Selvom vi som en musikalsk bredside med primær fokus på den danske musikscene naturligvis mener at ude er godt, men hjemme er bedst, også når vi taler musikoplevelser – ja, så lukker vi selvfølgelig ikke øjne og ører for hvad der rører sig i den store verden. Og der er rent faktisk sket meget mere end man tror hvis man ’blot ‘følger diverse landsdækkende medier – inkl. Radio og TV.
Der har således været både helt nye spirende talenter, der er sprunget ud – etablerede artister, der lyder som de næsten peaker nu og her, og så nogle af de gamle veteraner, der har fundet deres tredje eller fjerde ungdom.
Der er kort sagt en gedigen bredside af kvalitet i denne videokavalkade, der er udvalgt fordi den indeholder lige præcis de sange, der vedvarende har begejstret mest på redaktionen og randområderne i 2020, og som bestemt har det der skal til for at fortsætte med af begejstre – også selvom vi har haft et årsskifte.
Første nedslag finder vi fra den anden side af sundet, hvor svenske Ellen Sundberg udgav et af årets bedste udenlandske album ”Levi’s Blue Eyes” – iørefaldende nordicana med pop, folk og country feeling – og et mageløst nummer som ”Undress Me” – som vi i vores anmeldelse beskrev således:
”Undress Me” er albummets mest poppede nummer – og har så stort et HIT POTENTIALE – er det ikke burde kunne overhøres. Med en kontrolleret kælen og længselsfuld stemmeføring som ledetråd – er det her absolut åbenbart, at hun er klædt på til at møde hele verden med sin musik”
Men når nu ikke “Levi’s Blue Eyes” var årets udenlandske album – hvilke var så? De nominerede var udover Ellen Sundberg følgende :
Phish – “Sigma Oasis” – Det rutinerede amerikanske jam-band med sanger og guitarist Trey Anastastio i spidsen viser med dette – deres femtende studie-album, at de er og bliver meget mere end et af verdens bedste og mest vedholdende populære live bands. Afstemt psykedelisk-rock af særegen sublim karat.
Lucinda Williams – ”Good Souls Better Angels” – Et rustikt, råt og bidende album fra en artist, der ikke bliver blidere med alderen. Til gengæld bliver hun bedre og bedre som sangskriver, og blæser højt og flot på om hun passer i kassen for blues, rock, folk eller country.
Rose City Band – “Summerlong” – Reelt et enmandsprojekt af Ripley Johnson fra Wooden Shjips og Moon Duo – er lige præcis det missing link i mellem Grateful Dead og J.J. Cale, som jeg åbenbart har gået og savnet så usvigeligt sikkert. Dette er det andet album, og det er både et vuggende, velkørende – og til tider helt hypnotiserende trip at være med på. Et album, der smukt rider videre på det der lyder af selve ånden fra ”the summer of love”.
Fantastic Negrito – ”Have You Lost Your Mind Yet” – Alt lykkedes på dette tredje album fra den to gange Grammy vindende amerikanske artist, der med livs- og nærdøds erfaring i bagagen – sammen med fængende frækhed, funky feeling – og en smeltedigel af soul, rock og blues, idet grad brænder igennem, så han mærkes i både tekst og musik. At han med ”I’m So Happy I Cry” samtidig har lavet en af årets glædeligste og fuldfede singler, gør ikke begejstringen mindre. Dette er ubetinget ÅRETS UDENLANDSKE ALBUM 2020!
Dengang da der var noget der hed festivaler – talte man også altid om hvad årets største oplevelse var på f.eks. Roskilde Festival. Her var min ubetingede største oplevelse i 2017 at opleve den charmerende sanger, sangskriver og ikke mindst guitarist Aaron Lee Tasjan. Han er på vej med sit fjerde album ”Tasjan! Tasjan! Tasjan!”, der udkommer den 5. februar, og ud fra de første singler lyder det i højere og højere grad til, at han lægger sig mere og mere solidt i slipstrømmen fra den brede vifte af Traveling Wilburys inspirationskilder – Tom Petty, Bob Dylan, Roy Orbinson, Jeff Lynne, George Harrison.
Og nu vi taler salig Tom Petty – har hans gamle ven og bandkammerat Mike Campbell fra The Heartbreakers så åbenlyst bevist med sit nye band The Dirty Knobs, at det ikke kun var Petty, der havde magien i det partnerskab!
