Ikke så få mener, at George Harrisons første udspil efter The Beatles’ officielt annoncerede opløsning, triplealbummet ‘All Things Must Past’ der blev sendt på markedet den 27. november 1970 via Apple i USA og tre dage senere i England, hører til blandt de absolut bedste soloplader præsteret af en ex-Beatle – det er jeg ingenlunde uenig i.
Den sidste lp i sættet med diverse og temmeligt rodede jamsessions live i studiet kunne dog snildt undværes, nu de første to er spækket med suveræn sangskrivning, betagende smukke ballader og spirituel forløsning af lyrisk karakter, der imponerer i deres modne klarsyn ikke mindst afsenderens alder på 26-27 år taget i betragtning.
‘All Things….’ er produceret af Harrison i samarbejde med Phil Spector, som efter min smag her og der får sat lidt for kraftige fingeraftryk på det færdige resultat efter en fem måneder lang indspilnings- og mixproces fra maj til oktober måned 1970. Heldigvis kan det umanerligt stærke melodimateriale tåle de soniske knubs og tendenser til overlæssethed på arrangementssiden, hvilket blot understreger Harrisons uomtvistelige evner som komponist og musisk stemningsskaber, når han er allerbedst.
Ydermere bør også hans slideguitar spil fremhæves ud over den karakteristisk lyse vokal. Opbuddet af musikere er vitterligt imponerende på dette triplesæt og en skønsom blanding af nære venner, solide session folk samt celebre stjernesolister; Eric Clapton, Bobby Withlock, Jim Gordon, Klaus Voorman, Carl Radle, Ringo Starr, Alan White, Billy Preston, Jim Price, Bobby Keys, Peter Frampton, Dave Mason, Gary Brooker, Ginger Baker og sågar Phil Collins som percussionist på et enkelt nummer.
Højdepunkter er der jo rigeligt af. Her et lille udpluk af personlige favoritter: Centralt står det vemodigt klingende titelnummer med dets budskab om at måtte acceptere livets hændelser, som de indtræffer, og trods mit ugudelige sindelag, må en svaghed for den hymneagtige ‘My Sweet Lord’ erkendes, plagieringssagen omkring ligheden med det gamle Chiffons hit ‘He’s So Fine’ ufortalt.
Så er der oveni perlerne ‘Isn’t It A Pity’, ‘Beware of Darkness’, ‘Wah-Wah’, ‘Ballad of Sir Frankie Crisp (Let It Roll)’, ‘Awaiting On You All’, ‘Art of Dying’, ‘I’d Have You Anytime’ (skrevet med Bob Dylan) samt den indfølte fortolkning af Dylans ‘If Not For You’ – stik lige denne skarpt turnerede stribe, Lennon/McCartney.
Harrisons hovedværk endte både som en kunstnerisk og kommerciel triumf af en kaliber, der mageligt kan måle sig med andre ex Beatle klassikere a la ‘Plastic Ono Band’, ‘Imagine’, ‘Band on The Run’ og ‘Ram’ fra samme årti. De fleste kritikere udtrykte deres beundring for albummet trods enkelte forbehold, og de følgende revurderinger i forbindelse med genudsendelser og jubilæumsversioner tilføjet ekstramateriale fastholder billedet, og med god ret. Harrison peaker med ‘All Things….’, der ubesværet består tidens gnavende tænder uden bidemærker og højt placeret på et større udvalg af bedste albums nogensinde lister. Kort sagt: Velfortjent.
Begejstret tillykke af hjertet med de 50 sæsoner til ‘All Things Must Pass’, der ifølge Harrisons familie vil blive relanceret i et nyt 2020 mix i løbet af det kommende år. Verdenen har allerede fået en smagsprøve på, hvad der venter ved hjælp af en snigpremiere på titelsangen i opfriskede auditive gevandter, hvilket klæder den i al transperence. Det skal blive interessant at se og høre, hvad man ellers har fundet i gemmerne ud over værket i dets oprindelige form.
