The Lost Weekend – Ideal Bar – 04.12.21

The Lost Weekend (8)

Fotograf: Anne Haldager

"Bag energi og støj - gemte der sig følsomhed, kærlighed, vigtige budskaber - og troen på meget mere"

Det er lørdag aften og København emmer af julefrokoster, blandet med lidt halvtomme gader, hvor alle de fester der skulle være afholdt er blevet udskudt endnu engang på grund af corona.

Ideal Bar i VEGA skal danne rammerne omkring aftenens koncert med The Lost Weekend. Et nyt dansk band, som denne lørdag skal spille deres blot tredje koncert sammen. Første koncert var på Loppen på selve åbningsdagen 6. maj 2021 – efter den lange nedlukning. Den koncert kan du også læse omtalt her på siden.  

De har inviteret About A Girl til at stå for opvarmningen. Julie Vestergaard Nissen er kvinden bag. Hun har spillet ti år sammen med det anmelderroste støjrockband Darling Don’t Dance, og efter tre års pause fra musikken, har hun nu lavet dette nye soloprojekt. Et projekt, der vurderet ud fra denne ærlige og ligefremme performance endnu ikke har helt fundet sit helt rette ståsted i søgningen efter nye virkemidler indenfor støjrocken. Men som man siger, hvis man ikke søger – finder man heller ikke.

Til gengæld lød det til at The Lost Weekend allerede har fundet sammen om noget, der både virker og påvirker. Leadguitarist Jakob Birch går som første mand på scenen og starter koncerten med en åbningssolo, hvorefter Jefrrey Markkus karismatisk stemme fylder rummet med sangen “What’s my dream”. Det første af 10 numre i en koncert, der skal vise sig at blive både en intens og inspirerende oplevelse.

The Lost Weekend trækker inspiration fra 90’ernes grunge og showgazes bands med op i nutiden og gør sit til at nå ud til publikum med deres budskaber. Forsangeren Jefrrey Markkus er fyldt med energi, og lige som man tror han står stille vender han rundt og gør noget uventet, på sin helt egen genkendelige måde.

Han fanger derved helt naturligt publikums fulde opmærksomhed fra første strofe og fastholder dem igennem hele koncerten. Samtidig har han en af den slags karakteristikske vokaler, man bare får lyst til at høre mere fra. En stemme, der skiller sig ud fra mængden og en stemme, som næsten fortæller mere end de ord han synger. Det er lige før det føles som om han gør ordene overflødige, men det er rent faktisk det sidste ordene i disse tekster er.

The Lost Weekend har åbenlyst meget på hjertet, og derfor er det også vigtigt at lytte til dem – også efter koncerten – og når de næste år forhåbentlig kommer med et debutalbum. Lige nu har de i år udsendt to meget anbefalelsesværdige singler – ”Colors breaking loose” og ”Real”, som allerede viser at det her er et band kan og vil mere end ’bare’ at rocke og underholde.   

De fleste sange i dette sæt er energiske og støjende med en energibombe af en forsanger, der springer rundt og ud blandt et meget lyttende publikum. Alt det han ikke kunne til debutkoncerten.  

Sangen ”Walk in the Shadows” er en af de få mere stille sange og slutter af med den fineste solo fra Jakob Birch. En af den slags soloer, der i sig selv løfter en sang endnu højere op og efterlader en med en rigtig god mavefornemelse af, at det her band kommer til at stå i et fyldt Store Vega i løbet af et år eller to.

Bag Birch og Markkus er en af landets sikreste rytmesektioner – brødrene Tobias Winberg (Bass) and Adam Winberg (Drums) – der sammen og hver især spiller med navne som Den Syvende Søn, Mathilde Falch, Claus Hempler, Julie Maria o.m.a – og live er bandet endvidere udvidet med en ekstra guitarist – her Linus Valdemar (Paper Tigers). Der er så meget talent samlet her, så meget originalitet og vigtige budskaber der skal ud, at jeg tænker jeg blot har set starten af en lang og forhåbentligt vild rejse.

De lader musikken tale. Jefrrey snakker kun to gange under koncerten. Efter andet nummer siger han ”hej – og tak fordi i er kommet” – og efter femte nummer fortæller han om at han sidste år stod i et indre følelsestumult på tærsklen til anden nedlukning, og der læste han om Friedrich Nietzsche, der brugte udtrykket ’Amor Fati’ (elsk din skæbne). Jefrrey fortalte videre om hvor meget han prøvede at bygge sig selv op omkring disse ord, selvom det ikke altid er let, men at den erkendelse, giver en slags tyngde til livet og især til musikken og kreativiteten som drivkraft.  

Det budskab ramte publikum, der velvilligt lod sig indfange – på forskellig vis. Nogle energisk dansende tæt på scenen, andre ’bare’ tæt lyttende til det, der godt kunne gå hen og udvikle sig til ’the next big thing’ på den lille danske rockhimmel.

Anne Haldager

Anne Haldager

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.