40 ÅR MED VAN MORRISONS ‘BEAUTIFUL VISION’

”Hvilke historier gemmer sig mon ved trapperne ved Vanløse Station?”

Fotograf: Album cover (beskåret)

Travle mennesker hastende op og ned ad trapperne ved Vanløse S-tog station kunne 1980-83 teoretisk set have stødt på en solbrille- og hatteklædt berømthed, selv om denne gjorde alt for at holde lav profil afskærmet fra omverdenen. Hans navn er Van Morrison, der boede i den københavnske forstad i nævnte periode og delte lejlighed med sin danske kæreste Ulla Munch, som han mødte i slutningen af 70’erne gennem Arne Worsøes koncertagentur ICO, hvor hun arbejdede.

Munch og Morrison nåede at opholde sig i USA og Irland, før de slog sig ned i Vanløse. Morrison skrev ‘Vanlose Stairway’ om tiden i Danmark og sit forhold til Ulla Munch. Sangen er inkluderet på ‘Beautiful Vision’, der i denne uge rundede de 40 år og stadig rangerer blandt den nordirske gnavpottes bedste udgivelser. Teksten til ‘Vanlose Stairway’ er præget af den spiritualitet og personligt farvede religiøsitet, der går som en lyrisk strømpil gennem en stor del af Morrisons produktion.

Kunstnerisk succes og åndelig forløsning

Ligeledes er de mere romantiske kærlighedshymner kendetegnet af denne karakteristiske søgen efter åndelig forløsning, der hos Morrison synes at være to sider af samme mønt. Hans musikalske stil rodfæstet i klassisk r&b og soul er på ‘Beautiful Vision’ tilføjet markant afsmitning fra keltisk og irsk folk plus en smule amerikansk jazz. Opvæksten i Belfast og den engelske forfatter Alice Baileys bøger om teosofiske emner og New Age har sat sig tilsvarende spor i Morrisons poetiske univers.

Morrisons 13. studiealbum endte som en kunstnerisk succes frem for kommerciel ditto og modtog overvejende positive anmeldelser. Åbningsnummeret ‘Celtic Ray’ sætter den tekstmæssige og klanglige stemning for det meste af ‘Beautiful Vision’, der over hele linjen er sublimt velspillet, afklaret og velkomponeret. ‘Dweller on The Threshold’ og ‘Aryan Mist’ rummer tydelige referencer til Baileys forfatterskab, mens titelsangen og ‘She Gives Me Religion’ både kan tolkes som en form for trosbekendelse og hyldest til kærlighedens indre væsen. Igen: To sider af samme sag.

Den let funky og herligt gyngende ‘Cleaning Windows’ med Mark Knopflers overlegent lækre guitarekskursioner og mindelser om The Bands særlige og sumpede swing er en fortælling om Morrisons ungdom og tidlige voksen år, før han blev fuldtidsmusiker. De musiske og litterære pejlingspunkter i sangen med klare autobiografiske træk nævnes i et af versene: Muddy Waters, Jimmie Rodgers og Lead Bellys blues og folk samt Jack Kerouacs ‘The Dharma Bums’ og ‘On the Road’, sen 50’er hovedværker i Beat Generationens læsekanon.

‘Beautiful Vision’ slutter på smukkeste vis med det knap syv minutter lange og svævende instrumentalnummer ‘Scandinavia’, der er det første af sin slags på en Van Morrison plade, men langtfra det sidste, som det høres på de følgende 80’er udgivelser. Morrison tager sig af klaveret, mens trompetisten og den senere så markante filmkomponist Mark Isham lægger de cineastisk lydende synthesizer flader.

Hvad blev der af de smukke visioner og Ulla Munch?

Genhøret af ‘Scandinavia’, der sammen med ‘Vanlose Stairway’ forlener albummet med en dansk/nordisk stemning og grundtone på tilsvarende vis som de irsk/keltiske penselstrøg, bragte minder retur til den 10. Rockpalast nat fra Grugahalle in Essen april 1982, hvor Van Morrison optrådte som det midterste navn i programmet og havde syv ud af ti skæringer fra ‘Beautiful Vision’ på repertoiret inklusive ‘Scandinavia’. Denne teenagerfilejs med kurs mod myndighedsalderen var solgt til Blue-eyed irish soulstew i Vilhelms værelse, før The Kinks på brutal vis flænsede luften med deres oktanholdige og virile riffrock som aftenens absolutte trækplaster, hvilket straks er en helt anden historie.

Et æterisk, ord- og åndrigt tillykke med de fire årtier til en af de vigtigste og mest givende stationer i Van Morrisons karriere, der stadig er på rette spor. ‘Beautiful Vision’ er rigt på indhold, henvisninger og antydninger til geografiske, amourøse, religiøse og boglige holdepunkter i den nordirske troubadurs tilværelse; Vanløse, Ulla Munck, Alice Bailey, Jack Kerouac og keltisk mystcisme.

I ny og næ blev der i de år også tid til en Københavner tur for at købe nye vinyler og et Rolling Stone magasin skjult bag mørke briller og hatten trukket ned i panden. Mr. Morrison, Danmark og Skandinavien var i starten af 80’erne en smuk vision, som den ofte fåmælte ord- og sangsmed nogenlunde regelmæssigt har genbesøgt under sin turnévirksomhed. Bor Ulla Munck mon stadig i samme lejlighed tæt på Vanløse Station?

Pressefoto

Spillested opkaldt efter ”Vanlose Stairway”

(Efterskrift – af Mads Kornum)

I efteråret 2020 åbnede spillestedet Stairway i Vanløse – blandt andet med et brag af en DØR NR. 13 koncert. Stedet er opkaldt efter den ovenfor omtalte sang ’Vanlose Stairway’.

Musikalsk er stedet – der har en normal kapacitet på 350 publikummer – dog langt fra tilbageskuende. Spillestedet drives af DIT:KBH, som står for Do-It-Together København, med det formål at forløse Københavns mange alternative musikmiljøer. Det er således folkene bag andre gode alternative spillesteder som Basement, Råhuset og Underwerket, der også driver Stairway. Målet er at tage publikum i alle aldre med ud på en ny opdagelsesrejse efter den mere eventyrlystne, grænsesøgende og alternative musik.

De har naturligt haft svært ved at finde fodfæste i en pandemi tid, men med et særdeles lovende 2022 program bør det bestemt være et sted, der får forløst deres smukke musikalske visioner og når ud til et sultent og bredt nyt publikum.

Tjek deres fulde program på https://stairway.kk.dk/ – mens vi herfra blot som en inspirationskilde varmt vil anbefale nedenstående artister via en forhåbentlig appetitvækkende video six-pack.  

JOMI spiller 11. marts
HUDSON TAYLOR (IR) spiller 12. marts
Handsome Jack (US) spiller den 7. april
OFF THE WAND & THE MOOM m.fl. spiller den 15. april
SUPERSUCKERS (US) spiller den 8. maj
CHUCK PROPHET & THE MISSION EXPRESS spiller den 15. maj

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.