Sikke en modenhed og en udvikling dette udspil dog afspejler. Amerikansk/dansk/indiske Oscar Mukherjee [MUH-kar-dji] er blot midt i 20’erne, men som sangskriver evner han med indsigt og udsyn, at skrive velvoksne sange om hengivelse, identitet, aktualitet og kærlighed i det multikulturelle 21-århundrede.
Han er opvokset i USA, men kom til Danmark i 2009. Siden han blev teenager har han målrettet arbejdet stenhårdt for at blive den sanger, sangskriver og guitarist han er i dag.
Undervejs har han selv udgivet et par lovende singer/songwriter orienterede pop/rock EP’er og et regulært bluesalbum. Hans musikalske opdragelse har han nemlig fået på scenen på Mojo Blues Bar i København – ikke mindst via hundredvis af jamsessions i årenes løb.
Nok en af årsagerne til at han sidste år modtog den nystiftede ”Ud af det blå” pris ved DMA Blues. Prisen ønsker at anerkende nye eller alternative nuancer af blåt inden for musikkens verden.
Og ros til DMA blues for det valg. For Oscar Mukherjee har uomtvisteligt masser af blåt blod i sig, og så har han masser af alternative nuancer i sin måde at skrive sange på. På ”Burnin’ time” er der ikke meget blues i det musikalske udtryk, men det er der til gengæld i hans billedrige historiefortælling.
Her får man 10 sange, på godt 42 minutter, der evner at passe sig selv uden hensyn til genre-kasser. Som lytter kan du så selv afgøre om du vil kalde det roots, blues, indie, rock, jazz, americana, triphop, singer/songwriter, stillehavsmusik eller måske bare ‘en rodfyldt cocktail serveret i mixed zone’.
Anderledes menukort
The Mukherjee Development præsenterer sig selv med ordene:
”Tænk Kurt Vile, Phoebe Bridgers og John Prine til jamsession med dansk smørrebrød, indisk vindaloo og amerikansk cheesecake”.
Jo, Tak – så er der da serveret og givet adgang til drømmeland. Efter at have haft albummet i heftig rotation er der nu masser af andet (godt) jeg som lytter også kan komme i tanke om.
Stemmemæssigt ligger Oscar Mukherjee f.eks. stilsikkert et sted imellem Ron Sexsmith og Jackson Browne, og hans pletfrie amerikanske accent er en fryd at lægge øre til. Musikalsk svæver bandet i de mellemrum, der skabes, hvis du har placeret f.eks. Bob Dylan, The Band, Ryan Adams og The War on Drugs som dine tro følgesvende på livets kompas. Blot nævnt som billedskabende referencepunkter, for rent faktisk er det lykkedes for The Mukherjee Development at skabe deres helt egen personlige varme, lovende og legende lyd.
Det er da også nogle af ’de tunge drenge’, der udgør holdet omkring Oscar Mukherjee. Søren Bigum, Henrik Poulsen og Søren Poulsen er således folk, der normalt også står bag navne som Peter Sommer & Tiggerne og Jonah Blacksmith – og derudover er Oscar Mukherjee’s gamle lærermester Jakob Holm med på holdet. Og for lige af trumfe det, har selveste lydtroldmanden Søren Zahle (Peter Sommer, Lars Lilholt, Keminova Cowboys m.fl) været med inde over i producerrollen.
Alle dygtige og kreativt tænkende musikere, der går efter at levere på det lange stræk, fremfor at vinde opmærksomhed på den korte bane. Man fornemmer hele vejen igennem at dette ikke ’bare’ er et album til tiden. Tværtimod. Det er et album, der giver sig tid, og lader musikken tale i håb om at skabe langtidsholdbar værdi. Albummet er indspillet med god tid til humor, hygge, glæde – og der er i selve samspillet tydeligvis givet plads til såvel leg, som live energi. Det høres i ord, toner og lydbilleder.
Et roadtrip uden GPS og fartmåler
Resultatet er en moderne old-school plade, der bliver ved med at give ved hver gennemlytning, og fører dig nye veje hen på et oplevelsesrigt roadtrip uden GPS. Der er hele tiden fremdrift, men også masser af ro til at fange selve øjeblikket. Det kører for The Mukherjee Development fra starten af i den basdrevne ”Avenue”, og der kommer for alvor tænding på i det efterfølgende titelnummer, hvor Oscar Mukherjee allerede fanger ens fulde opmærksomhed fra start med linjerne:
”5G beaming on my retina display
Didn´t last very long
You froze away”
Det fanme cool! Og samtidig er der masser af kærlighed i Mukherjee, og i hans tekster, hvor vi heldigvis er milevidt fra branchens standard hjerte/smerte formler. Det her er underfundigt – fuld af overskud, søde stikpiller og venligtsindede vådeskud. Tag nu bare det lille charmerende indspark i ”Call it Fraud” – hvor Oscar Mukherjee nærmest flabet og slæbende i sin vokale fremførelse konstaterer:
”I drive an ’09 Kia Picanto
A slow streamer, but she’s good to go
It ain’t no Jag, but its what I own”.
