Tinderbox – Tusindårsskoven, Odense – 24.06.23

Stine-Bramsen-af-Steen-Madsen-Tinderbox-2

Fotograf: Steen Madsen

”Tinderbox må være den baby Heartland Festival og Grøn Koncert aldrig fik!”

Den fynske festival Tinderbox har siden åbningen i 2015, været kendt for sine naturlige omgivelser i Tusindårsskoven, Odense. Med et bredt udvalg af gourmet-junk, og en plads der trods begrænset kapacitet, byder på hyggelige afkroge for enhver smag, har festivalen været et populært tiltag blandt fynboerne.

Musikprogrammet er overvejende folkeligt, og har gennem årene haft flere store internationale bookings. Kort og godt – Tinderbox må være den baby Heartland Festival og Grøn Koncert aldrig fik!

De senere år har den odenseanske festival dog modtaget kritik for programmet, og et ringe udvalg af internationale navne. Det er derfor særligt uheldigt at Tinderbox i år post-corona, har lidt under hele fire sidste-øjebliks aflysninger, b.la. fra amerikanske Black Eyed Peace, og det stod derfor som et ret åbent spørgsmål om festivalen anno 2023, ville formå at indfri de mange gæsters forventninger.

Som nævnt i tidligere artikel om festivalens to første dage, hvor SIDE 33 ikke havde reporter til stede, så beviste Maroon 5 koncerten dog fredag ifølge flere sædvanligvis pålidelige kilder, at Tinderbox altså stadig evner at præsentere musik fra den absolutte internationale top of the pop.

Nu det så blevet ‘dagen derpå’, og ved Side33s ankomst lørdag eftermiddag kl. 13, er festivalpladsen forholdsvis mennesketom. Men fair nok, dagen er kun lige begyndt og for den gæve festivalgænger, er det trods alt tredje og dermed også sidste dag på Tinderbox.

IDA LAURBERG

Solen står højt på himlen og det ser ud til at endnu en dansk festival er blevet velsignet af vejrguderne, da dagens første artist, danske Ida Laurberg går på teltscenen. Selvom det gængse fremmøde endnu er tyndt, er der godt fyldt op i og omkring teltet. Laurberg der for længst er spået en fremtid i musikbranchen, skrev og udgav allerede som 16-årig radiohittet ’Puppy Dog Eyes’, der i dag er streamet 18 millioner gange på Spotify. Nu har hun, som flere andre, besluttet at erstatte den engelske sangskrivning med modersmålet dansk, og er b.la. at finde på Tobias Rahims ’Stimulanser’, ligesom hendes seneste single ’Terrier’, er skrevet i samarbejde med Andreas Odbjerg.

Laurbergs vokal er ikke bare behagelig at lytte til. Den besidder også et unikt tvist af noget, man ikke hører hver dag. Musikken er ung, frisk og behagelig pop, og Laurberg leverer en fin performance, trods et halvsløvt publikum. Et godt valg til åbningen af Tinderbox’ tredjedag.

Folkeklubben

Et par timer senere er flere gæster kommet til, og stimler sammen foran Rød scene, den ene af festivalens to storscener. Det giver mening, for om et øjeblik skal Folkeklubben på. Og de folkekære spillemænd kan meget vel være årsag til at sent-sovende gæster, endelig er trukket ud af dynerne. Forsanger Kjartan Arngrim, der er født i Odense, virker oplagt og glad for at være tilbage på Fyn. Publikum er fortsat søvndøsige, men begynder trods alt at vugge fra side til side, da de velkendte toner af ’Ring når du får tid’ går i gang. Ingen kan være i tvivl om Arngrims evner som en historiefortæller med noget på hjertet. Folkeklubbens tekster er både relaterbare og vedkommende, og budskaberne tydelige. Drop politikernes sms-gate og lad os fokusere på vigtigere sager fx psykiatrien.

Poetisk kan Foleklubben bare noget, og særligt skinner lyrikken igennem på ’Sort tulipan’, hvor Kim Larsen referencen er ikke at tage fejl af. Et øjeblik er det næsten som om Hr. Larsens ånd aflægger os et kærkomment visit, på denne solrige eftermiddag i Tusindårsskoven.

