Rent kommercielt blev ZZ Tops ottende udgivelse Eliminator, udsendt den 23. marts 1983, også det ottende vidunder, der solgte i millionklassen, kastede fire flittigt roterende MTV single videoer af sig og skaffede that little ole’ band from Texas et nyt yngre publikum i en stærk forandret tidsalder, hvor musik i langt højere grad blev konsumeret foran en lille tv-skærm end kun i cd-afspilleren og på pladetallerkenen. ZZ Top valgte her at være i forreste geled, men stadig med masser af guitar på lydsiden blot mere hard’n’heavy og i sync med maskinparken end den klassiske blues’n’boogie sound fra 70’erne.
Farten blev sat op på Eliminator, hvor guitaristen og trioens mastermind Billy Gibbons tog teten i retning af et mere tidstypisk new-wave/synth-rock udtryk, hvor tempoet er låst fast ved hjælp af trommemaskiner og sequencere. Der spilles tæt, stramt og muskuløst en tendens, man så småt var slået ind på med forgængeren El Loco (1981). Dette understreges fluks med den indledende Gimme All Your Lovin’, hvis tilhørende video befolket af et par flotte modeller og en potensforlænger øse af et firhjulet vehikel er blevet afspillet 152 millioner gange på YouTube.
Billy Gibbons, bassist Dusty Hill (død 2021) og trommeslageren Frank Beard, navnet til trods den eneste uden langt skæg, er angivet som sangskrivere, til trods for synthesizerprogrammøren Linden Hudson havde en finger med i spillet på flere numre og efterfølgende er ene krediteret for sangen Thug, hvor Hill er i spotlyset med sit fingernemme bastalent. Sharp Dressed Man, der ligeledes blev forvandlet til en gangbar MTV-video, er beviset for, der trods alt kan spilles rock og rul med killerriff og velkendte guitarlicks fra bluesbogen tilsat teknologi uden at snuble.
Legs findes tilsvarende som video, men hvor de oprindelige bas- og trommespor blev erstattet af lydteknikeren Terry Mannings overdubbede keyboard bas og trommemaskiner. Gibbons guitararbejde er der dog ikke pillet ved og sidder sædvanen tro lige i skabet. På Got Me Under Pressure er keyboard bassen og trommemaskiner tilsvarende i spil, men til gengæld er der mere smæk for skillingerne i det køllebankende knallertrock nummer I Got the Six med Dusty Hills skærebrænder vokal on top og en af denne signaturs klare favoritter.
Dirty Dog kunne godt have været undværet sammen med TV Dinners, hvis video faktisk er mere opfindsom end selve sangen. Begge er præget af, at albummets trylleformular skulle presses til det yderste. På If I Could Only Flag Her Down, en af udgivelsens klare stjernestunder, sættes shuffleboogie toget i svingninger på gammeldags maner uden brug af moderne mekanik i sammenspillet, så lytteren føler sig hensat til dengang, de tre herrer grovsvingende lagde det forjættede land Amerika under deres fødder, før de rodede for meget i maskinrummet.
Heldigvis sættes tingene ydermere på deres rette hylder med den heftigt hårdtrockende slutskæring Bad Girl, der blot er en konstatering af, at ZZ Top i Gibbons har en af de bedste bluesrock guitarslingers, der kan opdrives inden- og udenfor Texas-statens territoriale grænser, og at tandemparret Hill og Beard var en drøm af en rytmesektion i deres velmagtsdage. Til trods for der er sat tvivl ved deres samlede medvirken på Eliminator, gælder vurderingen dog stadig.
Selv om man vælger at sætte sin lid til ZZ Top manageren og produceren Bill Hams påstand om, at Hill og Beard sandelig er med over hele linjen på lige fod med Gibbons, og at han da må vide det, bør tvivlen alligevel nage en del, når kildematerialet eftergås i sømmene.
Meget tyder nemlig på, Manning og Hudson har haft travlt med de teknologiske landvindinger under preproduktions-, indspilnings- og mixerfasen, hvilket ikke nødvendigvis gør Dusty Hill eller Frank Beard til dårligere musikere af den grund. Desuden har de spillet sangene et utal af gange på de efterfølgende turnéer, hvilket burde være tilstrækkeligt bevis for tesens gyldighed.
Der er blot blevet truffet nogle valg under arbejdet med Eliminator i håb om at ramme 80’ernes zeitgeist, en MTV-farvet marketingsmission der lykkedes til perfektion på både godt og ondt, om du og jeg kan lide det eller ej. Hele menageriet skulle selvfølgelig køres i stilling igen på efterfølgeren Afterburner (1985), men langtfra med samme salgsmæssige dividende, og Eliminator er da også klart at foretrække af de to trods en anelse ratslør og slingrevals undervejs.
