50 ÅR MED ‘LIVE AT LEEDS’

”EN LEKTION I HARDROCK PÅ UNIVERSITETET”

Fotograf: Album cover

The Who har altid tilhørt den øverste liga af de mest eksplosive attraktioner i rockens historie, ikke mindst når det kører optimalt for dem som på ‘Live At Leeds’.

Denne kronjuvel blandt koncertalbums fejrer rundt i dag, og det skal naturligvis markeres. The Who optrådte den 14. februar 1970 for fuldt hus i University of Leeds Refectory, lærerstedets koncertsal hvor der er plads til mere end 2000 tilskuere. Kvartetten præsenterede med fræsende energi og suverænt musikalsk overblik de heldige billetkøbere for et par nye numre, en overlegen gennemspilning af Townshends rockopera ‘Tommy’, der udkom i slutningen af maj måned året før, samt ældre blues- og rockklassikere i egne fortolkninger. 

Når hertil føjes Townshends massive og møllearmesvingende riffs, Moons slagserier hen over det imponerende trommesæt, Daltreys powervokal og mikrofonkasteri samt Entwistles ekvilibristiske baslinjer leveret med stoisk ro stående samme sted under hele koncerten, er der dømt hard rock halleluja i himlen.

Alt det nævnte er dog ikke med på den oprindelige version af ‘Live At Leeds’, men tilføjet senere og udvidede genudgivelser i remastered lyd.  I slutningen af 1969 stod bandet med en hulens masse optagelser fra deres overståede USA turné, men Townshend orkede ikke at gennemgå materialet og beordrede det hele brændt.  Der skulle indspilles noget nyt i starten af 1970, og universitetets koncertsal i Leeds blev udpeget til formålet sammen med en venue i Hull dagen efter.

Bassen manglede på en del af sangene optaget i Hull, og valget faldt derfor naturligt på det, man fik i kassen fra Leeds University.  Den planlagte dobbelt lp blev kogt ned til en og færdigmixet i tæt samarbejde med Pete Townshend. I alt 37 minutters sønderrivende strømtilførsel fra de første huggende guitaranslag i Mose Allisons ‘Young Man’s Blues’ til den otte minutter lange ‘Magic Bus’, der afrunder hele spektaklet med aggressivt bravour.  Derimellem får den nogle solide nakkedrag med ‘Substitute’, Eddie Cochrans ‘Summertime Blues’, Johnny Kidd hittet ‘Shakin All Over’ og bandets udødelige signatursang ‘My Generation’ i en kvarter lang version, der pendler mellem neddæmpede passager og jamsession lignende udbasuneringer i retning af vindstyrke 12 på Beaufort-skalaen.

Ønsker man The Full Monty af The Whos første liveplade og eneste i den originale besætning med Keith Moon, anbefales 25 års jubilæumsudgaven inklusiv godbidder som ‘I Can’t Explain’, ‘Tattoo’, ‘Happy Jack’ og ‘I’m A Boy’ og De luxe editionen fra 2001 med ‘Tommy’ i sin helhed.

For hardcore fans er ‘40th Anniversary Collectors’ edition‘ nok nærmere sagen, der spredt over fire cd’er oveni indeholder hele Hull koncerten den 15. februar 1970, hvor de manglende basspor digitalt er erstattet med dem, som Entwistle spillede dagen før. ‘Live At Leeds’ fik både dengang og ved senere evalueringer de fleste britiske og amerikanske anmeldere op i det røde felt af begejstring – forståeligt nok. Lp’en rangerer højt på diverse lister over bedste rockudgivelser gennem tiden.

Tillykke med de 50 år til The Whos mesterstykke af en liveplade, der formår at balancere den kinetisk sitrerende og kollektive kraftudladning på den rette side af kaos uden at tabe en tøddel af vildskaben og vitaliteten undervejs.  Det er sgu noget af en bedrift.

Leave a Replay

Vil du være en del af ”SIDE 33"?

Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.