Der er plads til både de små og store følelser i Folkeklubbens univers, og bandet leverer i den grad varen. Ved enden af koncerten, er det mod alle odds, også lykkedes dem at trække publikum op i et rimeligt leje.

80’er fest i skoven og technotramp på slottet

Tinderbox formår trods sin størrelse at byde på områder for enhver smag. Særlig kendt er Magic Box, der fungerer som festivalens elektroniske puls. Her starter festen tidligt eller måske er den aldrig endt? I hvert fald er flere gæster godt berusede omkring kl. 16:00, hvor de skejer ud til pulserende beats foran slottet, der er venuets scene. Hele området er bygget op omkring Odense Friluftsbad, der fornuftigt nok er afspærret, men vandet bidrager stadig til det visuelle look. Electronic-fan eller ej, er Magic Box et unikt Tinderbox tiltag, der er værd at besøge.

Foretrækker festivalgæster i stedet lyden af 90’erne, kan man vælge at lægge vej forbi Groovebox teltet, som Tinderbox selv kalder for den vildeste vintage DJ-fest. Teltet der byder på comedy i dagtimerne, har nemlig også et solidt nostalgitema kørende med de fedeste 90’er bangers, og det lader til at dansegulvet for det meste er fyldt i Groovebox.

Det er også muligt at rejse et årti længere tilbage, ved at aflægge det flis-belagte skovområde Moonshine besøg. Her svinger enorme diskokugler fra trækronerne, farverige drinks langes over disken, og et overvejende modent publikum, danser lystigt til groovy 80’er toner.

Har man lyst til at se Tinderbox fra toppen? Så er det muligt at snuppe en tur i det kæmpestore pariserhjul, der tilbyder udsyn over Tusindårsskoven og pladsens 50.000 deltagere. Pariserhjulet har været fast tiltag siden begyndelsen, og er populært blandt festivalens gæster.

Stine Bramsen

Kl. 16:15 er det Stine Bramsens tur til at åbne Blå Scene. Her er langtfra samme fremmøde som ved Folkeklubben, der netop er blevet færdige i den anden ende. Nogle har måske en forventning om at opleve Bramsen i det akustiske power-girl setup, hun annoncerede turné med tidligere på året, men i dag er altså med fuldt band. Den tynde menneskeskare ser ikke ud til at rokke ved Bramsens selvtillid, der kommer langt ud over scenekanten fra start. ’Jeg har Danmarks vildeste musikere med til jer’ råber hun energisk, og hurtigt står det klart at hun har ret.

Bramsen og Co. leverer masser af power og fede beats på det ene suveræne nummer efter det andet. Selvom her overvejende er tale om popmusik, trækkes også svedige funk, rock og bluse referencer undervejs. Cirka halvvejs i sættet starter Alphabeat klassikeren ’I put a spell on you’. Det voksende publikum hviner i begejstring og sender fadølsglas i vejret. Ja gamle hits er en sikker vinder, men Bramsen behøver dem egentlig ikke. Hun har allerede leveret en magt- og pragtpræstation.

Selvom koncerten overvejende er en sprudlende energibombe, er der også plads til følsomme momenter undervejs, og fx sange om det at være kvinde i musikbranchen. Det fungerer uden at blive overskyggende, og budskabet står soleklart. Musikindustrien går forandring i møde. Den nuttede popprinsesses æra er (gudskelov) forbi. Tilbage står den selvstændige powerkvinde, der måske er blond men langtfra blank. (’Blonde and Blank’ er titlen på Bramsens seneste album).

Dean Lewis

På rød scene er det blevet tid til australske Dean Lewis. Den charmerende singer-songwriter blev for alvor kendt herhjemme, da danske Tobias Floor sang hans sang ’Half a man’ til sin X factor audition i 2022. Siden har Lewis givet adskillige udsolgte koncerter i DK, og flere gange med Tobias Floor ved sin side. Koncerten på Tinderbox, er ifølge australieren hans største til dato, og det lader da også til at samtlige festivalgæster er stimlet sammen foran scenen. Lewis erklærer sin kærlighed til Danmark og virker oprigtig glad for at være her.

