50 ÅR MED THE ROLLING STONES‘ ‘STICKY FINGERS’

“BROWN SUGAR & WILD HORSES”

Fotograf: Album cover

‘Sticky Fingers’ med det berømte lynlåsomslag designet af popkunstneren Andy Warhol udkom den 23. april 1971 på bandets eget label Rolling Stones Records efter syv år hos Decca. Rettighederne til hele Decca kataloget landede efter en smart manøvre foretaget af Stones tidligere manager Allen Klein i hans selskab ABCKO Records, der således fik eneret til at udgive alt fra deres første single i 1963 til ‘Get Yer Ya’s Ya’s Out’ koncertalbummet fra 1970 i USA. Rullestenene måtte reelt set starte forfra, hvilket de gjorde med maner.

Warhols The Factory stod for produktionen af den fysiske lynlås til de tidlige ‘Sticky Fingers’ presninger syet ind i coveret med foto af mandeben i stramme jeans, der senere blev erstattet af et rent foto, idet lynlåsen risikerede at ødelægge pladen og desuden var hulens dyr at reproducere. Lynes der ned på det oprindelige cover, åbenbares de samme ben med de ædlere dele tækkeligt dækket af et par hvide underbukser. Rygterne lød, at Mick Jagger havde lagt (under)krop til omslaget, hvilket dog ikke er tilfældet. Det klarede en betalt model for opgaven.

‘Sticky Fingers’ er første lp uden bidrag af Brian Jones og med Mick Taylor, der afløste Jones efter dennes død juli 1969, i en central rolle. Pladen er produceret af Jimmy Miller og en af deres klart bedste. Beviset leveres allerede med åbningsskæringen ‘Brown Sugar’, der hurtigt endte som et stensikkert koncerthit og har været på repertoiret under samtlige turnéer lige siden.

De tidligste versioner af ‘Brown Sugar’ er allerede indspillet i Muscle Shoals studierne i Alabama i starten af december 1969 en-to dage før den katastrofale Altamont Free Concert, der førte til vold, tumult, flere dødsfald og et enkelt knivdrab foran scenen.

Arbejdet med bandets niende lp gik videre i 1970 flankeret af gæstemusikere som Billy Preston (keyboards), Ry Cooder (guitar) Bobby Keys (sax), Ian Stewart, Nicky Hopkins, Jim Price og Jack Nitzsche alle piano. Man gjorde flittigt brug af gruppens egen The Rolling Stones Mobile Studio enhed, så der kunne indspilles under mere private og hjemlige forhold. Overdubs’ne blev foretaget i to af Londons førende studier.

Masser af blues, soul og rock´n´roll i rillerne fra den første akkord slås an i ‘Brown Sugar’ rundet af med et par følsomme ballader. Opskriften fungerer optimalt her: ‘Sway’, ‘Wild Horses’, ‘Can´t You Hear Me Knocking’, ‘Bitch’, ‘I Got The Blues’, junkiehymnen ‘Sister Morphine’ medkrediteret Marianne Faithfull og den strygerbårne finale, ‘Moonlight Mile’ eminent sunget af Mick Jagger. En så brillant stribe af numre ville blive svær at overgå endsige matche. Mick Taylors slide guitar passager hæver niveauet yderligere, og Stones mandskabet ydede en flot indsats over hele linjen.

2015 blev ‘Sticky Fingers’ udsendt i en Deluxe edition og sågar i en Super de luxe edition med diverse ekstramaterialer herunder liveoptagelser fra Leeds University i 1971. Den korte og bramfrie konklusion lyder her: Hold da kæft, hvor det rykker. Dette gælder ligeledes for bonus discen inkluderet i de luxe og super de luxe indpakningen med en akustisk udgave af ‘Wild Horses’, alternative takes af ‘Can’t You Hear Me Knocking’ og ‘Dead Flowers’, en udvidet version af ‘Bitch’ plus ‘Brown Sugar’ med Eric Clapton på guitar. Ydermere er de fem live sange på samme disc, der stammer fra The Roundhouse i London, ej heller at kimse ad – tjek den 11 et halvt minutter lange udgave af ‘Midnight Rambler’. Frygtindgydende og potent boogie’n’blues urkraft sjældent hørt bedre i det regi.

Hip og atter Hip Hip Hurra med de 50 til ‘Sticky Fingers’, der tog dets første spæde skridt i en mildest talt omskiftelig periode i Stones historie, der sendte tunge truende skyer hen over gruppens eksistens, men det mytologiserede overlevelsesinstinkt trak dog det længste strå og resulterede i en udgivelse, som stadig aftvinger respekt anno 2021. Bare sæt nålen ned på starten af side 1 og dyrk killer riffet til ‘Brown Sugar’. Og som der synges i omkvædet under en anden klassiker fra ‘de klæbrige fingre’ pladen: ‘Wild, wild horses Couldn’t drag me away’.

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.