40 ÅR MED DAVID BOWIES ‘LET’S DANCE’

"Det globale gennembrud, der skilte vandene"

Fotograf: Album cover (beskåret)

Nyt pladeselskab, ny producer, nyt hold af musikere og udforskningen af en ny musikalsk retning blandet med noget gammelt endte med at blive David Bowies globale gennembrud i millionklassen efter udgivelsen af det 15. studiealbum Let’s DanceEMI den 14. april 1983. Let’s Dance, der skønsmæssigt har solgt omkring 11-12 millioner enheder, er samtidig et af de mest omdiskuterede og forkætrede i den tynde hvide hertugs værkfortegnelse. Men er det album nu så rædselsfuldt, som påstået af de mest svorne ‘die hard’ Bowie fans, der nærmest ser det som kommercielt ophørsudsalg?

Spørges denne signatur, lyder svaret, at Let’s Dance har sine stunder og genhørt 40 år efter er bedre end sit værste rygte. I hvert fald er det så afgjort at foretrække frem for efterfølgerne Tonight (1984) og Never Let Me Down (1987), der fortjent modtog drøje hug og afskrevet af deres skaber som værende del af hans ‘Phil Collins’ år. Hvor vidt Let’s Dance bør medtælles i denne devalueringsklassificering, er til syvende og sidst en smagssag. Let’s Dance er i hvert fald radikalt anderledes sammenlignet med forgængeren Scary Monsters (And Super Creeps) fra 1980.

Nye funky og blå toner

Det sørgede hans medproducer, guitaristen og drivkraften i disco/funkbandet Chic, Nile Rodgers, for, der troede, han skulle producere et nyt arthouse rockalbum, men i stedet blev bedt om at bidrage væsentligt til nogle hits og dansant materiale, der ville skaffe Bowie adgang til et nyt publikum. Rodgers og hans funky sekundanter leverede i så henseender varen, og en virtuos bluesrock guitarist ved navn Stevie Ray Vaughan (død 27. august 1990) fra Texas gav det samlede resultat den ekstra kant og nerve, de to øvrige udspil fra 80’erne i Bowies navn er fuldstændig blottet for. Her tæller det første Tin Machine album anno 1989 ikke med og straks en helt anden og langt mere larmende sag.

Med Let’s Dance gjorde Bowie for alvor sin entre til 80’erne på godt og ondt efter at have spillet Joseph John Merrick i Broadways opsætning af Elefantmanden, medvirket i nogle klip i Uli Edels junkiemareridt film Christiane F. (1981) og udgivelsen af EP’en med sange fra BBCs versionering af Bertolt Brechts Baal samt duetten med Freddie Mercury i Queens Under Pressure. Ydermere blev det til roller i The Hunger og Merry Christmas, Mr. Lawrence, begge film fra 1983.

Bowie fik samtidig øget smag for musik af navne som James Brown, Buddy Guy, Elmore James og Albert King, der i kombination med new wave, dance rock/pop og såkaldt post-disco satte deres tydelige aftryk på Let’s Dance. Åbningsskæringen Modern Love understreger med dets up tempo Motown lignende beat, at Bowie gik efter hitlisterne og danseskoene, men her gjorde det med stil, schwung, fede blæserriffs og soullydende kor.

Den mere polerede udgave af hans og Iggy Pops China Girl fra sidstnævntes The Idiot (1977) er ikke helt vellykket, men markerer, at Bowie vokalt er i fin form på pladen, hvor han ene og alene valgte at synge frem for som tidligere ligeledes at spille diverse instrumenter.

‘The Serious Moonlight’

Titelsangen i den fulde længde på mere end syv et halvt minut tilføjet udsyrede saxofonsoli, masser af percussion og Stevie Ray Vaughan i topform er at foretrække frem for den noget kortere single edit (videoversion). Tekstlinjen ‘The Serious Moonlight’ kom til at navngive den forestående og udmarvende verdensturné, hvor Vaughan kun deltog under prøverne, men blev gået efter uoverensstemmelser med chefen, der ikke mente, Vaughan skulle varme op med sin egen trio Double Trouble og i øvrigt ikke brød sig om hans forbrug af stimulanser.

Rodgers’ sammensatte hold viser stålet gennem samtlige 40 minutter på Let’s Dance, der er et yderst velspillet album, hvad man derudover måtte mene om det. Rytmesektionerne med bassisterne Carmine Rojas og Bernard Edwards samt Omar Hakim og Tony Thompson bag trommerne har punch i handskerne, Rodgers selv er et studie i præcision, den fire mand store hornsektion kan deres kram og korsangerne har den rette klang ud i soul/funk universet.

David Bowies tidligere så markante producer Tony Visconti, der havde sat tid af til Let’s Dance, fik vist vintervejen uden besked og tog denne mindre pæne behandling så fortrydeligt op, at der gik små 20 år, før deres samarbejde blev genoptaget med Heathen (2002).

Without You slutter Let’s Dance side 1 og alt i alt en fin sag fra Bowies katalog. Til gengæld går der monoton ratslør i den med det indledende Ricochet på side to. Heldigvis er hans fortolkning af Criminal World oprindelig lanceret af bandet Metro i 1977 ganske solid hjulpet godt på vej af en heftigt bidende Stevie Ray Vaughan solo i midterstykket. Cat People (Putting Out Fire) blev indspillet i samarbejde med Giorgio Moroder og anvendt som temasang i Paul Schraders remake af gyserklassikeren Cat People i 1982.

Bowie var ikke tilfreds med resultatet af sit parløb med Moroder og bad Rodgers om at stå for en genindspilning og et ændret arrangement til Let’s Dance. Cat People (Putting Out Fire) er anderledes aggressiv i udtrykket end sit forlæg med Vaughan fremme i pappet. Men til gengæld er Bowies vokal bedre og mere spændstig på originalen, hvor hans oktavspring fra bas lejet til det høje register tager alle stikkene hjem.

Højprofilerede videoversioner

Shake It afrunder Bowies nummer 15 i funky stil, et album der blev hjulpet på vej mod de salgsmæssige tinder af effektiv markedsføring, fire singler og æstetisk højtprofilerede videoversioner af titelsangen, Moden Love og ikke mindst den dampende erotiske billedsætning af China Girl, der alle røg i flittig rotation på MTV. Let’s Dance er nye tider i nye gevandter til frustration for nogen til udelt glæde for andre. Skriverkarlen her står nok et sted i midten, når plusser og minusser gøres op i saldoregnskabet for dette udspil, Bowie selv har karakteriseret som en form for ny vin på gamle flasker.

Ophørsudsalg not so much, men mindre end decideret stor og epokegørende kunst fra de bedste 70’er albums kunne og måtte åbenbart gøre det i starten af det pangfarvede årti med hang til dansesko, New Romance og smæk på produktionslyden. Bowie tjekkede bigtime ind ved kasse 1, dog ikke uden omkostninger til følge; Mr. Station to Station hang på den og røg ind i en tørkeperiode, støjrocken i det kollektiv baserede Tin Machine måtte hjælpe ham ud af ‘Under the moonlight, this serious moonlight’. Nogle gange skal man jo være forsigtig med, hvad man beder om.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.