70’ernes alkoholtåger, halv- til heldårlige koncerter og flere lige lovligt tilbagelænede for ikke at sige decideret kedelige studiealbums synes næsten glemt på Eric Claptons fremragende dobbelte live sæt ‘Just One Night’, der udkom april 1980 optaget hen over to aftener december 1979 i Budokan Theatre i Tokyo.
Efter nogle sæsoner med amerikanske sidemen/women bag sig sadlede Clapton om i 1979 og besluttede sig for en ren britisk A-kæde af musikere fra den øverste hylde. At dømme ud fra ‘Just One Night’ var det et særdeles klogt valg.
Selv de mest polerede ‘Middle of The Road’ numre fra 70’er solo kataloget får her en ekstra klædelig og rå kant tilføjet, og så er der jo lige The Blues en genre, kapelmesteren kringler bedre end de fleste på en vellykket aften.
Lidt under halvdelen af de 14 skæringer er 12 takters blues med en varighed på op til ni minutter, hvor der strækkes ud, vises tænder, leges med dynamikken og gives plads til kvintettens øvrige solister, den formidable all round guitarist Albert Lee og keyboard drible kongen Chris Stainton, der ikke just holder sig høfligt tilbage for at please chefen.
Derfor må Clapton lægge sig i seletøjet og afæske den seksstrengede noget nær trolddomskraft. Tjek up tempoudgaverne af J.J. Cales ‘After Midnight’ og ‘Blues Power’ skrevet sammen med Leon Russell hvor Claptons virile Wah Wah pedal spil gnistrer – tak spids.
Når hertil føjes det sublime overskud fra slow blues kabinetstykker som Otis Rush’ ‘Double Trouble’, Robert Johnson klassikeren ‘Rambling On My Mind’ og den fyrige showstopper shufflen ‘Further On Up The Road’, bliver det vanskeligt meget bedre i blues-rock sammenhæng.
Clapton er ‘in total command’ båret frem af et aktivt agerede rytmeteam, der tæller bassisten Dave Markee og Henry Spinetti bag trommerne. De herrer forstår at skubbe, puffe, lægge til og trække fra de helt rigtige steder.
Det japanske publikum slipper tøjlerne undervejs og brøler samt klapper højlydt med på J.J. Cale hittet ‘Cocaine’, hvor Lee går i guitarclinch med Clapton, så det kan være svært at afgøre, hvem der egentlig har stjernerollen.
Lyden på den remasterede cd version af ‘Just One Night’ er ej at kimse ad med bund i bassen, spark i storetrommen og med guitarerne skubbet aggressivt frem i det samlede lydbillede. Kort sagt opskriften på hvordan velfungerende live lp’er skæres til.
Ligeledes vokalt er Clapton oppe at køre. No nonsens, der er noget på og i spil – budskabet skal ud om ulykkelig kærlighed og om at have været nede i skidtet, når skæbnen, tørsten og dæmonerne har fået lidt for frit spil.
Et gensyn med den knap fem kvarter lange dokumentar ‘Eric Clapton and His Rolling Hotel’, der følger hovedperson, bandet og hele personalet on tour i Europa i 1978 med tog fra by til by inklusivt fuldt udstyr, viste tydeligt, at Clapton var ved at slå bunden ud af papkassen, og at skulle der på et tidspunkt et livealbum ud med fornøden kvalitet, måtte der gøres noget drastisk.
‘Rolling Hotel’ viser en stort set konstant beruset guitarist, der taler mere følelsesladet end normalt og i ny og næ hakker noget ved siden af på gribebrættet. Muddy Waters og band er med i filmen og demonstrerer, hvordan The Real Deal skal serveres, mens en bedugget Clapton ser benovet til. Ligeledes er der korte gæstevisitter af George Harrison og Elton John.
Dokumentaren blev aldrig udsendt officielt, efter Clapton så sig selv på slap, sløret line, hvilket er ganske forståeligt, men bootlegs af den har cirkuleret i årevis og forefindes blandt andet i denne signaturs samling. Ydermere er filmen at finde på Youtube for særligt interesserede.
Slowhand har sine momenter i ‘Rolling Hotel’, men lyden fra koncertoptagelserne står slet ikke i forhold til ‘Just One Night’, der bør forefindes i enhver Clapton samling.
Tillykke med de 40 til dobbelt-sættet, der rager fornemt op i landskabet af store livealbums i rockens historie.
