Om bare en uge starter musikken på Roskilde Festival 2023. Fra søndag den 24. juni og frem til tirsdag er der nemlig som sædvandig musikalske opvarmningsdage med masser mere eller mindre ukendte kunstnere fra upcoming laget.
Tuhaf, Selina Gin, Pil, August Høyen, Kalaset og Zar Paulo er blandt mange gode danske navne på programmet i de dage, men det kan meget vel være et par svenske tvillinger, der ender med at levere årets kraftigste musikalske skybrud af et gennembrud.
Duoen DEKI ALEM har netop udgivet deres anden EP, hvor de igen byder på et usædvanligt og originalt mix af rap, drum & bass, og elektronisk rock. Der er også verdensmusikalske gløder i deres intense, rastløse og sprudlende udtryk, der allerede har sat markante aftryk LIVE på festivaler som By:Larm, Eurosonic og Way Out West.
Meget passende har de også været support for Gorillaz, der bestemt kan indskrives som nogle af de inspirationskilder, der har været til at forme vejen for DEKI ALEM, der spiller tirsdag kl. 23.45
Når festivalen slår dørene op for alle scenerne fra onsdag den 28. juni, vil det være ni af de navne, der ikke står skrevet med de største bogstaver, som SIDE 33 vil kaste sin primære opmærksomhed efter.
Bala Desejo er en ung kvartet fra Rio de Janeiro, der via deres debutalbum ”SIM SIM SIM” viser nye veje for tropicália. Pladen er delikat, og lyttelækker. De enkelte numre er alle båret af en stor musikalitet leveret med rytmisk overskud, berigende blæsere og ikke mindst bedårende vokalarrangementer.
Der er lagt op til en sprudlende og sanselig onsdag aften (kl. 21 på Gaia scenen), hvor man nok bør være beredt på at blive dansabelt bevæget.
Der er mere rytmisk kærlighed i luften når den 76-årige legendariske bandleder, saxofonist og sanger Gyedu-Blay Ambolley fra Ghana allerede kl. 12 torsdag betræder selvsamme Gaia scene.
Han er manden bag den såkaldte simigwa-lyd – en krydsning mellem groovy highlife, rap, jazz, soul og rastløs funk. Hans første album fra 1975 hed netop ”Simigwa” og har i dag både kult- og klassikerstatus. Siden har Ambolley fortsat sin musikalske rejse og løbende udviklet sin panafrikanske vision for en musik med rødder i highlife og afrobeat, men også med store inspirationer fra amerikansk soul, funk og jazz.
Han er still going strong og er anerkendt, som en fremragende LIVE performer. Han kommer med et af karrierens måske bedste album “Gyedu-Blay Ambolley and Hi-Life Jazz” , der udkom sidste år og blandt andet byder på fremragende fortolkninger af John Coltrane, Thelonius Monk, Wayne Shorter og Miles Davis. Tænker det bliver svært at få en mere groovy start på dagen end med hjælp fra Ambolley.
Tre timer senere i Avalon teltet kan du få en helt anden slags oplevelse, når amerikanske Ethel Cain går på scenen med hendes dybt dragende hybrid af singer/songwriting, americana, drømmepop og southern gothic. Lidt som en slags mere musikalsk udfarende og eksperimenterende udgave af Taylor Swift.
Efter tre lovende EP’ere udgav hun sidste år det roste debutalbum “Preacher’s Daughter”, der var et knugende og personligt portræt af traumer, ensomhed, gudsfrygt og kampen for at finde sit eget sted i verden.
Foreløbig lyder det til at den 25-årige Hayden Silas Anhedönia har fundet sig selv i alteregoet Ethel Cain, der kort sagt er en storyteller af guds nåde, og en musiker der tør tænke stort og anderledes, uden skelen til om hendes musik skal placeres på hylden med pop, country eller kristen rock.
På det man med programmet i hånden roligt kan kalde en dejlig torsdag selv uden tv-2, så er det blot at stille sig foran Eos scenen kl. 17, når det svenske stjerneskud LÉON går på scenen med hendes store og varme stemme, som ledsager til den kvalitetsbevidste synth-pop, som Léon foreløbig har forkælet sine lyttere med på tre meget helstøbte album.
