50 ÅR MED ‘LET IT BE’

”FRA ‘WALL OF SOUND’ TIL KONTANT ROCK OG RUL”

Fotograf: Album cover

The Beatles’ sidst udgivne album fylder rundt, og dets tilblivelsesproces har karakter af en mindre lidelseshistorie med stærke følelser og meninger involveret før, under og efter udgivelsen. Særligt en person står i centrum for hele hurlumhejet, nemlig den excentriske producer Phil Spector kendt for sin voluminøse og effektladede ‘Wall of Sound’ teknik.

Bag på lp’en fremgår det, at der er tale om en ny fase i måden at indspille på, nemlig mest mulig live, ‘as reproduced for disc by Phil Spector’. Gruppens faste mand til den slags opgaver, George Martin, blev af EMI oplyst om, at han ikke ville få sin normale producer kreditering, da Spector stod for den endelige udformning af ‘Let It Be’.

Martins syrlige kommentar hertil lød: ‘I produced the original, and what you should do is have a credit saying ‘Produced by George Martin, over-produced by Phil Spector’. Jeg er helt på linje med Sir Martin.

Spectors involvering er ‘stridens kerne’, og næppe kun jeg havde helst set, han helt holdt nallerne fra pulten, hvorfra han overøste flere af sangene med enorme kor- og orkesterarrangementer. Det slap katten ud af sækken, men lad os få historien sat i scene ved hjælp af nogle hovedpunkter, da den fulde og detaljerede udgave er en tand for uoverskuelig til dette format.

I det følgende fokuseres der på det oprindelige album tilføjet nogle betragtninger om Paul McCartneys remix projekt, der i 2003 blev udgivet som ‘Let It Be – Naked’. Filmudgaven af pladen kigger jeg nærmere på den 20. maj, der markerer 50 årsdagen for den britiske premiere forhåbentlig tilføjet lidt nyt om Peter Jacksons længe ventede dokumentar om Beatles i Abbey Road studiet og en planlagt genudgivelse af ‘Let It Be’ filmen i restaureret form på Blu-ray og dvd.

DA HARRISON SMUTTEDE OG DET HELE BLEV LAGT PÅ HYLDEN

Tilbage til starten af januar 1969 hvor dramaet tog sit udgangspunkt. Gruppen kastede sig over nyt materiale fulgt af et kamerahold i Twickenham Film Studios. Meningen var at producere en dokumentar for tv, der indfangede hele processen, mens bandet forsøgte at genopdage deres oprindelige rockrødder live i studiet.

Stemningen i Twickenham udviklede sig i en helt forkert retning, og på et tidspunkt fik George Harrison mere end nok og valgte at skride fra det hele.

Han genoptog dog arbejdet efter nogle dage under betingelse af, at gruppen flyttede til deres eget studie i Apple bygningens kælder og udvidede holdet med den fremragende keyboardspiller Billy Preston som session musiker.

Grundoptagelserne til ‘Let It Be’ sluttede den 30. januar med den berømmede minikoncert på taget af Apple, indtil politiet dukkede op og lukkede festen – det tætteste Fab Four kom på McCartneys vision om nye liveoptrædender. Tre af sangene fra tag spilleriet endte på pladen.

April 1969 udkom ‘Get Back’ som single, hvilket i øvrigt var LP’ens arbejdstitel, indtil den i begyndelsen af 1970 blev ændret til ‘Let It Be’, da Spector tog over. Marts 1969 bad man den særdeles erfarne engelske tekniker og producer Glyn Johns om at give et bud på en færdigmixning af materialet. Johns bookede tid i Olympic Studios og afleverede resultatet i slutningen af maj. Desværre for ham blev det vraget af bandet.

Det igangværende pladeprojekt røg på hylden og lå der i månedsvis. I mellemtiden valgte gruppen at gå videre med de sange, der udkom som ‘Abbey Road’ september 1969 produceret af George Martin uden indblanding udefra.

