50 ÅR MED ‘LET IT BE’

”BEATLES FORAN KAMERAET OG PÅ TAGET”

Fotograf: PRESSEFOTO

20. maj 1970 havde ‘Let It Be’ filmen instrueret af Michael Lindsay-Hogg britisk premiere uden hovedpersonernes tilstedeværelse, hvilket heller ikke var tilfældet ugen før under første visning i USA – Beatles’ opløsning blev meldt definitivt ud små seks uger forinden, og lysten til festivitas i samlet flok røg samme vej.

Selve lp’en har allerede været under luppen, så det er 1970 filmen og planlagte jubilæumsevents efteråret 2020, der fokuseres på. Det meste af januar 1969 fulgte Lindsay-Hogg og hans team Beatles under arbejdet med nye sange, der for de flestes vedkommende endte på ‘Abbey Road’ og ‘Let It Be’.

En planlagt TV Special med indlagt live optræden endte som en dokumentarfilm af 80 minutters varighed inklusiv den berømmede koncert på taget af Apple bygningen den 30. januar, indtil politiet beordrede ‘stikket trukket’ grundet klager over forstyrrelser af den offentlige orden.

‘Let It Be’, der senere vandt en Oscar og Grammy for sangene og musikken, er en noget rodet affære, lyder min dom efter et nyligt gensyn på en lidt slidt og vistnok uautoriseret dvd kopi.

Filmen virker skitsepræget i sin opbygning, og stemningen er overordnet en anelse slukøret præget af småkontroverser, men også med momenter af løssluppenhed og jam-lignende spilleglæde.

Noget mesterværk er der ingenlunde tale om, dog fungerer filmen ok som situationsrapport, der afdækker en vanskelig og omskiftelig periode i verdens mest berømte orkesters levetid. Det er jo i sig selv interessant, og pletvise indblik i sangenes tilblivelse på skitseplanet er en velkommen bonus oveni.

Det hele startede i Twickenham filmstudiet to dage efter nytåret 1969, hvor der afprøves ideer og diskuteres indbyrdes. I en af filmens nøglescener, der fandt sted den 6. januar, udtrykker McCartney kritik af Harrisons guitarspil, hvortil Harrison replicerer:

‘I’ll play whatever you want me to play, or I won’t play at all if you don’t want me to play. Whatever it is that will please you, I’ll do it.’

Vi får ikke hele konteksten med, men aner dog, at ikke alt er fryd og gammen. Harrison forlod sættet den 10. januar i frustration for at vende tilbage fem dage senere efter lovning om, at hele seancen flyttede til Appels kælder. En anden betingelse måtte ligeledes opfyldes: Keyboardspilleren Billy Preston blev en del af holdet, hvilket hjalp på humøret og arbejdsdisciplinen – filmeriet fortsatte igen den 21. januar og måneden ud.

I Harrisons fravær overvejede resten at skifte ham ud med Eric Clapton, en løsning især Lennon advokerede for, hvilket Clapton i senere interviews afskrev som en fuldstændig absurd tanke; han havde desuden heller ingen intentioner om at tage brødet ud af munden på en god og personlig ven.

Stort set færdigstrukturerede versioner af ‘Two of Us’, ‘Let It Be’ og ‘The Long And Winding Road’ kom i kassen, før filmoptagelserne stoppede den 31. januar. Kvartetten kunne stadig levere varen, når de skulle og ville.

Lindsay-Hogg havde tidligere arbejdet sammen med The Beatles under færdiggørelsen af promotionvideoerne til ‘Paperback Writer’, ‘Rain’, ‘Hey Jude’ og ‘Revolution’, og valget af ham som instruktør var derfor ganske naturligt, men der er pænt stor forskel på en video og at agere ‘fluen på væggen’ dokumentarist som i ‘Let It Be’. Den røde tråd mangler.

Der er (for) meget McCartney, og Harrisons fravær blev forsøgt klippet mest mulig ud. Ærgerligt, men stærke individuelle ønsker og krav gjorde næppe The Final Cut helt nemt for den engelske instruktør.

Arbejdstitlen ‘Get Back’ blev skiftet ud med ‘Let It Be’ også af hensyn til lanceringen af titelsangen som single. 16 mm. optagelserne blæstes op i 35 mm. størrelse for at give bedre virkning i biograferne. Lige meget hjalp det, for de fleste britiske medier gav filmen en hård medfart. For kedelig og løs i strukturen, lød det blandt andet.

Dog har eftertiden set mildere på ‘Let It Be’ grundet dens musikhistoriske relevans. Det kan jeg godt se en pointe i, og jeg vil glæde mig til et gensyn, når den planlagte og fuldt ud restaurerede genudgivelse i anledning af 50 året forhåbentlig er ude i god tid før julehandlen på dvd og Blu-ray helst forsynet med store mængder ekstramateriale.

For der er rigeligt at tage af, og det nød ‘Ringenes Herre’ instruktøren Peter Jackson gavn af under arbejdet med sit bud på en dokumentar om bandets op- og nedture januar 1969.

Jackson har haft adgang til over 50 timers lyd- og billedemateriale fra arkiverne og konstateret, at der blev spillet adskilligt flere sange igennem, end der blev levnet plads til  i ‘Let It Be’.

Ydermere giver Paul McCartney, Ringo Starr og Jackson samstemmende udtryk for, at Jacksons film ‘The Beatles: Get Back’ viser et mere nuanceret billede af stemningen generelt og gruppemedlemmernes indbyrdes relationer.

Et ekstra bonus er, at den uannoncerede koncert på taget af Apple bygningen vises i fuld længde (ca. 42 minutter) i modsætning til ‘Let It Be’, hvor beskueren spises af med omkring halvdelen.

Alt i alt skulle ‘The Beatles: Get Back’ ifølge de tre herrer være en markant anderledes positiv oplevelse at dykke ned i sammenlignet med ‘Let It Be’. Det skal blive spændende at få vished om, når Jacksons udlægning er tilgængelig for publikum fra september måned, hvis ellers den hidtidigt annoncerede plan holder.

Måske er der med ‘The Beatles: Get Back’ ligefrem tale om et korrektiv af historiske dimensioner? Vi må væbne os med tålmodighed under Corona stormen, men lur mig om ikke der falder lidt nyt stof af til nørder som denne signatur og andre ligesindede, når det bliver efterår.

Indtil da skal der inklusiv nævnte forbehold lyde et tillykke med det runde tal til ‘Let It Be’ filmen anno 1970 – den har trods alt sine stunder midt i al mislyden.

Leave a Replay

Vil du være en del af ”SIDE 33"?

Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.