Det er iørefaldende og tidløs pop når det er bedst, som en heldig cocktail skabt af ingredienserne Robyn, Roxette, Stevie Nicks og Adele. Jeg forventer dog at få konstateret at Léon er en firkløver i sig selv.
Fredag er det LIRAZ på Avalon kl. 15 der måske kan udvide den musikalske horisont på klangfuld vis via en persisk dansefest, som nogle måske tog del i da hun første gang gæstede festivalen tilbage i 2019.
Tre album er det blevet til, senest ”Roya” der udkom sidste år. Herfra vil der være feministiske budskaber og revolutionær energi i luften når persisk disco , psykedeliske anstrøg, 70’er-funk og moderne elektronisk pop mødes – og svimlende musik opstår.
Jeg føler mig sikker på at verden føles som et bedre sted efter en koncert med Liraz og hendes band, der består af både iranske og israelske musikere.
Herfra kan man gå direkte videre til den lille Gloria scene hvor Luedji Luna giver en af den slags koncerter, som må forventes at blive bevægende i alle henseender.
Hun har en sjælfuld stemme, med mørk glød og autentisk nerve, og er blevet kaldt en brasiliansk Nina Simone.
Ikke kun på grund af hendes vokal, men også på grund hendes engagement i samfundsrelaterede forhold, hvilket også afspejles i nogle tekster med holdning og kant.
Musikalsk pakkes hendes feministiske og afro-brasilianske hymner ind i en blanding af akustisk jazz, groovy soul, messende kvindekor, spoken word-passager, brasiliansk pop og afrikanske polyrytmer.
Hun har udgivet tre i album i eget navn og senest medvirker hun på singlen ”Orishas” fra HODARI. En af disse rytmiske romancer, som man bare ikke må passere, hvis man vil ens hjerte det godt.
Dannelsesrejsen i sansernes rus kan fortsætte kl. 20 på Apollo scenen hvor Ghetto Kumbé fra Columbia ligesom i 2019 vil invitere til en tranceskabende og tropisk trommefest.
Bandet består af produceren Edgardo Garcés aka El Guajiro og de to percussionister Juan Carlos Puello og Andrés Mercado, der fandt sammen i Bogotá i 2014 med en fælles ambition om at skabe et projekt, som skulle være lige dele tropisk dansefest og hyldest til Colombias natur. Navnet Ghetto Kumbé trækker da også på både på det urbane og det oprindelige trommeritual – “kumbé”. Resultatet er i den grad et svimlende og transcenderende trommeritual, hvor pulserende beats møder traditionelle vestafrikanske rytmer og afro-colombianske stilarter som cumbia, bullerengue og chalupa de rio.
Efter midnat fredag er det tid til noget mere bluesy og guitarorienteret når den nigerianske sanger og guitarist Adédèjì kl. 00.30 går på scenen på Avalon.
De altid sejt swingende vestafrikanske traditioner blandes her med internationale hybrider af soul, jazz og funk.
Sidste år udsendte han albummet “Yoruba Odyssey”, der blev indspillet i det legendariske Afrodisia/Decca Studio, der også har huset kunstnere som Fela Kuti og King Sunny Ade. Netop disse kunstnere er en stor del af den åndelige bagage på Adédèjìs odysse, ligesom navne som James Brown, Stevie Wonder, Prince og Wes Montgomery er det
Sidste varme anbefaling herfra går til den unge amerikanske sanger og sangskriver Kassi Valazza, der byder på solrige og psykedeliske landskaber mellem country, americana og neo-folk.
Hun besidder en af den slags krystalklare stemmer, der går rent ind, og som gør at det utroligt svært ikke bare at lytte med.
Valazza har netop udsendt sit andet album, med et dejligt varieret lydbillede, der viser billedet en artist, der stadig er i voksealderen, men med stor modenhed har et ben plantet i en stolt amerikansk tradition for country og folk og et andet ben plantet i den psykedeliske folk, som især florerede i det engelske i 60’erne og 70’erne.
Hun er vokset op i Arizona, hvis landskab farver de flimrende og drømmende stemninger i sangene, men er nu en del af Portlands frodige musikmiljø, hvorfra hendes aktuelle band også er sammensat.
