En af hardrockens vigtigste milepæle, Deep Purples Made in Japan, sendt på markedet den 8. december 1972, fylder 50, hvilket leder skribentens tanker tilbage til ‘Vilhelms værelse’ på Nygade 47 i Aabenraa med udsigt mod gården, hvor jeg fra første sal kunne holde øje med, hvem af rødderne, der ville op for at spille lidt støjrock eller lytte til vinyl. Omkring 1977-78 var Made in Japan, optaget den 15.-17. august 1972 i Festival Hall, Osaka og Nippon Budokan i Tokyo, stadig hot i drengeklubben med ansats til dunvækst, pubeshår og nedfaldne sten.
Pickuppen landede ofte på dette pragtværk, hvor Ian Gillans umanerlig kraftfulde og udtryksfulde vokal fik de fine fimrehår her og der til at rejse sig af bare fryd over, at nogen så ubesværet kunne konkurrere med på daværende tidspunkt et af verdens med afstand tungeste, hårdeste og mest højtspillende bands alene ved hjælp af sit enorme klangregister.
Gillan, der med tiden har luftet sine forbehold over egen præstation på Made in Japan, udgjorde den ultimative Mrk. II besætning hos Deep Purple sammen med guitarekvilibristen Ritchie Blackmore, den mere end blot bundsolide bassist Roger Glover, orgel troldmanden Jon Lord og den formidable indpisker bag trommerne, Ian Paice. De sang og musicerede sig øverst i tungrockens verdenshierarki ikke mindst takket være dobbelt koncertsættet fra augustdagene i Osaka og Tokyo – så længe det varede. Ævl og kævl vandt beklageligvis over det kollektive talentpotentiale.
Ian Gillans vokale højdespringerier og improviserede dueller med Richie Blackmore på Made In Japan var lydsporet til forvoksede knægtes hærgen i ‘Vilhelms værelse’, hvor det sammenbragte trommesæt i tre-fire forskellige farver blev skiftet ud med et fabriksnyt og skriggult Maxwin By Pearl efter konfirmationen.
Dobbeltværket i original form består af blot syv numre fordelt med to hver på side 1-3 og et enkelt på side 4. Bandet tog sig god tid til at strække ud navnlig instrumentalt og har praktiseret denne telepatisk formel både før og siden, men sjældent så vellykket som på Made in Japan, hvor rytmegruppen og solisterne konstant driver hinanden frem mod klimaks. Åbningsskæringen Highway Star med blærede Blackmore løb og Lords hvæsende Hammond sætter scenen så eftertrykkeligt, at der er dømt total overgivelse inden for blot syv minutter.
Bonusmateriale tilført senere box udgaver
Den dramatiske og pompøst opbyggede Child in Time tilsat Gillans frygtindgydende skrig i det øvre toneleje lader en forpustet tilbage, før Smoke on The Water med klodens nok mest genkendelige guitarfigur tager over. The Mule er Ian Paice paradedisciplin ud i trommesolo spillets ædle kunst – ren opvisning af tekniske finesser, imponerende slagserier og musikalsk iscenesættelse.
Så er der gyngede og groovy boogie beat i Strange Kind of Woman og up tempo blues shuffle i Lazy med et snært af jazz – Purplemobilen i højeste gear med Lord og Blackmore i fuld solistisk firehjulstræk plus Glover og Paice, der knokler samt svinger som besatte, mens Gillan går vokalt bersærk. Side 4 er viet til en knap 20 minutter lang udgave af Space Truckin, hvor funky metal møder udsyrede jam passager med kurs mod interstellar overdrive.
Made in Japan er blevet relanceret i diverse versioner, der ligeledes har ekstranumrene med. Det brutale rockbæst er løs i Speed King, hitkaravanen buldrer videre med Black Night, og det hele er ved at koge over i en nær hysterisk udgave af Little Richard klassikeren Lucille. Made in Japan med og uden bonus buffet når vidt omkring; fra hard’n’heavy, killerriffs, ekstatiske vokalforedrag og progressive rockudladninger til blues’n’boogie og instrumentale passager af virtuost tilsnit.
Et halvt sekel er gået siden lanceringen af livealbummet, der stadig hensætter denne gråmelerede skriverkarl i forundring over, en flok britiske mænd i 25-30 årsalderen var i stand til at spille på et så koncentreret svimlende højt plan fra første til sidste minut, hvilket efterlader lysten til spontane luftguitar udfoldelser helt intakte. Made in Japan er en kunstnerisk og kommerciel kraftpræstation af de allerstørste, der fortjener enhver topplacering over alle tiders bedste LIVE albums.