Den 18. september udkom Black Sabbaths andet album, som bandet oprindeligt havde planlagt skulle bære titlen ‘War Pigs’, men pladeselskabet Vertigo satte foden ned. ‘War Pigs’ lød for grimt, offensivt og politisk i sprogbruget grundet nummerets referencer til Vietnam krigen. Forsangeren Ozzy Osbourne fortæller dog i sin biografi ‘I Am Ozzy’ (2015), at navneforandringen skyldtes, at selskabet så en kommerciel gevinst i at opkalde pladen efter den succesfulde singleudgivelse med ‘Paranoid’ måneden før – det havde intet med Vietnam at gøre.
Uanset hvilken version, der er sand, har ‘Paranoid’ over tid opnået status som et af metalmusikkens absolutte og mest stilskabende hovedværker, en urovækkende messe af tunge riffs, rytmer og dystert klingende vokaler fyldt med mørke, død, destruktion, apokalyptiske profetier og personlig undergang på tekstsiden.
Syv måneder efter den eponyme debut kom ‘Paranoid’ i handlen, hvis titelsang blev skrevet i al hast, da man pludselig stod og manglede et nummer til at få kabalen til at gå op. Guitaristen Tony Iommi kreerede et ’killerriff’ i en fart, hvorefter bassisten Geezer Butler nedfældede en tekst i løbet af et par timer, som Osbourne indsang, mens han samtidig forsøgte at overskue indholdet.
Ordet ‘Paranoid’ nævnes dog ikke i teksten. Den knap tre minutter lange sang har siden optrådt på lydsiden i adskillige film, tv shows og videospil samt blevet fortolket af vidt forskellige kunstnere – en ’instant classic´ af de helt store.
Dem er der dog nogle stykker af på Black Sabbaths toer. Det otte minutter lange åbningstrack ‘War Pigs’ hører til blandt de stærkeste og mest indtrængende antikrigssange i rockens historie, som ikke kun handler om det amerikanske Vietnam morads, men også om kynisk rige spekulanter og magtfulde politikere, der ofrer fattige mennesker på slagmarken i jagten på økonomisk og territorial gevinst.
‘War Pigs’ beskrives vel bedst som lydsat terror tilsat aggressiv forvrængning, rastløst pulserende baslinjer og Bill Wards voldsomme slagserier bag trommesættet under bombe- og kugleregnens inferno af tabt liv og lemlæstelse. Samme kompromisløse tyngde findes også i ‘Iron Man’, der tillige byder på en af metalgenrens allermest ikoniske guitarfigurer overhovedet.
Hovedkarakteren i ‘Iron Man’ er på en altødelæggende rejse i tid og rum, hvor målet er hævn og undergang. Der gås ligeledes musikalsk og lyrisk til biddet i ‘Electric Funeral’, der kredser om letal bestråling som følge af atomart ragnarok.
Der er heller ingen spor af blomster i håret, hippiemantraer og flagrende gevandter i ‘Hand of Doom’, hvor Den Sorte Sabbath påny slipper de hard’n’heavy tonede muskler løs. Nummeret beskriver amerikanske soldaters hjemkomst fra Vietnam, mens de tager tilflugt i stoffernes rus for at bedøve deres svære posttraumatiske symptomer – at fortolke sangen som værende en forherligelse af heftigt vanedannende narko, som nogen dengang har gjort, er direkte absurd.
Denne milepæl i heavyrockens annaler, der næsten udelukkende tematiserer krig, konfrontation og menneskelig deroute frem for at celebrere satanisme, sort magi og anden djævelskab, vakte kontroverser og forargelse, da en amerikansk sygeplejerske i starten af 70’erne begik selvmord, mens ‘Paranoid’ lp’en roterede på pladespilleren.
Black Sabbath blev dog frikendt for medansvarlighed under den følgende retssag, og Geezer Butler har i senere interviews brokket sig over de fejltolkninger, flere af sangene på gruppens første albums mere eller mindre bevidst er blevet udsat for. Overskriftens hentydning til en messe fra mørket skal derfor tolkes som reference til sangenes indhold som sådan frem for fokus på satanismelignende emner – blot for klarhedens skyld.
Et stort og sort tillykke med et lille satanisk smil på læben skal således lyde fra sindets skyggesider til ‘Paranoid’, der stadig står distancen i al dens power, pragt og pessimistiske vælde. En guldgrube af iderigdom, konsekvens i udførelsen og viljestyrke, der fortjener respekt anno 2020, mens Corona pandemien raser.
Et ”Paranoid” boxsæt med hele fem LP’er udkommer i næste måned (forventet 9. oktober). Den første LP er selve det indflydelsesrige originale album, den anden LP indeholder en sjælden quad-blanding fra 1974 af albummet foldet ned til stereo. De resterende tre LP’er består af to koncerter fra 1970, fra Montreux og Bruxelles, som begge trykkes på vinyl for første gang.
Bokssættet leveres også med en indbundet bog med interviews med alle fire bandmedlemmer og sjældne fotos. En klassisk æra-bandplakat er også inkluderet sammen med en replika af rejsebogen, der blev solgt under Paranoid-turnéen 1970-71.