Hvis ikke dette bliver ‘Årets rocksang’ og kommer i fast rotation på P6 Beat og P3 så må det være svig. Så er det sagt. Tjek lige hans fraseringer, og hans leg med ordene, og bemærk hvordan helheden omkring ham fungerer og hele tiden supplerer. Det er mesterligt, og på niveau med de største af de tidligere nævnte inspirationskilder.
Det samme kan sådan set siges om et nummer som ”Hang it Up – pladens måske mest klassisk rocktonede nummer. Her formår Oscar Mukherjee igen at dele ud i sine tekster med lige at sende en indskudt kærlig hilsen via en linje som:
” ‘Hey There’ – John Prine (Rest In Peace)“
…ligesom han gør det på den legesyge “Junk Food” – hvor han synger:
”Thinking over what to think of you
Let your guard down, tell me the whole truth
Tonight we’re gonna dance to Celine Dion
My guilty pleasure, junk food”
Et nummer, hvor man ved første lyt kan blive lidt forvirret over nogle bip lyde i baggrunden. Jeg spurgte derfor Oscar Mukherjee indtil årsagen, og det befriende ærlige svar var:
”Jeg tror bip lydene var noget Bigum for sjov lavede på et keyboard som en joke, men vi vænnede os hurtigt til det og synes faktisk det bidrog til stemning”
Og det er præcis det, som er pladens store styrke. Man kan godt lave et seriøst stykke arbejde med stemningsfulde glimt i øjet, og det høres i de mange vanvittigt vellykkede lag, der er lagt på forskellig vis på de enkelte numre. En tilgang som meget vel kan koges ned til en af de afsluttende linjer i åbningsnummeret på LP’ens SIDE B –
”There’s more to living life than growing old”
Måske man her finder selve essensen i den hemmelige opskrift for The Mukherjee Development ?
Et regulært svendestykke
At The Mukherjee Development også kan være helt uhørt radiovenlige i deres udtryk og har et gudsvelsignet popøre høres i de rasende iørefaldende ”Wish I Were the Sun” og ”Falling For you” – det sidste endda tilsat ulasteligt lækkert ’Bruce’ klingende korarbejde.
Men ligesom du tror, at det måske nu er hovedvejen, så ændrer de igen retning og kurs på de to afsluttende ”Bubble Wrap” og ”That’s on Me”. ”Bubble Wrap” foldes majestætisk ud som albummets længste med en spilletid på over seks minutter, som en understregning af at vi godt kan bevæge os mellem himmel og jord med roen bevaret, og fødderne på jorden.
”That’s on Me” er for mig svendestykket. For Oscar Mukherjee som sanger og sangskriver, og for bandet som band. Det minder mig om da samspillet mellem Jackson Browne og David Lindley var bedst på f.eks. ”Late for the Sky” (1974) og ”Running on Empty” (1977). En akustisk baseret historiefortælling, hvor han får sig selv – ”I ain’t no money maker” – ”I’m just a guitar player” – ind i en historie, hvor også T-Bone Burnett, Louis Armstrong, og Arnold Schwarzenegger har roller.
Jeg har fulgt Oscar Mukherjee i mange år. Jeg har hele tiden troet på hans talent, hvilket man blandt andet kunne læse ud fra min anmeldelse af hans seneste EP. Men at han allerede nu kunne lave et album i den her kvalitet, det havde jeg nu aldrig drømt om.
Dette album er et brændemærke. Det er et gennembrud.
Jeg kan ikke lade være at sammenligne hele udtrykket med det man oplever hos Christian Eriksen på en fodboldbane. Han lader fødderne tale med fokus på bolden og medspillerne. Sådan opleves The Mukherjee Development også. De behøver derfor hverken markedsføringsstunt, bling eller blær. For de er bevidste om, ligesom Christian Eriksen, at har man selv ‘varen’, så er den i sig selv det hele værd.
Så spred ordet – it’s “Burnin’ Time”.
