I en tid hvor vi helst skal placere alt i kasser, og hvor forudsigeligheden i den algoritme styrede virkelighed, dræber den medfødte nysgerrighed for de fleste, er det ganske befriende at blive præsenteret for et album, som er tæt på umuligt at klassificere, men til gengæld har klasse, og kollektiv kvalitet.
Et album, der mest af alt vil lade tekst og musik tale for sig selv. Et sjældent fund af et album, som for denne skribent, og forhåbentligt mange kollegaer, ikke bliver til at komme uden om når årets danske album 2023 skal kåres.
Det er nemlig lidt af en gave at lytte til et album, der er så straight og alligevel så svævende i sit bud på et soundtrack til en virkelighed anno 2023, der langt fra altid er så pokkers dansabel.
Forsanger og primær sangskriver Oscar Mukherjee har da også mange tråde at trække i, og skabe sine sange ud fra, selvom han aldersmæssigt blot er midt i 20’erne. Han har indiske rødder, voksede op i USA, inden han lige før teenageårene med sin familie slog sig ned i Danmark, og kort efter gik i ’mesterlære’ i musikkens verden.
Han har groft sagt siden spillet sig god. Øvet og øvet og udøvet på alverdens scener landet over i langt over de berømte 10.000 timer, der skal til, hvis man virkelig vil. Det vil han. Samtidig har han hele tiden udviklet sig, både som sanger og sangskriver. Ikke mindst efter at han mødte det etablerede hold af musikere, som han samlede i all-star bandet The Mukherjee Development – bestående af Jakob Holm, Søren Bigum, Henrik Poulsen og Søren Poulsen.
Sidste år udkom debutalbummet ”Burnin’ Time”, som antændte en bølge af bred begejstring og her på siden hentede hele 5½ SIDE 33 skiver – blandt andet med følgende argumentation;
”Det er et album, der giver sig tid, og lader musikken tale i håb om at skabe langtidsholdbar værdi”
”Resultatet er en moderne old-school plade, der bliver ved med at give ved hver gennemlytning, og fører dig nye veje hen på et oplevelsesrigt roadtrip uden GPS.
Der er hele tiden fremdrift, men også masser af ro til at fange selve øjeblikket”.
Den stemning viderefører de her på den hurtige opfølger. Den er dog ikke kommet for hurtigt. Man fornemmer at de mange mellemliggende live optrædener, har ført bandet endnu tættere sammen, og styrket samhørigheden om et åbent, fælles og særegent udtryk.
Lyden er i udgangspunktet amerikansk orienteret, og jeg kunne namedroppe de mest sandsynlige inspirationskilder i flæng, men vil egentlig hellere lade musikken tale for lytteren selv.
For jeg kan rent faktisk ikke pege på et konkret band eller en artist, der lige præcis lyder som The Mukherjee Developments personlige take på en musikalsk cocktail, der består af ulige dele skvis og skvæt af roots, rock, country, og indie-folk.
Mest af alt er det her lyden af Californien, der klones med København og diverse stop i udvalgte randområder i mellemrummene.
Den røde tråd i fællesskabet
The Mukherjee Development har fra start god tid. Åbningsnummeret ”From A to B” foldes ud over små 5 minutter, og 33 minutter senere lukkes albummet helt nedtonet med en reprise af det nummer – nu som ”From B to A”.
Og netop den røde tråd i det musikalske udtryk, sammenholdt med de mange stemningsfulde og legende variationen i det primært håndspillede lydbillede er albummets helt store og afgørende styrke.
Vi kommer godt rundt – dog mest relativt tilbagelænet – som f.eks. i pladens længste nummer “Navigator/Domesticator”, der på smukkeste vis har sat navigationen mod drømmeland for menigmand. Undervejs bliver der dog tilsat mere tempofyldte virkemidler. Det gælder f.eks. i den psykedelisk farvede ”Say Goodbye” og i den smukt iørefaldende ”Not That I Could Change It Anyway”, som rummer et rytmisk drive og en fri atmosfærisk forløsning, som bør sikre en direkte adgang til en fast rotation på sendefladen hos P6 Beat.
Det er i roen, rammerne og rummeligheden, at bandets afgørende styrke findes. Det her er et band, der tør afvente det næste træk, og et band der tør lægge på og trække fra – og det med lige stærkt resultat uanset deres valg.
Mærk den rytmiske leg og de mellemøstlige klange i albummet korteste nummer – ”Is This Déjá Vu”, følg den forførende basgang i ”You’re Moving Too Fast For me”, eller blev viklet ind og ud i de klangfulde guitarguirlander, der er strøget ud over albummets måske mest charmerende og indtagende nummer – titelnummeret. Et af mange numre, der i øvrigt viser hvordan Oscar Mukherjee på sin helt egen måde bruger sine fraseringer, som et helt afgørende musikalsk kneb.
Teksterne er resultatet af en observerende og moden ung mand, der kan og vil sætte ord på sig selv og den forvirrede verden omkring. Mukherjee er en seriøs ung mand, men han har humoren og selvironien med om bord, og sikrer derved at der er noget at komme efter uanset om man som lytter interesserer sig voldsomt for tekster eller ej.
Med dette album cementerer The Mukherjee Development, at de har igangsat en musikalsk opstigning, som kun lige er begyndt. Det her er THE BAND, hvis du normalt bevæges af rodfyldt musik med nerve, sjæl og ikke mindst musikalske og menneskelige personligheder, der fungerer og agerer i fællesskabets tjeneste.
