SWEDEN ROCK – 11.06.22

Honnymoon Suite 2022 Fotograf Henrik Hildebrandt (15)

Fotograf: Henrik Hildebrandt

"Festivalens længste koncert, blev så langt fra den bedste"

Lørdag var vores udsendte rockhjerter Henrik og Belinda Hildebrandt tilbage på Sweden Rock efter en enkelt dags afstikker til København for at se en heldigvis fuldstændig formidabel Gary Clark Jr. koncert, se anmeldelse her på siden.

Mange af de svenske artister har mærket årets markante gensynsglæde udmønte sig i regulære hjemmebanesejre, men ellers pæredanske D-A-D har så åbenbart også hjemmebane her på den anden side af sundet, for meldingerne gik på at der i den grad blev sunget og skrålet med helt ned til de bagerste rækker på den propfyldte plads. Der bliver noget at leve op til for både D-A-D og publikum når de i denne uge går på scenen på Copenhell.

(Foto af D-A-D Cannonball)

Copenhell har ikke Guns N’ Roses på programmet, og det behøver de næppe ærgre sig meget over. For mens kvantiteten med tre timers koncert var i top, var kvaliteten i forhold til indholdet mildt sagt ujævn med hovedpersonerne Axl Rose og Slash i roller, som de før har spillet markant bedre. Som det eneste band havde de også forinden nedlagt fotoforbud. Meget symptomatisk var der altså så heller ikke meget at skrive hjem om.

Til gengæld skuffede helhedsindtrykket af festivalen bestemt ikke. Samlet hørt var det et højt niveau, der blev leveret fra alle scener, og selvom det gik igen, at mange måske savnede et ekstra hovednavn eller to, så var det lige så tydeligt at mange fik sig nogle gevaldige og glædelige aha oplevelse med artister, der var mere eller mindre ukendte for dem inden festivalen.

Et godt eksempel lørdag var engelske Rosalie Cunningham, der har to album bag sig, senest ”Two piece puzzle” fra i år. Hun spillede på ’rockklassiker scenen’ og var i den grad en artist, der kom med et musikalsk udtryk, der samlede brikkerne mellem fortid og nutid. Med et udtryk, der kunne minde om en prog-rock udgave af The Pretenders tilført Paul McCartney på bas, gav hun i den grad nydelsesfuld næring til at rockens veje stadig kan være så dejligt uransagelige.

Ellers var det på den større ’rock stage’ at lørdagens højdepunkter udspillede sig. Canadiske Honeymoon Suite, hvis storhedstid skal findes tilbage i deres tre første album fra 1984- 1988 beviste med hele fire originalmedlemmer ombord, at man sagtens kan holde fanen højt, selvom den kommercielle succes er fordampet. Med en stadig velsyngende Johnnie Dee i front virkede bandet som et, der stadig boblede af spilleglæde, og ikke mindst når de som her stod over overfor en større mængde publikum end de længe havde oplevet. For alle involverede en sand win-win situation, og en stor oplevelse for de pænt mange, der havde ventet i årevis på endelig at se de på disse kanter sjældne gæster.

Og skulle nogle påstå at den melodiske rock er tæt på at uddø, så burde de tage temperaturen på en koncert som denne og den som amerikanske Night Ranger leverede på samme scene senere på dagen.

Ikke nok med at også de stadig har tre stiftende medlemmer om bord – Jack Blades (bas og vokal), Brad Gilles (guitar), og Kelly Keagy (trommer og vokal) – men de har også et bagkatalog, der holder, hvilket fire numre fra hovedværket – deres andet album ”Midnight madness” (1983) fint bevidnede. At de samtidig kunne supplere med et par Damn Yankess numre, pga Blades fortid der, gjorde ikke oplevelsen mindre.

Fra den lidt old-school melodiske rock blev der skruet op for alle virkemidlerne, da hollandske Within Temptation, der er et af 2000-tallets største navne på den europæiske metalscene indtog scenen med deres storladne rock, og symfoniske arrangementer, og Sharon den Adel som velsyngende og oplagt frontfigur.

Ved tidligere oplevelser har det virket lidt som et Sharon den Adel show med backingband, men her på Sweden Rock var der i den grad sammenhængskraft i helhedsindtrykket fra et iøvrigt stort og flot anlagt show med masser af effekter.

Men vi slutter der, hvor vi startede med omtale af et dansk bidrag. Det var nemlig det gode gamle legendariske trash-metal band Artillery, der åbnede rockballet lørdag kl. 11.30 på den lille Silja scene.

På det tidspunkt er det kun de mest hardcore fans der møder op. For fredagen på Sweden Rock er traditionelt den dag, hvor de fleste lige skruer lidt ekstra op for alle gashåndtag, og det rykker gerne mødetidspunktet på festivalpladsen nogle timer lørdag.

Artillery vidste dog stadig, hvor gashåndtaget sad, og de gav de fremmødte fans lige præcis den slags start-kit, der forklarer hvorfor de stadig regnes som Skandinaviens ukronede konger af den klassiske trash-metal.

Sweden Rock Festival var således endelig tilbage, og det med maner og for fuld musik, der pegede i alle rockens retninger, men generelt havde en ting til fælles …kvalitet!

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.