TROELS SKOVGAARD – ”Instrumental journey”

Fotograf: Album cover

”Dejlig og afslappet musikalsk luksus tur til Memory Lane - i nyt lys og med bedre lyd" ”

Som vi har skrevet før her på siden, betyder de to K’er – kvalitet og kendskab – en del når det kommer til aktiv lytning af ny musik. Man skal vide, at musikken findes, og man skal fornemme at indholdet rummer kvalitet (også gerne til mere end nu’et).

Hvad angår kvalitetskravet består Troels Skovgaard altid til topkarakter. Hvad angår kendskabsgraden er bedømmelsen nok lidt mere moderat, selvom han i efterhånden mere end 40 år har ageret, som en af de mest hæderkronede og mest benyttede sidemen på den hjemlige musikscene.

Fans af westcoast genren vil med garanti også med fryd erindre hans markante rolle som guitarist og sangskriver i et af Danmarks ‘all time’ bedste band i genren – Bamboo Brothers, ligesom en del nok også vil genkende ham som en bærende del af Ivan Pedersen’s Trio. Sidst men ikke mindst er han også kapelmester hos Ørkenens Sønner, der fra næste uge igen tager på tur med fez, humor og musik i kasketten.

Som soloartist har han tidligere udgivet 3 album og to EP’er. Senest udkom sidste år ”Someday My Ship Will Come In”, som vi også anmeldte her på siden under overskriften “’1’st class guitarist glimrer ved sit nærvær – og velskrevne sange”.

Eksklusiv udgivelse – kun på LP!

Nu har han så udgivet et album, der er som skabt til enhver vinyl-aficionado. Ikke mindst fordi det i skrivende stund rent faktisk kun er udgivet på vinyl. Det kan således ikke høres digitalt, det kan ikke streames, det kan ikke erhverves på CD. Det er kort sagt musik for HIFI-entusiaster og for andet godtfolk med hang til den slags instrumental musik, hvor ikke mindst lyden er afgørende for den samlede oplevelse.

Det er i sandhed en sanselig, skøn, billed- og stemningsskabende oplevelse at lade ”The Journey”, som albummet hedder, komme i omdrejninger. Det består af syv numre, som alle før har været en del af albummet ”No matter how far I go” der udkom i 2006 – og oprindeligt er skrevet i perioden 1985 – 1995 og indspillet med et sandt gudehold af gode venner og studiemusikere – Niels Ratzer, Klaus Menzer, Alex Acuna, Dan Rasmussen, Jon Bruland, Michael Sunding, Frede Ewert, Jesper Ørberg, Stig Christensen, Justo Almario, Nicolai Schultz, Fabrizio Mandolini, Bobby Ricketts, Rune Harder Olesen, Moussa Diallo.  Alle numre har her i 2021 fået nye mix og mastering, og der er også lavet lidt enkelte ’remakes’.

Når kollegaer udtaler sig om Troels Skovgaard er det med udsagn som:   

”Troels er én af landets bedste og mest musikalske guitarister” – Jens Lysdal

”Kvalitet frem for postuleret attitude. Det har jeg meget respekt for. En sand verdensklassemusiker” – Søren Skov

” Troels er en helt. Spiller altid smukt, fokuseret og bluesy” – Finn Poulsen

Og når man hører ”Instrumental journey” giver disse udsagn i den grad mening, for de syv instrumentale numre, er nemlig præcis kvalitet fremfor postuleret attitude, og der spilles hele vejen igennem smukt, fokuseret, blåt og gennemmusikalsk.

Selvom Troels Skovgaard er guitarist, er det ikke som sådan en guitar orienteret plade. Sax, fløjte, klaviatur og en gennemgående rytmisk puls – blandt andet takket være Rune Harder Olesens nærmest latino forførende måde at håndtere percussion på – får masser af plads og er med til at give en gedigen og lækker lytteoplevelse.    

Turguide og rejsefeber

Troels Skovgaard hjælper til som rejseguide med små noter i indlægget til pladen, hvor han giver lidt info om baggrunden for de enkelte numre. Flere numre tager udgangspunkt i en kærlighed til hans andet hjemland Italien – og man rammes da undervejs da også let af rejsefeber, når numre som ”Epomeo”, ”Procida”, og ”La Fanciulla d’Alghero” rejser en stemning af afslappet og naturlig råhygge, romantik og gode vibrationer sydpå.

Gode vibrationer er dog ikke udgangspunktet for et albummets stærkeste numre ”Antonio’s Blues”, der er dedikeret til den unge italienske dreng, der på meningsløs blev overfaldet og dræbt ved knivstik i København i 2003. Et  tilbagelænet melodisk blåtonet nummer, der mere rummer sorgen, livet og melankolien, end døden, hadet og det utilgivelige. At det så næsten er utilgiveligt at Troels Skovgaard, og hans co-producere Niels Ratzer og Louise Nipper har valgt at lade fade nummeret ud er en helt anden side af sagen, og en uvane, de desværre også benyttes på det ellers så frydefulde akustiske nummer ”Song for Leon”, der også foldes ud på en bund af en betagende groovy feeling.

Fest og fusion

Er man til lyden af f.eks. Mezzoforte så rammes man med garanti også af den omgang ‘groovy kind of love’, der strømmer en i møde på øregangen når ”Coffee with Salt” spiller sig op. Det er den slags musik, der kan tænde både et ”Garden Party” og en hjemlig hi-fi hygge aften. Sidst men ikke mindst lukker albummet med det over 9 minutter lange fusions nummer ”Stromy Night/Brighter Day”, som mest af alt bare rummer et ikke kalkuleret overskud – fordi Troels Skovgaard og hans hold bare kan.

Og derved er vi tilbage, hvor vi startede. Ved kvaliteten. Den holder – og det er hele vejen. Den personlige smag, fantasi og/eller rejselyst må så afgøre hvilke at de syv udflugter, som du er mest til, og om et nummer som det sidstnævnte rent faktisk føles lidt for stormfuldt, eller om det et lysende øjeblik – hvor aftegningen af et møde mellem Weather Report og Allman Brothers viser sig i horisonten. Personligt fik jeg lyst til lige at skrue en tand op – og det gjorde så bare at lærredet på den indre biograf lige foldede sig endnu mere ud!

Så et “Tak for turen, Troels”, må bestemt være på sin plads herfra. Det er så afgjort en af de rejser man godt gider gentage!

Pladen kan købes via Troels Skovgaards egen hjemmeside : https://troelsskovgaard.com/shop/

Udgivelsesformat: LP
Udgivelsesdato: 20.11.21
Label: Bosco Productions
Genre: Instrumental pop/rock

Leave a Replay

Fotograf: Album cover

Udgivelsesformat: LP
Udgivelsesdato: 20.11.21
Label: Bosco Productions
Genre: Instrumental pop/rock
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll to Top

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.