Led Zeppelins mesterstykke udgivet den 8. november 1971 er yderst karrig med information på albummets for- og bagside samt indre gatefold cover. Selve inderposen kaster dog mere lys over affæren med sangtitler, diverse info og teksten til ‘Stairway To Heaven’ – musikken taler næsten helt for sig selv, og for at kunne holde rede på kronologien i diskografien er pladen endt som ‘Led Zeppelin IV’.
Hardrock- og metalgudernes hamrer gnistrer riffhårdt stål mod stål allerede under de første numre på side A. Åbningsskæringen ‘Black Dog’ sætter skabet med en form for ‘call and responsen’ mellem Robert Plants virile vokal og bandets tunge groove, hvor John Bonhams trommespil med telepatisk sikkerhed følger Page’ guitarfigurer trods de små rytmiske forskydninger undervejs, der gør det til noget af en udfordring at ramme hinanden præcist hele vejen igennem.
‘Rock and Roll’ tager over med et damplokomotivs styrke båret frem af Bonhams kraftfulde dynamik, gruppens kollektive energi og Rolling Stones pianisten Ian Stewarts boogie piano. Nummeret blev jammet frem i studiet, mens båndmaskinen kørte. Heftige 170 slag i minuttet, der kan tage pusten fra de fleste. Der skiftes stil og tempo på ‘The Battle of Evermore’ med folkpræget akustisk guitar- og mandolinspil. Lyrikken er inspireret af Tolkiens ‘Ringenes Herre’ univers sunget af Plant i duet med Sandy Denny, forhenværende medlem af folkrock bandet Fairport Convention.
Første side slutter med det knap otte minutter lange udstyrsstykke ‘Stairway To Heaven’, der har status som en af rockhistoriens mest ikoniske klassikere og Led Zeppelins nok bedst kendte signatursang. Nummeret er bygget op af tre sektioner kulminerende med den hårdt rockende sidste part tilføjet Jimmy Page solistiske bravur, der sekund for sekund tager nye trin af trappestigen mod rockens højeste tinder, før den bombastiske afslutning sætter ind for til sidst at klinge stille ud. Alverdens rockstationer lod nummeret rotere nærmest uafbrudt, der ligger højt placeret på et utal af lister over bedste sange gennem tiden.
‘Misty Mountain Hop’ indleder side B på funky effektiv vis med bassisten og alt mulig manden John Paul Jones bag el pianoet. Sangen svinger som bare fanden og et prima bevis på Led Zeppelins uforlignelige evne til at kombinere hard’n’heavy med gyngende r&b. Bonhams showcase ‘Four Sticks’ skifter konstant mellem taktarterne 5/8 og 6/8 med reference til, at det udfordrende beat spilles med to trommestikker i hver hånd.
Dernæst samme stilskifte som på side A med det smukt afdæmpede og akustiske ‘Going To California’, hvis melodiske tæft og elegante svæv i fremførelsen man må bøje sig i støvet for. Sangen står stemningsmæssigt i gæld til nogle af Joni Mitchells kompositioner, som bandet var stor fan af. Bonhams bundsolide beat står centralt i indledningen til det fjerde albums sidste skæring ‘When The Levee Breaks’, der er bandets bearbejdning af et country blues nummer fra 1929 oprindelig indspillet af Kansas Joe McCoy og Memphis Minnie. Sidstnævnte er krediteret som medkomponist af nummeret sammen med de fire ‘Zeppelinere’.
‘When The Levee Breaks’ kan oversættes til ‘Når diget bryder sammen’, hvilket giver mening, når der lyttes til den britiske kvartets håndtering af bluesgenren, der her eksekveres med en imponerende tyngde, der matches af de absolut færreste. Versionen er både tro mod den oprindelige stil og tidløst moderne i sin nytolkning af en efterhånden hundrede år gammel tradition.
Et ærefrygtindgydende tillykke med de 50 skal således lyde til ‘Led Zeppelin IV’ produceret af bandets mastermind Jimmy Page med sikker hånd fra første til sidste tone. Det håndværksmæssige niveau er ganske enkelt tårnhøjt præget af et ekvilibristisk overskud hele raden rundt uden at forfalde til blær og billige point. Fra akustisk klimprende folk over hård rock af en kaliber, som havde bandet sat ekstra blus under den kogende metalgryde, til The Big Blues, der flænser himlen over Mississippi deltaets mytologiske korsveje.
