Det blev Clive Davis, øverste chef hos pladeselskabet Columbia, der skrev kontrakt med Aerosmith, der har deres geografiske udgangspunkt i Boston, Massachusetts. Columbia udgav bandets eponyme debut den 5. januar 1973 samme dag, hvor selskabet ligeledes udsendte Bruce Springsteens første lp Greetings from Asbury Park, N.J. og valgte at bruge mest krudt på lanceringen af sidstnævnte.
Ikke desto mindre endte Aerosmiths etter med at klare sig ganske hæderligt ud fra en musikalsk grundopskrift baseret på arketypisk bluesrock med tydelig adresse til britiske bands fra 60’erne som The Rolling Stones, The Beatles, Led Zeppelin, Yardbirds og Peter Green’s Fleetwood Mac, der også kendte deres blues og r&b til fingerspidserne.
Den amerikanske kvintet med den karismatiske vildbasse vokalist Steven Tyler i front udvidede paletten ved at føje noget skævt hardrock og tunge riffs til hele herligheden. En driftssikker formel, der dominerede Aerosmiths musik i indeværende og kommende årti, før de noget sirupsholdige lighterballader i 90’erne gjorde deres indtog.
Men i 1973 lød tingene grundlæggende anderledes, hvilket ikke alle anmeldere jublede lige meget over og sammenlignede gruppen med The Rolling Stones og New York Dolls på en måde, der ikke var til Tyler & co’s fordel. Aerosmith er faktisk regelmæssigt i karrieren blevet udskreget til netop at være USAs svar på Stones – men den betragtning holder dog langtfra hele vejen hjem.
Aerosmith viste med debuten, at håndværket sidder, hvor det skal, og man trods de tydeligt hørbare referencer sagtens kunne forme eget materiale uden at blive presset helt i dørken af det tunge arvegods fra England og omegn. De to indledende rockere Make It og Somebody gynger gevaldigt og afslører, at bandet i Joe Perry har en kreativ komponist og guitarist, der kender sine virkemidler flankeret af Brad Whitford (guitar) og en hårdtarbejdende rytmesektion bestående af Tom Hamilton (bas) og Joey Kramer (trommer), der går til sagen med den rette no nonsens attitude. Basal rock og rul er trods alt ikke raketvidenskab.
Steven Tyler er en udtryksfuld sanger og særdeles habil mundharpespiller, der med powerballaden Dream On tydeligt understreger sin tæft for at skrive langtidsholdbart materiale. Dream On og riffrockeren Mama Kin, der også bærer Tylers signatur, har begge overlevet sætlisten gennem flere dekader, hvilket vidner om en debut, der har sat sig varige spor.
Write Me a Letter byder på sejt svingende boogie’n’shuffle, mens Movin’ Out snegler sig tungt afsted med træfsikker tyngde. Dog er fortolkningen af Rufus Thomas’ r&b traver Walkin The Dog ikke det store at skrive hjem om, men samlet facit er immervæk, at Aerosmith med deres første udspil manifesterede sig som et band med potentiale, der ad åre sikrede dem status af en sand institution i amerikansk rock i stadionstørrelse.
