17. april 1970 udkom Paul McCartneys debutalbum ‘McCartney’ tre uger før ‘Let It Be’ og midt i en tid med opbrud og konflikter i Beatles lejren. I slutningen af marts det år sendte Ringo Starr sit første countryprægede album ud, og i 1968 og 69 havde George Harrison og John Lennon allerede markeret sig med temmelig eksperimenterende materiale i eget regi via Apple.
Så McCartney blev den sidste af de fire beatler, der forsøgte sig som solist, men den første der ‘blæste ballonen’ offentligt ved hjælp af en presseskrivelse forklædt som et ‘selvinterview’ den 10. april i anledning af ‘McCartney’, der en uge senere fandt vej til butikkerne.
De internationale medier blæste hurtigt statementet op til, at McCartney definitivt havde fået nok og forlod The Fab Four med ringe sandsynlighed for nogensinde at vende tilbage. Den allerede opståede ‘tre mod en situation’ blev ikke mindre konfliktfyldt af udmeldingen fire til seks uger inden, ‘Let It Be’ skulle udgives som lp den 8. maj og dokumentarfilmen af samme navn stod for lancering i USA den 13. maj og i England den 20. maj.
Juridisk set skete den endelige opløsning først i 1975, da alle mellemregninger, afklaring af rettigheder og uenigheder havde fundet deres afslutning ad rettens vej. Den proces stod reelt set på i fem-seks år.
DA JOHN SAGDE STOP, OG PAUL GIK I SORT
Men allerede under et bandmøde i september 1969 gjorde Lennon det klart, at han ønskede en ‘skilsmisse’ fra bandet, men at han ikke publicerede sit exit af hensyn til den forretningsmæssige situation. McCartney gik flere måneder i hi på sin farm i Skotland dybt nedslået og deprimeret ved udsigten til, at det hele røg i grus.
Maj samme år valgte det øvrige Beatles at bede Stones’ tidligere manager Allen Klein om at varetage deres interesser. McCartney strittede hårdnakket mod beslutningen og agtede at lade sig repræsentere af advokaterne Lee og John Eastman, far og bror til hans kone Linda. Vejen mod enden for Liverpool kvartetten fik her yderligere ben at gå på.
Pauls selvvalgte eksil efteråret 1969 gav årsag til en del udfordringer for McCartney parret. Hans drikkeri tog til, mens Linda måtte klare resten inklusive pasningen af et nyfødt barn plus et mere på syv. Hun ivrede på med at motivere husbonden til igen at gå i gang med at skrive og indspille musik.
I AL HEMMELIGHED
Det lykkedes december 1969, hvor Paul McCartney startede arbejdet med det første soloalbum frem for at ende som et deprimeret drukfældigt rockvrag. Det hele foregik i stor hemmelighed hjemmefra, hvor McCartney ved hjælp af en fire spors båndoptager indspillede og overdubbede de fleste instrumenter. Kun Linda fik derudover lov til at lægge lidt back up vokal på.
Februar-marts 1970 drog Paul McCartney først i Morgan Studios og senere Abbey Road for at overføre de fire spor til et mere sofistikeret otte spors udstyr, så det blev muligt at overdubbe yderligere instrumenter samt detaljer og dermed færdiggøre ‘McCartney’.
Hemmelighedskræmmeriet forsøgtes opretholdt ved, at booking af studietid skete under dæknavnet Billy Martin. Mens McCartney stadig holdt lav profil i starten af 1970, foretog hans holdkammerater diverse dispositioner uden hans medvirken. Dog forsikrede Appels top, hvor Harrison også havde et ord at skulle have sagt, at udgivelsesdatoen for ‘McCartney’ den 17. april lå fast, og derved blev det.
HOLDER RESULTATET VAND?
Var det hele så balladen værd under tumultariske vilkår og indbyrdes ophidsede gemytter? Både ja og nej, skulle nogen spørge mig. ‘McCartney’ er langt fra ‘Abbey Road’ kvalitets- og produktionsmæssigt, men den hjemmegjorte debut holdes oppe af en charmerende friskhed og enkelthed i udtrykket, men er ligeledes tynget af noget ufærdigt samt skitseagtigt, og at der ganske enkelt mangler flere rigtig gode sange, som ophavsmanden i Beatles årene nærmest leverede på samlebånd.
Dog er der nogle gedigne pletskud at komme efter på ‘McCartney’, som har haft deres berettigede plads live mange år frem. Denne signaturs favoritter er ørehængeren ‘Every Night’, den solide ‘What Would Be Something’ og ikke mindst den pianobårne kærlighedsballade til Linda, ‘Maybe I’m Amazed’ – en sand klassiker.
Til trods for datidens kritiske anmeldelser og Beatles fans negative reaktioner på McCartneys offentliggjorte ord klarede pladen sig flot på hitlisterne og i konkurrencen med ‘Let It Be’.
Retroperspektivt har ex beatlens soloalbum numero uno nydt større anerkendelse, og ‘The McCartney One Man Band’s musikalske samt vokale håndværk er der ej heller her det store at udsætte noget på.
