2023 byder velkommen til endnu en dansk supergruppe

”VOODOO SAINTS vil vække de døde til live på kommende tour”

Fotograf: PRESSEFOTO

Begrebet ’supergruppe’ dækker over en musikgruppe, som er sammensat af allerede (aner)kendte og/eller respekterede musikere fra andre sammenhænge. I nyere tid er Dalton – bestående af Allan Olsen, Lars Lilholt og Johnny Madsen – vel nok den største succeshistorie af danske supergrupper.

Der er så heller ikke mange af disse grupper på den danske pop/rock/indie/blues scene, men de dukker da til tider op. I 2017 udgav Mantua en enkelt – og i øvrigt fremragende – EP. Mantua havde Silas Bjerregaard (Turboweekend) i front, og bestod af folk fra henholdsvis Veto og Dúné.

Samme år udkom debutalbummet fra musikerkollektivet Keminova Cowboys – som siden fulgte op med deres andet album Cirkus Danmark i 2020. Her var mere end 16 musikere involveret, der normalt var kendt fra sammenhænge som Sonja Hald, Telestjernen, Ulvetimen, Hverdagens Helte og The Broken Beats.  

I 2020 udkom ligeledes en fantastisk stærk EP fra Nymalet – også et musikalsk kollektiv,  som bestod af  Torben Guldager (Beefeaters, Katinka band, Jørck), Trine Jørck (Jørck), Asger Techau (solist, Kúlu, Kashmir), Johan Olsen (Magtens Korridorer, Pligten Kalder), Christian Hjelm (solist, Figurines), Daniel Buchwald (Kúlu, Deerborn, Arbirk) og Katinka Bjerregaard (Katinka Band).

Sidste år blev nyheden om Akademiet afsløret. Bandet – der i 2023 tager på tour rundt i landet har så tunge navne som Billy Cross, Knud Møller, Alex Nyborg Madsen, Ester Brohus, Ivan Pedersen, Rikke Thomsen og Nikolaj Christensen i frontlinjen.

Nu er turen så kommet til en supergruppe fra den mere blåtonede side af musikscenen i form af trioen Voodoo Saints, der vil bringe ånden fra New Orleans og relaterede randområder rundt i landet her til foråret på ni forskellige spillesteder.  

Gruppen består af Thorbjørn Risager, Esben Just og HP Lange, der hver især er succesfulde i eget navn eller i andre konstellationer indenfor blues/roots miljøet. Sammen kommer de med et helligt evangelie skrevet med blues og rock’n’roll, stavet med gospel og sat sammen med hjertet. Et langt liv på scenen kogt ned til 2 x 45 min. plus det løse og et ekstra nummer.

Bookingbureauet We Do Music beskriver konstellationen således;  

”Hvis du tager en bonderøv, en præstesøn og en storbybluessanger, blander dem en nat i fuldmånens skær og smider dem i et stort lokale med rigeligt øl, vin og samtlige køn i alle aldre, får du noget magisk: Voodoo Saints.

Tre personligheder fra de danske og udenlandske scener, der til fulde behersker kunsten at få opmærksomhed fra et publikum, der er godt vant: en bonderøv, der kan skyde sin egen aftensmad og efterfølgende spille på banjo og synge om det, en præstesøn, som har set lyset i form af alt godt fra New Orleans og en storbybluessanger, der kan tumle et publikum, hvad enten de kommer fra Birkerød eller Berlin.

Tre egoer, der har svoret en hellig og konsekvent ed:

De vil underholde med al den voodoo vi kan drive frem og undgå̊ at blive hverken uvenner eller magelige undervejs. Vi vil derimod banke stemningen op under taget, mens vi har fødderne solidt plantet i jorden. På rørende, råswingende og veludført vis, vil vi vække de døde til live, så når the saints går marching in, er det Voodoo Saints, der går forrest. Ikke et øje er tørt. Amen.

Ritualet bedrives med både klassikere og egne sange – og det bliver sgu på både dansk og engelsk.”

Det vidst bare at konstatere. Det må opleves!

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.