Ti sange der vibrerer som lyrisk sitrende nervetråde tonesat i perfekt harmoni. Sådan kunne indholdet af Joni Mitchells fjerde album ‘Blue’, udgivet den 22. juni 1971 og produceret af Mitchell, beskrives rent metaforisk. For sjældent har en sangskriver bekendt så rent kulørt omkring, hvad der rører sig på den følelsesmæssige front. Som blottede tandhalse sårbare overfor kuldslået kærlighed og relationer, der hænger i en tynd tråd.
‘Blue’ er skabt under et kompliceret brud med Graham Nash og et intenst forhold til James Taylor i hans mest humørsvingende og heroinmisbrugende periode, hvilket antydningsvist afspejles i flere af sangene. Men Mitchell, der efterfølgende har givet udtryk for at være som en åben bog uden noget psykisk forsvarsværn med alle parader nede, indrømmer selv at have såret sine nærmeste i kampens hede. Det går begge veje.
Ydermere er numrene inspireret af Mitchells rejser til Europa i starten af 1970, hvor hun valgte at rive flere måneder ud af kalenderen trods den voksende succes, de første tre albums havde ført med sig. ‘Carey’ og ‘California’ refererer til hendes oplevelser og møder på det fremmede kontinent, mens hjemveen voksede.
Reelt set blev forholdet til Nash endelig lagt i graven pr telegram sendt fra en lille spansk ferieø. Stemningen af såvel lettelse, fortvivlelse og anger præger både ‘My Old Man’ og den melodisk smukt tindrende ‘River’, der handler om meget andet end julestemning til trods for rensdyr, sne og frost i versene. Klaverakkompagnementet og den harmoniske opbygning af ‘River’ plus Mitchells vokal i sopranlejet giver mig gåsehud hver gang – så megen tristesse og forløsning på samme tid.
Generelt evner Mitchell rent sprogligt at løfte dybt private bekendelser til almengyldige statements, andre kan relatere til i deres (følelses)liv. Det er faktisk noget af en bedrift, når man demaskerer sig så hudløst, som den canadiske sangsmed i ypperste mesterklasse gør det på ‘Blue’.
Usikkerheden og sårbarheden mærkes i ‘This Flight Tonight’, den slet skjulte forelskelse bobler med fare for at briste i ‘A Case of You’ og kontrasteres totalt i slutsangen ‘The Last Time I Saw Richard’, der handler om brud og opbrud i almindelighed. Mitchell dissekerer med sin poetiske skalpel de tynde linjer mellem forelskelse, opofrelse, kærlighedens faldgruber og fortabelse.
Den inderste kerne af lige dele nøgternhed og smerte når Mitchell i ‘Little Green’, der handler om hendes tid som fattig folk sanger i Toronto, hvor hun som konsekvens heraf i 1966 valgte at bortadoptere sin lille datter. Dette blev holdt hemmeligt indtil 1993, da historien pludselig slap ud. Titelsangen rammer en del af tidsånden, Mitchells dyrekøbte erfaringer og generelle ønske om frigjorthed med de præcise linjer ‘Acid, booze and ass, needles, guns and grass, lots of laughs’.
Det hele kogte, og noget brændte på i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne, Mitchell registrerer, bearbejder og udlever disse indre som ydre rystelser på den revolutionære Richter skala samt sætter det i ord og toner på ‘Blue’, et uomgængeligt hovedværk i moderne musikhistorie uanset genre. Mitchells firer er præget af en klædelig enkelthed i det musikalske udtryk, der indrammer sårbarheden og stemningerne i de enkelte numre på bedste vis.
Mitchell klarer hovedsageligt det instrumentale egenhændigt ved hjælp af guitar, klaver og det specielle strengeinstrument Dulcimer, men assisteres her og der af kyndige folk som James Taylor, Stephen Stills, Russ Kunkel (percussion) og Sneaky Pete Kleinow på pedal steel guitar.
Albummets jazzprægede blå cover, der indfanger Mitchells ansigt i let sørgmodig close up, rammer visuelt indholdet spot on, og stort set samtlige kritikere har før og siden været enige i deres vurderinger af ‘Blue’ samt givet det en fyldig buket superlativer med undervejs. Pladen ligger derfor næppe overraskende højt placeret på de fleste lister over bedste albums gennem tiden. Who Am I to Disagree?
BONUS INFO – af Mads Kornum
77-årige Joni Mitchell har i dette århundrede blot udgivet tre album med nyt materiale – senest “Shine” i 2007. Hun har i nogle af hendes få interview angivet træthed over musikbranchen, som en af de væsentligt årsager, og så har hun kæmpet med diverse sygdomsforløb. I 2019 udkom hyldestalbummet “Joni 75 – A Birthday celabration”, hvor blandet andre kollegaer som James Taylor, Graham nash, Los Lobos, Glen hansard, Emmylou Harris og Brandi Carlile hyldede Joni Mitchell ved en flot koncert i anledning af Joni Mitchell fyldte 75 år.
I det hele taget er Joni Mitchell en sangskriver der fortolkes tit og ofte – hvilket jo også vidner om et kvalitetsstempel til den sangskat, som blev født med debutalbummet fra 1968. Ikke mindst nummeret “River” fra “Blue” er fortolket i utallige versioner. Denne fra Jamie Cullum fortjener bestemt et gensyn i dagens anledning.
