40 ÅR MED RAINBOWS ‘DIFFICULT TO CURE’

"Hardrockklassiker skabt på dansk grund"

Fotograf: Henrik Hildebrandt

Den 3. februar 1981 udkom Rainbows femte studiealbum ‘Difficult To Cure’, der i dag fejrer rundt. Albummet er nok det mest populære i bandets levetid. Hele historien bag pladens tilblivelse er også ‘dansk’. Den blev nemlig indspillet i Sweet Silence Studios, der dengang havde adresse på Strandlodsvej 85, København S, postnummeret for Amager.

En vinterdag i januar 1980 ankom en stor bil læsset med gear til førnævnte adresse, og ud af den steg flere af de absolut tunge drenge på den britiske rockscene blandt dem to eks Deep Purple folk fra den sagnomspundne Mrk. II besætning, nemlig guitarhelten Ritchie Blackmore og den bundsolide bassist Roger Glover, ledsaget af supertrommeslageren Cozy Powell og keyboardtroldmanden Don Airey.

Holdet kaldet Rainbow gjorde under turné stop i den danske hovedstad for i al hast at få instrumentalnummeret ‘Weiss Heim’ i kassen skrevet af Blackmore og beregnet til B-siden af singlen ‘All Night Long’. De kompetente herrer udtrykte deres begejstring for den da 22-årige Flemming Rasmussens arbejde bag pulten og vendte retur september samme år for at tage hul på et helt album.

Rainbow med Roger Glover som producer plus vokalisten Joe Lynn Turner samt den nye trommeslager Bobby Rondinelli bookede en lille måneds tid til færdiggørelsen af ‘Difficult To Cure’.  LP’ens mest kendte nummer, top ti hittet ‘I Surrender’, er skrevet af den driftsikre hitlisteleverandør Russ Ballard, mens resten hovedsageligt bærer Blackmore og Glovers signatur med lidt assistance fra Airey og Lynn Turner. Dog er titelsangen bygget på en noget pompøs og instrumental fortolkning af det udødelige tema fra Beethovens 9. symfoni.

Joe Lynn Turner Sweden Rock – foto af Henrik Hildebrandt

Blackmore er en stjerne med ganske høje tanker om egen person og ditto fortræffeligheder. Hans excentriske sider og solistisk indiskutable evner plus Flemmings arbejde iøvrigt med Rainbow kan du læse meget mere om i ‘Rock og stjernestøv – historier fra Sweet Silence studiet gennem 45 år’, der udgives af Forlaget Momenta den 20. maj og sættes i forsalg efter påske.

Det oprindelige cover til ‘Difficult To Cure’ er kreeret af designerkollektivet Hipgnosis, kendt for flere Pink Floyd omslag, og kan i vor tid nemt lede tankerne hen på globale pandemier, obligatorisk mundbind i det offentlige rum og travlhed på alverdens hospitaler. Covid-19 var dog heldigvis et aldeles ukendt fænomen i 1981, og fans af Blackmores blærerier kan passende genlytte albummet i dagens anledning og samtidig glæde sig over den fuldfede klassiske rocklyd, Flemming Rasmussen har en stor andel i produktionen af.

Richie Blackmore Sweden Rock – foto af Henrik Hildebrandt

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.