Den britiske kvintet viste den 3. juni 1970 vejen frem for, hvordan Hard Rock og Heavy med bombastisk tyngde og ekvilibrisme kunne og efter manges smag burde lyde fremover. ‘Deep Purple In Rock’ satte varige spor, og fik nogle år senere volumenknappen til at dreje mod højre inde på min storebror og mit hummer i det pænere kvarter i Aabenraa.
I 70’erne fandt tilsyneladende kloge hoveder på at kalde den slags musik for noget så hæsligt som ‘betonrock’, en terminologi der dog ikke vandt indpas hos os i ‘Vandkantsdanmark’, som disse breddegrader nok vil blive kaldt i dag. I Mojnland syntes vi sådan set bare, at det var for fedt ‘mæ galt møj knald å’, selv om der iøvrigt taltes et pænt rigsdansk i vores hjem det meste af tiden.
En over nakken får den vitterligt fra det moment, pickuppen passerede indløbsrillen for dernæst at pløje videre ind i crescendostykket til ‘Speed King’ knap seks minutters energiudladning, ens forældre nærmere ville betegne som støjterror. ‘Speed King’ med Ian Gillan i al sin vokale virilitet tilsat hånlatter og hæse skrig brød lydmuren sommeren 1970 som dobbelt A-side single med ‘Black Night’. Æggehovederne måtte til tasterne: Va faen skete der lige her?
Gillan lånte tekstbidder fra Little Richard, Chuck Berry og Elvis Presley til ‘Speed King’, der efter al bulder og brag ledes over i klassisk inspirerede orgeltemaer af Hammond-driblekongen Jon Lord, før hele kavaleriet tonser igennem anført af Ritchie Blackmores brutale killer-riff. Sangen er senere genudsendt i forskellige versioner uden crescendo og orgel mellemspil, men ‘In Rock’ versionen er The Real Deal.
Rytmesektionen bestående af bassisten Roger Glover og trommetroldmanden Ian Paice har stor ære af dette væsentligt stildannende album i den tungere rocks historie, for hillemænd hvor spilles der muskulært i bunden af lydbilledet med power, punch og finesse – et tekstbogseksempel i overlegen effektivitet.
I alt syv stykker med højtbelagt hard’n’Heavy postej byder ‘In Rock’ på, hvor det mere end 10 minutter lange ‘Child In Time’ skiller sig markant ud i hele dets scope og vælde. Musikalsk er ‘Child In Time’ stærkt præget af ‘Bombay Calling’, som det psykedeliske amerikanske rockband ‘It’s A Beautiful Day’ stod bag. Deep Purple udvidede forlægget og gik dynamisk til ekstremerne fra det lavmælte til det infernalske overdrev.
Mine stadigt sarte drengeører kom på en hidtil uhørt hård prøve ved første gennemlytning af nummeret omkring midten af 70’erne. Intet var helt det samme bagefter. Tekstligt er ‘Child In Time’ en slags hymne om krig, konflikt og umenneskelighed sandsynligvis med afsæt i den eskalerende Vietnamkrig, som amerikanerne stod til halsen i omkring udgivelsen af ‘In Rock’. ‘Child In Time’ er fortolket af vidt forskellige kunstnere og i uddrag brugt i diverse film og dokumentarfilm. En slidstærk klassiker kort sagt der stadig virker dybt overvældende i dens færd mod klimaks.
Den indbyrdes kemi og de musiske komponenter på ‘In Rock’ tangerer det symbiotiske med lige dele kollektiv energi og solistisk bravour. Især er det som om, Blackmores guitar og Lords orgel i passager går i dialog og duel med hinanden på en måde sjældent hørt før eller siden. Blackmore har senere udtalt, at der kun var plads til højspændt drama i ord og toner på ‘In Rock’, og sådan oplevedes lp’en faktisk ved et genlyt før jubilæumsdagen. Intensitet over hele linjen fra ‘Speed King’ til syv minutters slutskæringen ‘Hard Lovin’ Man’.
‘In Rock’ ligger ikke ufortjent højt placeret på listerne over bedste rock- og Heavyalbums gennem tiderne i en række magasiner og rockhistoriske opslagsværker. ‘Speed King’ og ‘Child In Time’ har i mange år været en fast del af bandets repertoire. Dog røg sidstnævnte af listen, da Gillans stemme ikke længere magtede at fortolke sangen på et tilfredsstillende niveau i det øverste toneleje, hvilket skulle have ført til konflikter mellem Gillan og Blackmore. Dem havde de så rigeligt af i forvejen.
Stort tillykke med de fem dekader til ‘Deep Purple In Rock’ der kvalitetsmæssigt er hugget i samme hårdføre granit som gruppemedlemmernes ansigter på LP’ens forside. ‘In Rock’ var den ultimative Mark II besætnings første og samlet set muligvis ligeledes den bedste i skarp konkurrence med det majestætisk klingende og dobbelte live opus ‘Made In Japan’ fra 1972.
Mit drengekammer blev senere til kollegieværelse og egen bolig, og trods skiftende luner samt smag har ‘In Rock’ altid befundet sig ubevidst et sted i baghovedet. Nu er det atter nået frem til de forrest placerede frontallapper, og der hører Deep Purples kompromisløse kraftudladning også hjemme.
