23. maj 1980 udkom Roxy Music’ syvende studiealbum ‘Flesh + Blood’, der kastede flere hits af sig og lange skygger ind i et nyt årti. Her et tilbageblik på pladen og hvad der fulgte før og efter.
Art rock, glam rock og senere mere dansevenlig poprock kombineret med elektroniske eksperimenter, avantgarde, sans for mode, outreret påklædning, moderne kunst, glamourøse pladeomslag med mere eller mindre afklædte modeller samt generel visuel iscenesættelse og du har et ganske godt billede af, hvad Roxy Music stod for musikalsk og imagemæssigt.
Bandet blev grundlagt af Bryan Ferry i 1970 og debuterede med ‘Roxy Music’ og singlen ‘Virginia Plane’ i 1972. Til og med 1973 var keyboardtroldmanden Brian Eno en del af bandet og tilføjede lydbilledet adskillige elektroniske nyskabelser, indtil han besluttede sig for at etablere sig som soloartist og producer for navne som David Bowie, U2 og mange andre.
Kernen i Roxy Music, der udover Ferry talte saxofonisten Andy Mackay, trommeslageren Paul Thompson og guitaristen Phil Manzanera, fortsatte ufortrødent frem mod 1982, hvor bandet blev opløst efter udgivelsen af deres til dato mest succesfulde album ‘Avalon’.
Inden da havde gruppen markeret sig med albums og sange, der især klarede sig flot på det europæiske marked, mens det krævede langt mere og oftest forgæves benarbejde at slå igennem i USA. Her kan nævnes ‘For Your Pleasure’ (1973), ‘Siren’ (1975) og ‘Manifesto’ (1979).
Her finder man markante singlehits som ‘Do The Strand’, ‘Ladytron’, ‘Love Is The Drug’, Angel Eyes’ og ‘Dance Away’. Da arbejdet gik i gang med ‘Flesh + Blood’, havde Paul Thompson forladt bandet, der blev reduceret til en trio tilføjet diverse forstærkninger live og i studiet.
Kronjuvelen på ‘Flesh + Blood’ er ubetinget ‘Oh Yeah’ en skamløst iørefaldende og forførende popsag begået af Ferry med al dens længsel efter hede sommernætter, drive in biografer, nostalgi og romance. En crooner krydser sit spor med terrængående charme og coolness.
‘Same Old Scene’ tilsat programmeret discobeat og båret frem af Alan Spenners uforligneligt spændstige baslinjer er et nummer, hele 80’er-scenens bølge af synthpop- og New Romance bands må have nærlyttet mere end blot en gang. Lyden af disco, dekadence og modetøj effektivt udført med sax, synths og guitarflader.
‘Over You’ og titelsangens mix af new wave og pop-sensibilitet hiver yderligere trumfkort op af den blandede musikalske pose sammen med de to ballader, ‘My Only Love’ og ‘Running Wild’, hvor bandet giver sig bedre tid til at dvæle ved en stemning frem for blot at ‘forføre i en fart’ med tre-fire minutters lir og lækkerhed, der er rigeligt af på ‘Flesh + Blood’.
Mest galt går det dog i fortolkningerne af Wilson Picketts 1965 soulklassiker ‘In The Midnight Hour’ og Byrds’ psykedeliske mesterstykke ‘Eight Miles High’ anno 1966. Disse vidt forskellige årgangsvine smager mindre godt mixet sammen med The Roxy Music’ 80’er sound, når der virkelig går kølige drinks og overfladisk distance i den.
Efter ‘Flesh + Blood’ blev det kun til ‘Avalon’ to år senere, hvilket dog ikke betød, at bandet var definitivt opløst for tid og evigt.
For i 2001 samledes Roxy Music på ny til en 30-års jubilæumsturne dog uden Eno. Bandet optrådte sporadisk frem mod 2011 og forsøgte sågar at samle materiale til en ny studie-lp, som Eno, Mackay og Manzanera bidrog til. Det hele endte imidlertid som et Bryan Ferry-album med titlen ‘Olympia’ udsendt i 2010.
Herefter sivede gassen fuldstændig ud af ballonen for Roxy Music, indtil det oprindelige line-up blev gendannet minus Eno og Thompson for en enkelt aften den 29. marts 2019 i anledning af, orkesteret skulle indlemmes i The Rock’n’ Roll Hall of Fame. Talen til gruppen under ceremonien stod Simon Le Bon og Roger Taylor fra Duran Duran for.
Roxy Music har øvet indflydelse på en lang række bands indenfor punk, new wave, elektronisk musik og 80’er pop. Blandt dem hører Sex Pistols, Talking Heads, U2, Madness, Chic, Depeche Mode, Spandau Ballet, Simple Minds og ikke mindst allerede nævnte Duran Duran.
Indtil midten af 1970’erne stod Roxy Music for noget af det mest originale, moderne og vilde, man hidtil havde set og hørt på den britiske og europæiske rockscene. Ingen lød kort sagt som dem.
Senere skiftede gruppen kurs mod den sofistikerede pop og indfriede deres ambitioner i genren med elegance og tæft, men ligeledes præget af en stedvis kølighed domineret af mere form end indhold.
Men det er dæleme godt håndværk og pokkers velklingende.