rock, der var hentet fra fire af deres fem albumudgivelser, suppleret med den stadig overrumplende ‘bad bitch’ af en single ”Hellevator” fra 2016.
Linnéa Vikström skruede flere gange op for charmen med dansk/svensk tiltale ind imellem numrene – og i sjette nummer ”I Don’t Know” lykkedes det for alvor at få varmet publikums stemmebånd op. Hun rullede med r’erne på syngende svensk, da hun skulle have afklaret om vi var klar til med Rock’n Roll – og det gav så meget mening i selve nuet, da det spørgsmål blev fulgt op med en forlystelsessyg udgave af ”Watch Out” fra deres seneste album “Black and Gold” (2022). For der er da bestemt noget at holde øre med når først Thundermother folder sig ud.
De kommer med en ægte rock’n roll attitude uden ret meget fyld. Filippa sprudler momentvis på sin ‘spade’ og spytter som det mest naturlige undervejs på scenen, og i ”Shoot to Kill” er der så selvfølgelig koordineret ‘hår rock’.
De leverer kort sagt et hamrende effektfuldt show, der dog heldigvis også har masser af indhold i form af en mere end solid omgang riff baseret rock, der sender masser af tanker i retning af forbillederne i the school of rock – fra AC/DC til Vixen via Joan Jett. Det er næppe helt tilfældigt at det var The Runaways, der blev sat på højtalerne efter koncerten, hvor bandet efter et par minutters hyldest og fanpleje fra scenekanten kunne forlade scenen med sejrens sødme indenfor vestene.
Dette var essensen af rock’n roll, hvilket passede noget så glimrende som opvarmning til legenderne og veteranerne fra Scorpions, og deres andel halvdel af ”Rock Believer” touren.
Ingen overraskelser i deres sætliste, der således er godt gennemspillet og opfyldt med klassikere, og så fire ganske glimrende numre fra det seneste album ”Rock Believer”.
Åbningsnummeret ”Gas in the Tank” er hentet fra det album, og passer perfekt som indledning til aftenens reelle spørgsmål – Are You Ready To Rock?
Det var Scorpions. De lignede fortsat et band, der tror på det. I sær bandets stiftende medlem Rudolf Schenker på guitar bed energisk fra sig, flankeret af gimmick guitaristen Matthias Jabs (med i bandet siden 1978), bassist Paweł Mąciwoda (med siden 2003), svenske Mikkey Dee (med siden 2016, og før det King Diamond, Motorhead), og så selvfølgelig den legendariske forsanger Klaus Meine, der har været med siden 1969.
Den efterhånden 75-årige Klaus Meine virker meget naturligt mest præget af alderen. Han så både anstrengt og underligt mimikløs ud når han sang. Stemmen er ikke hvad den har været, men han holdt generelt tonerne fint, og et par gange også imponerende længe. Han optræden er måske nok ikke længere vital, men den er bestemt værdig.
”Har i det godt” spurgte han på dansk efter en lidt spag tur i “The Zoo”, og det havde folket, der virkede glade for lyden af det, der med garanti for de fleste, var et gensyn. Men måske også et for sidste gang?
Dæmpet gensynsglæde
Hovedparten af publikum er tydeligvis vokset op med Scorpions og det er måske forklaringen på, at der ikke ligefrem var sprudlende begejstring i salen sådan en mandag aften. Det var den vedholdende kærlighed, der åbenlyst blev hyldet. Publikum på gulvet stod pænt og roligt, så, hørte og klappede taktfast med, og på siddepladserne blev folk pænt siddende, indtil en mindre del endelig bare måtte op da “Rock You Like A Hurricane” kom som det ventede sidste ekstranummer.
Som min gode kollega Steffen Jungersen udtrykte det efter koncerten – ”Det jo ren sølvbryllupsrock”.
Koncerten fik undervejs lidt kant og karakter når Mikkey Dee satte lidt ekstra fut i kedlerne, som f.eks. i ”Coast to Coast eller som indpisker i det nye nummer ”Seventh Sun”, der også blev forkælet med noget fremragende slideguitar.
Rent visuelt var baggrundsskærmene flotte og dragende, og havde god sammenhæng til de enkelte numre, som da der f.eks. i ”Peacemaker” pludselig stod ”YES WE CAN”.
”Scream Scream Scream” stod der senere med store bogstaver på skærmene under titelnummeret “Rock Believer”, men på dette tidspunkt var det vidst åbenlyst for de fleste, at publikum i aften var kommet for at nyde, og ikke at at yde.
Og sådan blev aftenen mest af alt en omgang mandagshygge for de allerede tilfredse og indviede, der som dagens største ‘indsats’ tændte deres mobillys til godkendte pligtudgaver af ”Send med an Angel” og ” ”Wind of Change” .
Det instrumentale ”Delicate Dance” var dog så afgjort en af aftenens mest udsøgte delikatesser, og det rummede såmen også aftenens eneste regulere overraskelse, da den blev leveret uden Schenker og Meine på scenen, men til gengæld med en ikke umiddelbart genkendelig guitarist som gæst.
Der var røg i guitaren til ”Black Out”, der ellers her mest lød som en fuser fra 80’erne, ligesom ”Big City Nights” gjorde det. Dette var alt i alt ikke en ny stor aften i byen, men mindre kan gøre det når man har Mickey Dee til at holde gryden i kog, og til at levere den slags trommesolo – der gør at man rent faktisk bliver og lytter i de hele syv minutter af koncertens 95 minutter, der nu går med det.
Så også her var det svenskeren, der sikrede at sejren trods alt blev hevet i land fra et såre sympatisk band, der bestemt ikke gjorde noget der skulle gøre at man tror mindre på rockens fremtid herfra.
Thundermother – sætliste
Loud and Free
Try with Love
Hellevator
Dog From Hell
Into the Mud
I Don’t Know You
Whatever
Shoot to Kill
Wathch out
Driving in Style
Scorpions – sætliste
Gas in the Tank
Make It Real
The Zoo
Coast to Coast
Seventh Sun
Peacemaker
Bad Boys Running Wild
Delicate Dance
Send Me an Angel
Wind of Change
Tease Me Please Me
Rock Believer
New Vision
Blackout
Big City Nights
Ekstra:
Still Loving You
Rock You Like a Hurricane
