50 ÅR MED NEIL YOUNGS ‘HARVEST’

”DET GYLDNE HJERTE, NÅLEN OG DEN GAMLE MAND”

Fotograf: Album Cover (beskåret)

Godt nok blev tiden med Crosby, Stills & Nash i første omgang kortvarig, hvilket ikke forhindrede de tre nævnte herrer i at synge kor på Neil Youngs fjerde soloudspil, ‘Harvest’, hans største kommercielle hit i karrieren, som nu runder de 50.

‘Harvest’, der blev udgivet af Reprise Records den 1. februar 1972, er blandt andet indspillet i et studie i Nashville, i New York og Youngs eget hus. Af andre markante navne er også James Taylor og Linda Ronstadt at finde på vokalsiden. Genremæssigt pendler albummet mellem folk, country og rock. Stryger arrangementerne stod legendariske Jack Nitzsche for, der er krediteret som co-producer, og spillet af London Symphony Orchestra.

Neil Young medvirkede i 1971 i et af de populære Johnny Cash tv-shows og besøgte dernæst Quad Studios i Nashville, hvor han indspillede grundbånd med nogle af byens skrappeste studiedrenge, der på ‘Harvest’ kaldte sig The Stray Gators. Holdet talte bl.a. Ben Keith (pedal Steel guitar), førnævnte Nitzsche (piano), Tim Drummond (bas), Kenneth Buttrey (trommer) og Young selv, der står som producer sammen med Eliott Mazer og ydermere betjener diverse elektriske og akustiske guitarer, mundharpe samt piano.

At pladen hittede, skyldes især numre som ‘Old Man‘ og ikke mindst ‘Heart of Gold’, som de fleste i den lidt mere modne alder nok er i stand til at nynne med på, og det stærke åbningsnummer og countryrock farvede ‘Out on The Weekend’. I den tungere og alvorligere ende af spektret findes en af Youngs øvrige signatursange, ‘The Neddle And The Damage Done’, som handler om de kunstnere og randeksistenser, der allerede dengang var døde af heroinmisbrug, en skæbne der godt ni måneder efter udgivelsen af ‘Harvest’ ramte Danny Whitten, guitarist i hans normalt faste backingband Crazy Horse. Whitten blev kun 29 år og fyret af Young samme dag, han gik bort efter et enormt indtag af heroin, alkohol og beroligende midler.

Pladens brede appeal gjorde Young mere populær, end han umiddelbart kunne overskue – den nyvundne stjernestatus bekom ham overhovedet ikke, og i den langt senere udsendte selvbiografi ‘Waging Heavy Peace’ (2013) kan man læse, at han følte trang til at skifte markant kurs efter ‘Harvest’ for at distancere sig mest mulig fra dens succes. Ikke kun musikalsk, men også grundet valg af livsstil. Som han selv udtrykte det: ‘I headed for the ditch. A rougher ride but I saw more interesting people there.’

I løbet af 70’erne blev sange om hjerter af guld og nostalgiske tider udsat for langt kraftigere volume og skarpe kanter på albums som ‘Zuma’, ‘Rust Never Sleeps’ og ‘Live Rust’, dog uden at de blødere kanter med inspiration fra folk og country helt forsvandt af den grund.

November 1992 udkom ‘Harvest Moon’ som en form for selvstændig opfølger til ‘Harvest’ med mange af de samme backingmusikere fra 1972 kæmpesuccesen. Vi befinder os for begge pladers vedkommende i det folk- og countryrock prægede stilleje med Jack Nitzsche som arrangør på et par sange. James Taylor og Linda Ronstadt hjalp atter med på vokalsiden, og ‘Harvest Moon’ klarede sig flot kunstnerisk som kommercielt.

De to vigtige hjørnesten i Youngs mildest talt alsidige og omskiftelige karriere får begge et hip hurra med på vejen for henholdsvis 50 og 30 års tro tjeneste som vitale værker i rockens annaler. Spørges denne ‘Old Man’ ‘Are You Ready For The Country?’ som på ‘Harvest’, er svaret ja. For det handler jo ofte om ‘Words (Between the Lines of Age)’, som den afsluttende sang på dagens jubilar så prosaisk udtrykker det.

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.