Om magisk sans kan gå i arv skal jeg ikke kloge mig på, men jeg vil kloge mig på at Lola Lennox – datter af Annie Lennox fra Eurythmics – har begået årets bedste pop single med ”Back at wrong”. At det ikke er blevet et hit på niveau med f.eks. ”Missionary Man” er en af de gåder jeg bare aldrig forstår!
Også i familien Furay fra Irland går det musikalske åbenbart i arv. Ihvertfald havde 74-årige irske Finbay Furay – der så sent som i 2019 optrådte på Tønder Festival – sin datter Aine Furay med på singlen ”Blue Jewel in The Sky”, der lyder som det Dire Straits klingende Mark Knopfler nummer man efterhånden har savnet i årevis. Er det stilen for et kommende album, så bliver det album uden tvivl en juvel i mange pladesamlinger.
2020 var også året, hvor nye supergrupper så dagens lys, og her skilte The Immediate Family sig klædeligt ud – med en samling first-call super-session musikere samlet i venners lag. Med Leland Sklar, Russ Kunkel, Waddy Wachtel, Danny Kortchmar og Steve Postell – var der dømt rock, fordi man kan – og ikke mindst vil – og bare elsker den lyd, der nok er velkendt, men som aldrig går af mode! Udgav en EP i 2020, og arbejder på fuldlængde album i 2021.
2019 syntes så lang tid siden, men dengang lagde australske Sons Of The East vejen forbi Hotel Cecil i København, og leverede australsk solskins pop-rock, så det stadig luner at tænke tilbage på. De manglede måske lige det nummer man husker flere år efter – men deres nye single har i den grad potentialet til det! Det en sang – og en stemme der gør mere indtryk end du måske først tror!
Har man først været på tur med ”99 Luftballons” så var det også i 2020 en lettelse af kunne konstatere at den efterhånden 60-årige sangerinde Nena i den grad er stil going strong!
I det herrens år som 2020 var det på mange måder bare så befriende lige at skrue op for dette nummer fra The Spitfires – et ungt band fra Watford – i den klassiske kvartet besætning, der som det naturligste og uden blusen blander elementer af mod-rock, punk, reggae, soul og ska, så man bare mærker at både de og vi er i live!
Samme energi – bare endnu mere punk-rocket – finder man hos de charmerende unge gutter i The Clockworks fra Irland. De udsendte flere stærke stød af anbefalelsesværdige singler i 2020 – med denne som et dejligt flabet højdepunkt!
Australske Daryl Braithwaite har aldrig været flabet. Tværtimod. En pæn – efterhånden ældre mand på snart 72 år – der havde et par store internationale hits for omkring 30 år siden. Specielt ”The Horses” og ”One Summer” husker mange nok fra dengang. En god sanger og kærlighedssange er vidst aldrig gået af mode, og når man så sent i karrieren pludselig kan levere en så mesterlig en af slagen som ”Love Songs” – ja, så det altså svært for musikhjertet ikke lige at banke lidt ekstra!
Hvis nogle tror at man ikke kan lave en troværdigt comeback efter en albumpause på 19 år, så er det fordi man ikke har lagt ører til comeback albummet fra rocklegenderne i Blue Öyster Cult, der igen igen understreger at ROCK IKKE HAR NOGEN UDLØBSDATO!
Et af de mest originale og fuldfed liveband jeg har set de seneste år er franske Delgres, der i 2019 tryllebandt og bragede igennem med deres karismatiske opsætning med guitar, trommer og tuba. Dybfølt Louisiana Blues med rock rødder, der både vil festen og protesten.
Rock og rødder er også i fokus hos amerikanske Le Roux – der siden debuten i 1980 altid har befundet sig i laget lige under The Doobie Brothers, Lynyrd Skynyrd etc. I 2020 udgav de første album i 11 år, og her var det helt tydeligt, at de uden tvivl er et band, der ikke behøver blive ved at leve en skyggetilværelse. For sangene bliver ved med at komme – og det på et niveau, der er værd at høre på.
Værd at høre på og i samme boldgade som Le Roux var The Charlie Daniels Band også. Men Charlie Daniels døde i 2020 – og højest overraskende blev han hyldet af Nickelback, der vel dårligt har lydt bedre end her. PLAY IT LOUD! – og æret være Charlie Daniels minde.
