3 år er der gået siden sangeren og sangskriveren Tom Bjerg for alvor fik foldet bandprojektet Tom Bjerg ud med svendestykket af et debutalbum ”Hurtigt ud, hurtigt hjem”.
”Sydfynsk pop-rock med kant, karakter og livskvalitet” og ”pop-tur udvikler sig til en musikalsk optur af dimensioner” var nogle af de ord jeg selv satte på albummet, der her på siden fik 5 ud af de 6 mulige’ Side 33 skiver”.
Tom Bjerg runder de 50 år i år, men ”Toner fra bunden” er et tydeligt bevis på at opture ikke er aldersbetinget, men betinget af hvad du nu engang har på hjertet som sangskriver, og i det vi selv definerer som livet.
Danmarks mest poetiske pen bliver han næppe kåret som og linjer som ”følt mig dum og spillet klog” kan virke banale, men Tom Bjerg har en fantastisk og ligefrem evne til at sætte præcise ord på iagttagelserne og erfaringerne fra et levet liv i en by i provinsen, hvor der også er plads til små og store drømme, svipture til storbyerne, tvivl, og længsel i den evige kamp for både kærligheden og balancerne mellem den faste jord og den gyngende grund.
I sine tekster formår Tom Bjerg at bygge bro mellem virkeligheden og drømmene, samtidig med at det gøres klart, at drømme vedbliver drømmen, med mindre man tør udfordre virkeligheden i troen på at chancerne og mulighederne opstår i tilfældighedernes forunderlige spil.
Skal vi se hvad det kan blive til
Skal vi se om det kan bære
Jeg tror ikke på at det bliver bedre
Hvis vi lader være
Sådan lyder det allerede i det skønne åbningsnummer De første skitser, der understreger, hvor godt samspillet i mellem tekst, musik og arrangement fungerer. Det her er ikke ’bare’ pop. Det her er en rytmisk og atmosfærisk kærlighedsaffære, som rummer alle de lag, der kan sikre mere end et øjebliks musikalsk nyforelskelse.
Det du ser på, det er det du får synger han i den afsluttende flotte ballade, der pudsigt nok hedder Ikke et spørgsmål om kærlighed.
Og det er præcis den følelse man efterlades med efter godt tre kvarter fordelt på 10 driftssikre og velskrevne sange, der virker som de helt rigtige tegn til tiden. I øvrigt også titlen på albummets næstlængste nummer, med de sigende linjer;
Send mig et tegn til tiden
At det nok skal gå
Send mig et før eller siden
noget at vente på
Bliver Tom Bjerg – både mand og band – ved at levere pop sange på det her niveau, så er der altid noget der er værd at vente på.
Rasmus Fribo på sax krydrer på Et tegn til tiden, men ellers er det et stærkt sammenspillet band bestående af pianist Peter Kohlmetz Møller (The Eclectic Moniker), bassist Anders Thambo (The Eclectic Moniker ), vokalist Trine Lund Sørensen og trommeslager Mads Stephensen, der via det lange fælles træk fremstår som en helstøbt helhed, der vil mere end at være lyttelækker for en stund.
I den perfekte verden ville et nummer som Det højeste sted være en del af Dansk Melodi Grand Prix, og bagefter stå som en overlegen vinder. En drøm af et nummer, der musikalsk kunne være et resultat af et møde imellem Elton John og Prefab Sprout på Svendborgsund Broen.
I dag vil jeg finde det højeste sted
Hvor jeg kan se hele vejen rundt
Jeg lover ikke at jeg ikke falder ned
Og hvis jeg gør, så lander jeg tungt
– fra “Det højeste sted”
Og med dette album fremstår Tom Bjerg for alvor som bandet, der lige nu er det måske bedste danske bud på toppen af poppen.
Glæden ved hvad man har kontra en altid lurende udlængsel kan ikke beskrives bedre end Tom Bjerg gør det på den vanvittigt iørefaldende Godt vi tog afsted, der sidste år udkom som den slags singler, der satte forventninger i vejret til dette andet album, der på ingen måde lyder som den berygtede ’svære 2’er.
Tværtimod er lutter harmoni og rytmiske romancer i luften, alt imens Tom Bjerg selv – trygt og sikkert – synger så blødt og behageligt, at det også er en rendyrket fornøjelse at lytte med uden at forholde sig til tekstanalyse. Og nok er det hele super velproduceret – i samarbejde med Kristian Thomsen – og musikalsk pænt præsenteret, men det også nuanceret, og hele tiden med fremdrift heller end stilstand for øje.
Skal vi ikke prøve at love hinanden
At lige meget hvordan det går
Kan vi i det mindste prøve for fanden
Igen til næste år
– fra “Godt vi tog afsted”
Og det må Tom Bjerg love sin støt voksende fanskare. Der er brug for sangskrivere, der prøver igen og igen, og skriver direkte fra midtersporet i livsbanen. Ikke mindst når det kan gøres så jordnært beskrivende som Tom Bjerg f.eks gør det på den dejligt luftige ”Et simpelt manifest”, der som prikken over i’et har Mads La Cour med på flygelhorn og Eliel Lazo på percussion.
Der har været en del på det sidste
Et trin op ad trappen eller to
Ikke noget værre end de fleste
Har prøvet før mig vil jeg tro
– fra “Et simpelt manifest”
Og sådan bliver Tom Bjerg – manden, bandet – ved med at ramme mig stort set hele vejen igennem. Jeg ved hvad man mener og kender følelsen når han på Mod strømmen synger Jeg tænder for musikken som det første når jeg kommer hjem.
Og den musik der tændes for fremover kan varmt anbefales at være fra Tom Bjerg.
