40 ÅR MED ‘PETER GABRIEL III’

”DEN INDRE OG YDRE NEDSMELTNING”

Fotograf: Album Cover (beskåret)

Den 23. maj 1980 udkom Peter Gabriels tredje selvbetitlede soloalbum, der ofte refereres til enten som ‘Melt’ grundet forsidegrafikken med et ansigt halvvejs i opløsning eller blot ‘Peter Gabriel III’, der bruges som titlen i dette jubilæums skriv.

Uanset valg af titel er der tale om et uhyre ambitiøst artrock album i den absolutte mesterklasse med hørbare afstikkere til aggressiv new wave og post-punk – Gabriel når han er skarpest lyrisk, melodi- og produktionsmæssigt.

Der blev truffet nogle radikale valg i arbejdsprocessen, hvor den tidligere Genesis forsanger fik hjælp fra et særdeles velvalgt hold af gæstesolister og studiemusikere. Høj klasse over hele linjen.


Phil Collins, en makker fra Genesis årene, sad ind bag trommerne sammen med Jerry Marotta fra Gabriels eget band. To stærke instrumentalister der måtte stå model til en af Gabriels dogmeregler, der lød: Nul brug af bækkener og hi-hat. Collins accepterede straks, mens Marotta forgæves prøvede at undslå sig reglen.

Begge klarede udfordringen til UG. Solisten kreerede i samråd med Collins, producer Steve Lillywhite og teknikeren Hugh Padgham en smældende, hård og såkaldt gated trommelyd, der blev toneangivende i 80’erne og fremefter. Både Collins og Gabriel samt mange andre gjorde brug af den nye sound på deres plader, eller når de optrådte i rollen som producer.

Det nok mest kendte eksempel er Collins hittet ‘In The Air Tonight’ fra hans 1981 solodebut lp, men Gabriel var en postgang hurtigere ude med gatede trommer og slagtøj, hvilket tilføjer ‘Peter Gabriel III’ en perkussiv power, der sætter resten af indholdet i relief; det her er sgu alvor, æd det.

Kate Bush sang kor på to numre, og guitarsiden forstærkes flere steder af The Jam frontmanden Paul Weller samt Robert Fripp med hver deres karakteristiske stil. Ligeledes kiggede superbassisten Tony Levin forbi for at medvirke på en sang. David Rhodes (guitar) og Larry Fast (keyboards) er inde over det meste og veteraner i Gabriel regi.

Hovedpersonen himself tog sig af lead- og backing vokaler, keyboards, trommeprogrammering og fløjteri så rent, som var han i familie med Roger Whittaker.

Gabriel er på de fleste niveauer et talent af yderst sjælden kaliber i den internationale musikbranche, der visuelt, klangligt og poetisk har ‘skubbet mere til konvolutten’ end de fleste, og treeren er det mest kompromisløse og kreativt fuldbragte bevis for påstanden.

Den krybende og ubehagfremkaldende stemning spreder sig allerede fra åbningsskæringens start, ‘Intruder’, der kredser om at invadere andres private zoner for at skabe skræk og rædsel.

Det meste af pladen foregår tekstligt set i den menneskelige psykes afkroge og skyggesider, der fører til depression, desperation, isolation, følelsen af uelskethed, kontroltab og forvaring i sikrede institutioner. De øvrige sange handler om militær magtudøvelse og knægtelse af menneskerettigheder.

I ‘No Self Control’ kan jeg personen ikke styre sit æderi og tv kiggeri i depressionens vold og lever som en søvnløs zombie. LP’ens mest hjerteskærende og dramatiske fortælling er ‘Family Snapshot’ baseret på en autentisk begivenhed, hvor en mand grebet af ensomhed og hang efter berømmelse skød den stærkt højreorienterede amerikanske politiker George Wallace.

‘Family Snapshot’ bygger musikalsk op til klimaks og crescendo, mens attentatmanden planlægger sin udåd, der bragte ham i blitzlysenes fokus, for dernæst at tone stilfærdigt ud med billedet af en legetøjspistol på gulvet, mens manden mindes sin mistrøstige barndom og forældrenes svigt.

Det risler en nærmest koldt ned ad ryggen. ‘Not One Of Us’ tager fat på behovet for at høre til og integrere sig i samfundet, mens ‘Lead A Normal Life’ lakonisk beretter om en psykisk syg persons ophold på en lukket afdeling, hvor man ikke må bruge kniv og gaffel, men nøjes med udsigten til de smukke træer under tavs resignerende underkastelse og fortabelse.

‘Games Without Frontiers’ endte som albummets singlehit og beskriver trangen til at føre krig og konfliktskabende diplomati set ud fra legende børns perspektiv tilsat eksperimenterende lydflader samt masser af percussion.

Ud over denne noget utraditionelle antikrigshymne husker de fleste vel bedst ‘Peter Gabriel III’ for ‘Biko’, der handler om det sydafrikanske apartheidregimes tortur og drab på borgerrettighedsaktivisten Steven Biko september 1977.

Nummeret er albummets sidste og har noget hypnotisk over sig med dets enkle rytmik og brug af afrikansk stammesang, der undervejs flænses af en skingert forvrængende guitar.

‘Biko’ understreger desuden Gabriels evner som vokalist med sans for indlevelse og passion, mens hans stemme i det høje leje nærmest bønfaldende anråber os om ikke at ignorere alverdens overgreb, uretfærdighed og fortræd.


Tematisk set er Gabriels stærkeste kunstneriske triumf stadig relevant. Pladens skildrede skæbner går 40 år efter endnu rundt iblandt os, mens psykiatriens vilkår diskuteres af velfærdsstatens beslutningstagere. Krig, konflikt og krænkelser af det enkelte individ er ligeledes kommet for at blive.

Tillykke med den runde dag til ‘Peter Gabriel III’ et musisk og poetisk mesterstykke der når ind til den eksistentielle kerne med usvækket intensitet.

Leave a Replay

Vil du være en del af ”SIDE 33"?

Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.