Fra midten af december 1969 til 8. januar 1970 forsøgte Glyn Johns sig med et nyt mix af det senere ‘Let It Be’ under titlen ‘Get Back version two’ ud fra kravet om, at rækkefølge og indhold flugtede med den endnu ikke færdiggjorte dokumentar om bandet. Påny måtte den arme Johns set sine anstrengelser afvist.

SPECTORS STRYGERSOVS OG DET ENDELIGE ‘LET IT BE’

Phil Spector erstattede Glyn Johns, lagde den endelige rækkefølge fast, tilføjede lidt spredt snak fra studieoptagelserne hist og her samt overdubbede rigeligt med strygere, kor og orkester på flere sange. Ydermere inkluderede han korte letvægtere som fyldstof, ‘Dig It’ og ‘Maggie Mae’, man sagtens kunne have været foruden.

Lennons smukke og lyriske ‘Across The Univers’ skrevet i 1968 og vistnok tiltænkt det hvide album drukner efter min smag i Spectors ‘væg til væg’ overkill af englekor og gulvviolin. Lennon forsvarede i et senere interview Spectors indsats.

Det har McCartney næppe været enig i, da han generelt var mere end blot skeptisk omkring Spectors behandling af det overleverede materiale. Særligt skidt havde McCartney det med sin egen klaverbårne ballade ‘The Long And Winding Road’, der endte som sirupholdig kling klang i Spectors klør.

‘Let It Be’ reddes i land af en lille samling fine rocksager, hvor de fire musikere brillerer med tæt dynamisk sammenspil ført an af Lennon og McCartneys stærke vokaler og harmonier: ‘Dig A Pony’, ‘I’ve Got A Feeling’, ‘One After 909’ og ‘Get Back’.

Harrison bidrog med ‘I Me Mine’ og ‘For You Blue’, hvoraf sidstnævnte er en anelse bagatelagtig. Selve titelsangen er gået hen og blevet noget af en Sing a Long evergreen, denne signatur helst nyder i mindre portioner. Dog har jeg altid haft et svagt punkt for åbningsskæringen ‘Two Of Us’ i al dens iørefaldende enkelthed og tostemmighed.

Som alt andet fra Beatles’ hånd strøg også ‘Let It Be’ til tops på alverdens hitlister, mens en del anmeldere gav den hårde knubbede ord med på vejen. ‘Let It Be’ er ikke i besiddelse af det samme grandiose schwung og detaljerigdom som ‘Abbey Road’ – faktisk langtfra. De to udgivelser havde været bedst tjent med den omvendte rækkefølge, skulle nogen spørge mig.

LET IT BE’ I DET NØGNE LYDLOOK

McCartneys alternative mix på ‘Let It Be – Naked’ sætter Spectors hang til overproduktion i et skærende klart relief. McCartney fjernede så godt som al hans staffage, hvilket især kom ‘Across The Univers’ og ‘The Long And Winding Road’ til gode, da deres melodiske kvaliteter ånder mere frit.

Derudover fjernede McCartney ‘Dig It’, ‘Maggie Mae’ og studie sniksnakken samt tilføjede ‘Don’t Let Me Down’ – et klogt valgt. Ydermere er rækkefølgen ændret af de øvrige sange. ‘Naked…’ åbner med ‘Get Back’ og slutter med ‘Let It Be’. Det fungerer faktisk bedre i min bog.

Der er foretaget en del andre ændringer og editeringer i remixet, som har fået musikken til at virke mere kraftfuld og centreret i lydbilledet. Ganske klædeligt, og samlet set er McCartney sluppet flot fra en ikke helt risikofri opgave.

Til syvende og sidst er alt dette jo et spørgsmål om smag og behag, hvilket dog ikke afholder mig fra at mene, at ‘Let It Be’ havde været bedre tjent uden Spector og med et final mix a la ‘Let It Be – Naked’.

Tilbage er der kun at ønske Beatles svanesang tillykke med de 50 inklusiv alle roser, torne og tidsler.

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.