40 ÅR MED ‘MY LIFE IN THE BUSH OF GHOSTS’

“Brian Eno og David Byrne’s Big Beat”

Fotograf: Album cover

Februar 1981 vakte to karismatiske enere på den britiske og amerikanske musikscene, Brian Eno og David Byrne, opsigt med deres første samarbejde ‘My Life In The Bush of Ghost’, indspillet i fem forskellige studier i USA. Titlen er taget fra en roman af samme navn skrevet af den algeriske forfatter Amos Tutuola i 1954. Hverken Eno eller Byrne har nogensinde læst bogen, men fandt, at titlen passede perfekt til albummets stemning og konceptuelle udgangspunkt. Det kan de såmænd have ganske ret i.

Genremæssigt er vi ovre i en hybrid af eksperimenterende rock, avantgarde funk, afro rock samt afrikansk og mellemøstlig inspireret World beat tilsat samplede reallyde, nyhedsspeak, libanesisk bjergsang, amerikanske vækkelsesprædikanter og exorcisme samt muslimer fra Algeriet, der på taktfast vis reciterer vers fra Koranen. Den multikulturelle verdensorden var kommet for at blive – i hvert fald i musikalsk forstand hos Eno og Byrnes etniskfarvede og eksotiske mix af rastløs inciterende rytmik, mystiske mumlerier og besværgelser af religiøs/politisk karakter.

‘My Life in the Bush of Ghosts’ endte som Byrnes første plade uden Talking Heads, som Eno havde været producer for på deres andet, tredje og fjerde studiealbum fra 1978-80. ‘My Life…’ blev færdiggjort inden Talking Heads’ ‘Remain In The Light’ (1980), men langvarige trakasserier om rettighederne til de anvendte samplinger på ‘My Life…’ forsinkede projektet i månedsvis.

Arbejdet med ‘My Life…’ strakte sig hen over 1979-80 i håb om at realisere et samplet og håndspillet lydkoncept, der af Eno efterfølgende er blevet karakteriseret som ‘a vision of a psychedelic Africa’. De førnævnte reciterede vers fra Koranen, der fandt vej til side B’s åbningsskæring ‘Qu’ran’, vakte vrede hos The Islamic Council of Great Britain, der anså denne form for kunstnerisk frihed som blasfemisk.

Eno og Byrne besluttede at fjerne ‘Qu’ran’ fra senere genoptryk af ‘My Life…’, og i 2006 udtalte David Byrne følgende om makkerparrets valg af selvcensur:

‘We thought, “Okay, in deference to somebody’s religion, we’ll take it off.” You could probably argue for and against monkeying with something like that. But I think we were certainly feeling very cautious about this whole thing. We made a big effort to try and clear all the voices, and make sure everybody was okay with everything … So I think in that sense we reacted maybe with more caution than we had to.’

Lignende skismaer og dilemmaer har aktører i kunst- og kulturlivet måttet slås med adskillige gange siden for ikke unødigt at såre religiøse og etniske følelser, men omvendt ej heller at stække egen kunstneriske og ytringsmæssige frihed. Disse problemstillinger tager dog intet fra Eno og Byrnes dybt originale satsning ud i at skabe både klangligt og pulserende dansant Nyland uden smålig skelen til kommercielle spændetrøjer.

Et hip hipt hurra skal derfor lyde til ‘My Life in the Bush of Ghosts’ en spændstigt sitrende heksekedel af et album, der åbent og nysgerrigt afsøgende hilser en ny global udvikling velkommen, der stadig resonerer i vor tid ikke mindst musikalsk, men ligeledes mentalt. Desværre skulle der gå yderligere 27 år, før Eno og Byrne gentog deres kreative co.-produktion i 2008 med ‘Everything That Happens Will Happen Today’. Dog er der stadig rigeligt at fordybe sig i på ‘My Life…’, hvor de to stilskabere fik assistance af stærke kort som Chris Frantz fra Talking Heads, bassisten Bill Laswell og den allestedsnærværende klangkreatør Robert Fripp. Men nyt fra Eno/Byrne i overskuelig fremtid vil næppe støde ind i protester hos denne signatur.

Leave a Replay

Vil du være en del af ”SIDE 33"?

Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.