Den 19. april 1973 udkom David Bowies sjette studiealbum Aladdin Sane produceret af Bowie og Ken Scott med musikalsk hjælp fra backing bandet The Spiders from Mars, der talte guitaristen Mick Ronson, bassist Trevor Bolder og Mick Woodmansey bag trommerne. Mindst lige så vigtigt er det indledningsvist at nævne pianisten Mike Garson, og derudover gjorde Bowie brug af to saxofonister samt tre korsangere. Hovedpersonen selv høres på guitar, mundharpe, saxofon, synthesizer og mellotron.
Albummet blev indspillet i New York og London i pauserne under den lange Ziggy Stardust Tour, der fandt sted efter udgivelsen af gennembruddet med The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars. Materialet til Aladdin Sane, den sidste plade med The Spiders From Mars i fuld opstilling, blev skrevet på landevejene i USA og rent lyrisk præget af hans syn på den vestlige supermagt.
Stoffer, sex og dødsdrift
Lyden og det musikalske udtryk er en del tungere end på Ziggy Stardust …, hvilket gør sig gældende fra åbningsnummeret Watch That Man, hvor glam- og hardrocken køres i stilling, og stort set hele albummet igennem. Bowies vokal er noget lav i Watch That Man, hvilket formodes at være et bevidst valg. Sangen er inspireret af de to koncerter, Bowie overværede med det amerikanske band New York Dolls, hvis sound han var ret begejstret for. Tekstmæssigt kredser Aladdin Sane om stjerne- og turnélivet, storbyforfald, dekadence, stoffer, sex og dødsdrift.
Også The Rolling Stones er en hørbar inspiration på Bowies sekser, der indeholder en hæsblæsende version af Let’s Spend the Night Together i opskruet volumen og tempo grænsende til det hysteriske. Titelsangen er et ordspil på ‘A Lad Insane’, en sindssyg fyr, og huskes især for Mike Garsons virtuose og avantgardefarvede klaversolo, den de fleste forbinder ham med i hans karriere. Netop dette solistiske indslag løfter albummet som helhed og absolut værd at erindre. Glamrock goes latin og syret jazz på titelsangen, hvis fulde ordlyd er Aladdin Sane (1913–1938–197?).
Ifølge Bowie handler nummeret om ‘young people, just between the two wars, wanting to go and screw girls and kill foreigners’, hvilket forklarer valget af årstal i parentes. ‘I’ve had more communication in the last 26 years about that one solo than the 11 albums I’ve done on my own, the six that I’ve done with another group that I’m co-leader of, hundreds of pieces I’ve done with other people and the 3,000 pieces of music I’ve written to date’, fortalte Garson om den skelsættende klaverindsats i et interview i 1999.
Drive-In Saturday er pakket ind i 50’er doo-wop stil og handler om en fremtidig verden, hvor folk har glemt kærligheden og erotikken og derfor må ty til ældre Hollywood film for at mindes, hvordan man gjorde den slags. Bowie spiller synth og sax på nummeret med lyriske referencer til Mick Jagger og den slanke supermodel Twiggy. Panic in Detroit byder på et at Ronsons bedste og mest bidske riffs hen over et salsafarvet Bo Diddley beat. Den dystre tekst om voldelig tumult og oprør nævner Che Guevara og indirekte John Sinclair og hans revolutionære White Panther Party.
David Bowie fandt mundharpen frem på den beskidte bluespåvirkede Cracked Actor, hvor der næppe er tvivl om hentydningerne til ‘sex, drugs and rock’n’roll’ i linjerne: ‘Crack, baby, crack, show me you’re real, Smack, baby, smack, is that all that you feel, Suck, baby, suck, give me your head, Before you start professing that you’re knocking me dead’. Side 2 indledes med det teatralske og Bertol Brecht-agtige Time med kabaretmusikalske tråde til Jacques Brel og Kurt Weill, hvor Garsons tangentdriblerier atter spiller en væsentlig rolle.
Glamrocken returnerer i The Prettiest Star og The Jean Genie. Sidstnævnte har fået status af en signatursang i Bowies katalog. The Jean Genie er et nik i retning af Iggy Pops person og et ordspil på den franske forfatter og småkriminelle vagabond Jean Genet. Mick Ronson er igen på spil med et effektivt riff denne gang med klar adresse til r&b- og bluesmusikken. Ronsons vigtighed i Bowies tonesatte univers i starten af 70’erne kan faktisk ikke gentages for tit, hvilket jeg heller forsømmer nogen lejlighed til at gøre opmærksom på.
Den afsluttende Lady Grinning Soul er albummets eneste deciderede ballade og handler om mødet med den amerikanske soulsangerinde Claudia Lennear. Mike Garson beskriver sit bidrag til sangen med ordene; ‘about as romantic as it gets … French with a little Franz Liszt thrown in there’, hvilket er ganske dækkende tilføjet en af Bowies bedste vokale præstationer i den periode, hvilket jo siger ikke så lidt om kvaliteten.
Skulle nogen spørge, om Aladdin Sane er en værdig efterfølger til det triumfale Ziggy Stardust album fra året før, er svaret set herfra et klart og rungende ja, selv om der dengang var og sidenhen har været delte meninger om den sag. Aladdin Sane tangerer hard- og glamrock i genrernes reneste form, Spiders drengene spiller som en drøm, Mike Garson sætter et utal af solistiske prikker over i’et, Bowie performer perfekt i sine bedste stunder, og selve coveret er visuelt i ikonklassen. ‘What’s not to like’, som man siger.
I anledning af 50 års jubilæet er der netop udsendt to nye LP versioner af albummet – en Half-Speed Master og en Limited Picture Disc Reissue.
