Som vi tidligere har omtalt, udkommer der den 21. oktober bogen ”40 år med Pretty Maids” via forlaget Momenta.
Her får vi fortællingen om det legendariske danske heavyband – Pretty Maids fra Horsens. De seneste par år har fokus dog mest været på forsanger Ronnie Atkins kamp med et alvorligt kræftforløb, der blandt andet har gjort at Pretty Maids ikke har optrådt live, og han i stedet har været i studiet og indspille hans første solo album og en opfølgende EP.
Men Ronnie Atkins sygdomsforløb er stabiliseret og der er derfor stadig en dør åben for flere kapitler i historien om Pretty Maids. Men foreløbig rettes blikket dog skarpt og på ganske underholdende vis ned i den allerede lange historie som Pretty Maids har at berette om.
Musikjournalist og forfatter Jan Eriksen har samlet historierne, der er fortalt af bandets to tilbageværende grundlæggere, Ronnie Atkins og Ken Hammer. De tager læseren med fra de første spæde skridt og tiltag til gennembruddet i Tyskland og Japan, de mange op- og nedture undervejs og frem til i dag.
En ærlig fortælling om et dansk heavyband, der blev berømte i Danmark, for både deres musik og deres modedannende ’Horsens-hår” – og som samtidig var tæt på det helt store internationale gennembrud. Historier, drømme, anekdoter og skænderier fra koncerter, studie-indspilninger og den svære hverdag, der er succesens mindre flatterende bagside.
Side 33 tog sig en snak med Jan Eriksen om baggrunden og tankerne bag bogen – herunder om hvorfor den sagtens skulle kunne ramme et større publikum end de mest hardcore Pretty Maids fans og så fik vi fotograf Henrik Hildebrandt, der har været med på sidelinjen næsten hele vejen til efterfølgende at levere en heavy og henrivende rejse i billeder fra perioden 1983 – 2018.
INTERVIEW MED JAN ERIKSEN
SIDE 33 – Jan Eriksen – du er en af vort lands mest erfarne musikjournalister – men du havde ikke mødt Ronnie Atkins og Ken Hammer (aka Paul Christensen og Kenneth Hansen) – to af dansk rocks mest hårdtarbejdende og sejlivede frontkæmpere – før du fik til opgave at skrive denne bog. Hvad har samlet set gjort størst indtryk på dig under tilblivelsen af denne bog – og i mødet med de to herrer?
JAN ERIKSEN – ”Deres ærlighed. Begge d’herrers fuldt berettigede stolthed over og dedikation til Pretty Maids og deres musik – og deres humor. Samtidig er de begge selvironiske i en grad, jeg sjældent møder hos andre kunstnere. Som normalt holder selvkritikken i det lukkede rum.”
SIDE 33 – Hvad kom tilsvarende mest bag på dig i mødet med de to, og ikke mindst deres historie?
JAN ERIKSEN – ”1: At de var og er SÅ store i Japan og for den sags skyld også Europa – 2: Jeg vidste godt, at de for nogle år siden havde udsendt et album, ’Pandemonium’, der vakte opsigt. Men, at der i den grad var tale om et kunstnerisk og kommercielt comeback, vidste jeg ikke. Det gør kun historien bedre.”
SIDE 33 – Ronnie Atkins er pt. i et ganske alvorligt behandlingsforløb pga. lungekræft. Det medfører blandt andet at Pretty Maids ikke kan turnere, og at Ken Hammer i stedet har dannet Hammer. Hvor meget har disse barske sandheder haft af betydning i forhold til vægtning af indholdet, eller i forhold til hvordan du, Ronnie og Ken har ville vinkle og præsentere hele den 40 års lange musik- og livshistorie.
JAN ERIKSEN – ”Mindre end man måske skulle tro. Der er et kapitel, hvor Ronnie fortæller om sin sygdom, men ellers taler vi primært om de 40 års historie. Det er klart, at hans sygdom har betydning på mange måder, men egentlig ikke i forhold til bogen. I øvrigt har Paul det heldigvis godt efter omstændighederne. Han virker helt uberørt, når man møder ham.”
SIDE 33 – I en rockmusikalsk kontekst over den lange danske musikhistorie, hvor vil du så placere Pretty Maids og deres samlede betydning for dansk hardrock?
Jan Eriksen – ”Den er stor. Alene af den grund, at de, som både de selv, Alex Nyborg Madsen, Steffen Jungersen og Ken Anhtony er inde på i bogen, var de første. Sammen med en håndfuld andre. Pretty Maids voksede sig store og blev et internationalt navn. Noget lignende skete der ikke for de andre bands. Medmindre man regner Mercyful Fate/King Diamond med i ligningen. Jeg ved ikke, om f.eks. Baest, Solbrud og Volbeat tænker på Pretty Maids som deres gudfædre – det burde de.”
SIDE 33 – Hvis essensen af Pretty Maids skulle koges ned i blot et enkelt af deres numre – hvilket ville du så pege på?
JAN ERIKSEN – ” ’Rodeo’ fra ’Future World’ har alt det, en Pretty Maids sang skal have. Fedt riff, store keyboard/synths flader, skrål med omkvæd, attitude, det melodiske, Ronnies store vokal og Kens effektive guitarspil, der vist er lidt underkendt – måske også af ham selv. ”
SIDE 33 – Bogen udkommer den 21. oktober i rette tid til julesalget. Hvem tænker du først og fremmest skal skrive denne bog på ønskesedlen? Er den tænkt som en gave til de mest hard-corefans af Pretty Maids – eller er den meget mere end ’bare’ det – og kort hvorfor?
JAN ERIKSEN – ”Det er i hvert fald en bog for deres hardcore-fans. En mulighed for at komme ind bag facaden og læse om alt det, der skete. Det skal jeg selvfølgelig mene, men den bør kunne læses af alle med interesse for dansk rockhistorie, og så har den de fleste af de elementer, en god historie bør have.
Historien om to arbejderdrenge fra Vejles og Horsens’ junglelands, der troede 100 pct. på deres drøm, og som efter hårdt arbejde nåede at realisere den og blev venner med ungdomshelte som Deep Purple, tabte absurd mange penge og fik et næsten surrealistisk stort hit med et gammelt John Sykes/Phil Lynott-nummer, ’Please Don’t Leave Me’. Og som derefter oplevede en stor nedtur og så igen fik et stort comeback i en sen alder. Det er en af de mest underholdende rockbiografier, jeg har læst. Hvilket selvsagt er Ronnies og Kens fortjeneste.”