Den 3. oktober 1980 udkom ‘Zenyatta Mondatta’ – bandets tredje album – der rummer alt fra spektakulære ørehængere, flere politiskfarvede sange til et par temmelig eksperimenterende instrumentaludladninger.
Trods tidspres og heftig turnevirksomhed lykkedes det Sting at begå to af gruppens største hits, nemlig ‘Don’t Stand So Close To Me’ om fatal forelskelse mellem en lærer og elev plus ‘De Do Do Do, De Da Da Da’ en satire over meningsløse pop schlagere.
I den anden ende af de musikalske skalaudsving finder man Andy Summers arabisk klingende ‘Behind The Camel’, som Sting nægtede at spille med på og Stewart Copeland nødtvungent lagde trommer henover. Sørme om ‘Behind The Camel’ ikke gik hen og vandt en Grammy i kategorien ‘Bedste instrumental nummer’. Copeland skejer selv ud i pladens sidste skæring ‘The Other Way Of Stopping’.
Hitmaskineriet kom op i gear, og der er stadig en del reggae, new wave og post punk ind over til trods for, at det hele stritter en anelse mere i nord, syd, øst og vest. Paradoksalt nok gjorde det kun The Police endnu større.
2018 half speed remasteringen af ‘Zenyatta Mondatta’, de øvrige albums plus diverse B-sider hele molevitten på vinyl er lige til en tur i salatfadet for nær overdreven god lyd. Transparent og detaljeret top i diskanten, enorm bund i Stings bas og percussiv punch i Copelands trommer.
Hvilken rytmesektion at kunne bryste sig af med kolossal fremdrift i det lydefrie samspil tilsat Andy Summers spændstige harmonier, opfindsomme klange og ind til benet effektive soloekskursioner, så luften nær står stille. Her spoles der lige fire årtier tilbage i tid.
Rockpalast Live aus der Grugahalle Halle in Essen 18.-19. oktober 1980 transmitteret til det meste af Europa og oplevet via sort/hvid tv i Sønderjylland, Aabenraa – knap 16 år med kroppen fuld af hormoner. Sting, Andy Summers og Stewart Copeland – tilsammen The Police – leverede en triumferende magtdemonstration, hvilken revolutionær åbenbaring i en genert og nørdet teenagedrengs musikhungrende univers. Selv min plagsomme akne og notoriske angst for det modsatte køn gled i baggrund for en stund.
Den mentale sindstilstand foran skærmen pendlede mellem hypnotiseret trance og højstemt eufori. Sådan kan en 55-årig mand stadig glimtvis få det i sit (forhåbentlig) mere modne liv, når The Police bagkataloget graves frem. Igen: For s…. hvor trojkaen dog kunne spille. En helt igennem sublimt medrivende koncert hin oktober aften/nat anno 1980. Tal lige om ‘X Factor’.
17 sikre skud inklusiv ‘zugabe’ (ekstranummer) af flere omgange blev det til med et repertoire nogenlunde ligeligt fordelt over trioens på daværende tre lp-udgivelser, da publikum i hallen ikke kunne få nok og gav luft for begejstringen i et inferno af taktfast klappen, stampen og højlydt sing-a-long, der sine steder nær overdøvede musikken.
Graham Parker & The Rumours optrådte i driftssikker stil før The Police, mens Jack Bruce and Friends fik den utaknemmelige opgave at gå på bagefter med et noget ujævnt sæt, hvoraf kun de gamle Cream numre for alvor vakte genklang. ‘British Invasion’ gange tre i det industritunge Ruhr område med de uimponerede opkomlinge i midten som sejrherrer. Og tilbage til fremtiden.
‘Bliv hjemme – hold afstand’, lød det manende budskab fra regering og myndigheder marts 2020, og voila, det 40 år gamle pophit ‘Don’t Stand So Close To Me’ fik pludselig en lidt anden mening i manges øren end blot at handle om en ung skolepiges forelskelse i sin mandlige lærer. Tiderne er i sandhed skiftende, som Dylan sang om i 1964, året hvor denne signatur iøvrigt blev født.
Tillykke med de 40 til ‘Zenyatta Mondatta’, mens det krisetegnede efterår napper lidt ekstra i kinderne og huden – mere alvor og mindre eufori, dog med entusiasmen bedst mulig i behold.
