40 ÅR MED LOU REEDS ‘THE BLUE MASK’

”DELIRIUM, DØDSDRIFT OG DEN ÆGTESKABELIGE LYKKE”

Fotograf: Album Cover (beskåret)

Den 23. februar 1982 udkom et af Lou Reeds mest helstøbte hovedværker ‘The Blue Mask’ tæt på hans 40-års fødselsdag, to begivenheder der absolut var værd at fejre og for så vidt stadig værd at at mindes anno 2022, til trods for et noget andet verdensbillede. På ‘The Blue Mask’ besynger Reed den ægteskabelige lykke og sin fascination af kvindekønnet og kontrasterer den tilsyneladende idylliske tilstand med numre om delirium tremens, druk, dødsdrift, mareridt, meningsløs vold og det politiske attentat mod præsident Kennedy.

Albummets åbningsskæring ‘My House’ er en hyldest til tosomheden, dagliglivets rytme og den amerikanske digter og novelleforfatter Delmore Schwartz, der var Reeds lærer og lyriske læremester på universitetet i New York. Reed lyder tæt på hengiven i sangen uden sarkasme og distancerende filtre. Schwartz karakteriseres som ‘The First Great Man I ever met’, store ord fra den ofte kynisk klartskuende ordsmed vokset i Brooklyn og Long Island i The Big Apple. Det modsatte køn portrætteres i ‘Women’, og pladens to indledende sange er musikalsk indrammet af tempi i mellemlejet tilsat dvælende guitar tonerækker og dæmpet spil i rytmegruppen med blik for detaljerne.

Ansats til idel lykke blæses væk i ‘Underneath The Bottle’, en af rockhistoriens mest knivskarpt formulerede numre om alkoholmisbrugets ødelæggende virkninger; fra selvafstivning, selvovervurdering og fandens karl attitude til ynkelighedens anatomi præget af hukommelsessvigt, koldsved, ar på krop og sjæl efter atter en væltepeter tur i livets overhalingsbane med besksmagende bodsgang til følge. Lou Reed går ned i stemmelejet for tonløst at berette om en psykopat med ladet pistol klar til at dræbe i storbyjunglens neonskær i ‘The Gun’.

I selve titelsangen gås planken ud i et inferno af feedback og metallisk klingende støjrock, mens Reed råt for usødet indleder første vers med: ‘They tied his arms behind his back To teach him how to swim’. ‘The Blue Mask’, der slutter side A, er lyden af helvedets forgård med en tekstside svælgende i vold, underkastelse og mental overdrive. Vendes lp’en slås der venligere strenge an med ‘Average Guy’, hvor Reed gerne vil være så fandens normal og gennemsigtig for at falde til ro ovenpå 60’ernes og 70’ernes dekadente udskejelser.

Albummet lukkes med optimismen i behold

Disse kan ende galt i angstens deliriske kvælertag som beskrevet i den udknaldet tunge rocksag ‘Waves of Fear’, mens kroppen går i overmode, og rædselsvækkende syner toner frem i ens egen fantasiskabte horrorfilm, man næppe frivilligt ville løse billet for at se. Skiftet til den melankolske fortælling om den mest skelsættende begivenhed i nyere amerikansk historie, der tages op i ‘The Day John Kennedy Died’, hiver brat lytteren ud af sangskriverens selvbiografisk prægede univers og ind i en drømmevision om et mere retfærdigt, humant og mindre korrupt USA. Dog er det, som om mordet i Dallas november 1963 knuser dette tankespind.

Lou Reeds 11. studiealbum i rækken slutter imidlertid med en optimistisk formuleret og fremført ode til kærlighedens styrke og de ægteskabelige bånd i ‘Heavenly Arms’, mens Reed gentagende gange nævner sin kone Sylvias navn i det inderlige vokalforedrag, der nu engang kunne presses ud af hans timbre. I ‘Heavenly Arms’ er paraderne helt nede i hans nok allermest renfærdige kærlighedssang i karrieren. De indforskrevne musikere ført an af den støj- og punkrock ekvilibristiske guitarist Robert Quine gør deres arbejde aldeles lydefrit fra første til sidste tone.

‘You can’t beat two guitars, bass, and drums ‘

Quine plus rytmegruppen bestående af bassisten Fernando Saunders og studietrommeslageren Doane Perry mestrer både det lavmælt indforståede og melodiske svæv i de stille sange og de balstyrisk hårde hug i de heftige energiudladninger. Reed og Quines guitarer ligger i hver deres kanal, Saunders dybe båndløse bas skubber og skaber momentum, mens Perrys perkussive power holder det hele sammen. Sådan skal den slags nu engang skæres.

‘You can’t beat two guitars, bass, and drums’, som Reed så præcist indrammede det i linernoterne på det syv år senere ‘New York’ album, der er i samme klasse som ugens 40 års fødselar, der får maksimal festivitas og hurraråb med i denne signaturs tilbageblik. Lou Reed fik det kunstnerisk optimale ud af at udtrykke sin glæde ved det liv, han valgte at leve efter lidt for mange Walk on The Wild Side, og samtidig konfrontere dæmonerne, der stadig lurede i de mørke lag af psyken som resultat af djævelens pagt med The Rock’n’Roll Animal. Dette indikeres rent visuelt på coveret til ‘The Blue Mask’, der er Sylvia Reeds grafiske bearbejdning af Mick Rocks forsidefoto til ‘Transformer’ (1972) fra de vilde glamrock dage. ‘Transformer’ runder de 50 i november måned i år. Til den tid er skribenten her klar til atter en New York Telephone Conversation on a Perfect Day.

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.