12. juni 1970 udkom Rod Stewarts andet soloalbum ‘Gasoline Alley’ knap to en halv måned efter Faces’ debut lp ‘First Step’. Hertil skal lægges, at Stewarts første plade ‘An Old Raincoat Won’t Ever Let You Down’ blev sendt på markedet i USA november 1969 og tre måneder senere i England. Stewart, halv skotsk og halvt engelsk, med den karakteristisk hæse stemme flittigt badet i beer’n’booze’ var særdeles produktiv i den periode.
I 1968-69 nåede han oveni at bidrage til to lp’er som del af den heftigt højtspillende bluesrock combo The Jeff Beck Group, ‘Thruth’ og ‘Beck-Ola’, hvor hans vokal og kapelmesterens kompetent virtuose guitarkaskader kæmpede om publikums opmærksomhed. Det har næppe været de nemmeste omgivelser at være frontman i.
På ‘Gasoline Alley’ fik Stewart langt bedre betingelser for at folde evnerne ud som sangfordragende storyteller med sjæl og nerve sjældent hørt bedre. Der bydes på tre Stewart originaler samt seks sublime fortolkninger af andres materiale. Den ene af de hjemmegjorte, albummets titelnummer, er dog begået i samarbejde med Ronnie Wood, som ligeledes var med hos The Jeff Beck Group, før han skiftede fra bas til guitar i Faces.
Musikerlisten på ‘Gasoline Alley’ tæller folk fra Faces og Jeff Beck Group samt lidt udefra hentet hjælp, der håndterede violin, fløjte, korstemmer, akustisk guitar og mandolin. Stilistisk pendles der mellem kontant rock og rul, soul, r&b og et mere akustisk lydbillede tilsat elementer fra folk og klassisk blues. Der gås rustikt og robust til opgaverne over hele linjen med sans for dynamik og detaljer.
Ovenover alt er der ‘stemmen’ – Stewart synger saftsuseme suverænt, og på det tidspunkt fandtes der ikke meget bedre på herrevokal siden i britisk rock og blues end ‘Rod The Mod’. Tjek førnævnte titelsang – ren gåsehud. Dyrk den bastante og mere end seks minutter lange versionering af Bobby Womack klassikeren ‘It’s All Over Now’ som The Rolling Stones havde fat i nogle år før, men her får baghjul af Stewart and The Lads.
Også den tekstnære læsning af Bob Dylans ‘Only A Hobo’ fortjener fremhævelse i samme åndedrag som Elton John/ Bernie Taupins ‘Country Comfort’ senere inkluderet på Johns mesterstykke ‘Tumbleweed Connection’ i 1971. Stewart gør disse perler ære sammen med hans dramatiske fortolkning af ‘Cut Across Shorty’ en countryrock sag, der blev et mindre hit med Eddie Cochran i 1960. Der sættes trumf på med pladens sidste skæring ‘You’re My Girl (I Don’t Want To Discuss It’, der er som skræddersyet til ethvert Faces album – tungt, funky og pralende potent i udførelsen.
Rod Stewart sparer ej på trumferne her, hvilket der heller ikke er grund til, når man er ung, fyldt med selvtillid og talent samt i stand til at levere varen på alle hylder. ‘Lady Day’ og Jo’s Lament’ demonstrerede ydermere, at det også stod ok til på sangskriverfronten. Forgængeren til ‘Gasoline Alley’ og efterfølgeren ‘Every Picture Tells A Story’ (1971) er af samme høje kaliber, og generelt er 70’erne gode ved Stewart, herefter går der dog ratslør i den, hvilket jo er en helt anden historie og udtryk for denne signaturs subjektive synsninger.
Et genhør med ‘Gasoline Alley’ i den runde dags tjeneste fortrængte for en stund ærgrelsen over Stewarts senere udskejelser med alt for meget dåsedisco, halvdårlig pop, ikke overbevisende Las Vegas croon og flere udgivelser fyldt med stedsegrønne evergreens i tilsovsede versioner. Men der er jo penge i den slags, og sådan er det. Dog kan meget (næsten) tilgives lømlen med den råt raspende røst, når puristen her stadig kan vederkvæges over hovedværker som Stewarts soloskive nummer to i en ellers noget ujævn værkfortegnelse ad åre præget af mere form end indhold.
Ikke mere mug herfra – stolt tillykke med de 50 til ‘Gasoline Alley’ og dens ophavsmand. Giv albummet en tur mere på pladetallerken eller hvor I ellers konsumerer musik. Det kan godt betale sig.