Med sig har han sin akustiske guitar og en trommeslager. Et simpelt setup til så stort et venue, men det viser sig hurtigt at Lewis med sine populære popsange formår at løfte det. Der er Ingen tvivl om at styrken netop ligger i de fine melodier og relaterbare tekster, der oftest handler om et knust hjerte. Et tema man på sigt godt kan blive træt af, og efter en times tid begynder det da også at blive for selvmedlidende. Men han synger godt, rigtig godt, og så besidder han en troværdig indlevningsevne. Lewis’ dedikation til Danmark er tydelig under hele koncerten og publikum gengælder kærligheden, hvor en stor del synger med på de mange hits. Højdepunktet er den rørende version af Coldplay klassikeren ’Yellow’.

Red Hot Chilli Peppers

Lørdag aften er det endelig blevet tid til et af Tinderbox helt store trækplastre Red Hot Chilli Peppers, en personlig favorit. Selvom de californiske drenge historisk set har skuffet danskerne, b.la. ved flere fatale Roskilde-koncerter, summer aftenbrisen af forventning og flere gæster tager opstilling foran scenen i god tid.

Bandet lægger suverænt ud fra start med energiske ’Can’t Stop’, og publikum er tydeligvis mere end klar på en storslået rockfest, så snart John Frusciante slår det velkendte riff an. Og sådan går det faktisk meget godt de første 3-4 numre. Herfra minder det mest af alt som om publikum bliver ufrivilligt indlagt til et langt syretrip.

RHCP har nemlig besluttet at fylde sættet med utallige numre fra ’Return of the Dream Canteen’, bandets nyeste udgivelse (2022). I baggrunden afspiller en kæmpe storskærm psykedeliske sekvenser, der faktisk er imponerende flotte, men som i samspil med de (for mange) ukendte sange og lange jam-solos bliver alt for tungt. Publikums begejstring er dalene og opmærksomheden bliver vendt mod sidemanden, for at drøfte hvor hits’ne bliver af.

Selvom det for mange artister, helt forståeligt, må være ulideligt at spille de samme gamle bangers igen og igen, især når kufferten er fyldt med nyt materiale, er det nok hvad RHCP burde have gjort i lige netop i dette tilfælde. En hitparade havde været oplagt på Tinderbox, specielt med tanke på bandets store bagkatalog. Men det er RHCP åbenbart ligeglade med, faktisk virker de ligeglade med det meste.

Selvom Anthony Kiedis stadig synger eminent, virker han for det meste fraværende og uinteresseret, og glemmer endda lyrics undervejs. Interaktionen med publikum er minimal, og bandet formår aldrig at komme ud over scenekanten. Mest interessant er bassist ’Flea’, der stadig er underholdende både at se og høre på. Efter et 60 minutter langt syretrip vender skuden endelig med smukke ’Californiacation’, til stor begejstring. ’By the Way’, ’Under the Bridge’ og ’Give it Away’ følger trop.

Publikum virker tilgivende og det er også nær umuligt, ikke at overgive sig til Kiedis og Co. her i skumringstimen, hvor de længe ventede hits er absolut lige så gode som i bandets velmagtsdage. Alt i alt havde Side33’s udsendte en god lørdag på Tinderbox 2023, og mens RHCP fejlede at leve op til forventningen, var Stine Bramsen dagens musikalske overraskelse. Tinderbox gør overvejende et godt stykke arbejde, hvor den hyggelige udsmykning af pladsens mange områder, samt det kulinariske udbud er tiltalende. Udover et halvsløjt musikprogram, er eneste anke at der lukkes for mange mennesker ind. I år virkede særligt overvældende og Tinderbox selv, melder da også om rekordår med næsten 50.000 solgte billetter. 

og det vigtigste … publikum

Picture of Amanda Kongstad

Amanda Kongstad

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.