Medio december 1970 debuterede den efterspurgte sessionmusiker Ry Cooder med sit eponyme debutalbum, der viste hans virtuose evner på diverse strengeinstrumenter, ikke mindst som slideguitarist, og dybe forståelse for amerikansk roots-music herunder tidlig jazz, blues, R&B, soul, gospel, folk og country plus varianter af de nævnte genrer heriblandt Tex-Mex.
Ry Cooders karriere har vist, at han som oftest stilsikkert og smagfuldt mestrer og gaber over det meste. Den amerikanske multiinstrumentalist, sanger, sangskriver, filmkomponist, kapelmester og producer født i Los Angeles, Californien marts 1947 havde allerede en guitar i hånden som tre-årig og forsøgte sig som banjospiller i forskellige konstellationer i starten af 60’erne uden det store held.
Bedre gik det omkring 1965 som guitarist i Rising Sons med Taj Mahal i front. Gruppens eksistens forblev kort, men nåede at inspirere senere navne som Moby Grape, Buffalo Springfield og Grateful Dead med deres særlige mix af blues og folk. Også tiden hos den excentriske og dopede vildmand Captain Beefheart og hans Magic Band endte forholdsvis hurtigt, dog satte Cooder sit præg på Captain Beefhearts første album ‘Safe As Milk’ (1967) som guitarist og arrangør, før andre lukrative tilbud fristede.
1968-69 arbejdede Cooder on and off i studiet med The Rolling Stones, og resultatet heraf kan høres på ‘Let It Bleed’ (1969), ‘Sticky Fingers’ (1971) og ‘Jamming With Edwards’ (1972) sidstnævnte dog krediteret Jagger, Wyman og Watts. Ry Cooder satte desuden væsentlige musikalske aftryk på lydsporet til kultfilmen ‘Performance’ med Mick Jagger og James Fox i hovedrollerne. Tjek hans slidespil på Jaggers solosingle ‘Memo From Turner’ inkluderet i den lange version af filmen – ganske enkelt mesterligt.
Før udgivelsen af sin egen debut-lp bidrog den yderst foretagsomme Cooder til Randy Newmans andet udspil ‘12 Songs’ (1970) og agerede midlertidig stand in for slide kollegaen Lowell George på Little Feats første plade ‘Little Feat’ (januar 1971), da George under arbejdet med den kom alvorligt til skade med sin venstre hånd.
‘Ry Cooder’ anno 1970 er ren opvisning i Americana fra første til sidste tone. Ud af de 11 skæringer stammer kun en fra Cooders hånd, instrumentalnummeret ‘Available Space’. Resten er fortolkninger af andres sange begået af blandt andet Woody Guthrie, Randy Newman, Leadbelly, Sleepy John Estes og Blind Willie Johnson. Cooder formår nærmest at gøre dem til sine egne i et kombineret akustisk og elektrisk lydbillede, der knitrer og sitrer af hans filigrane fingerarbejde på guitar, mandolin og bas.
Hele herligheden forstærkes af Little Feat rytmesektionen Roy Estrada (bas) og Richie Hayward (trommer) plus andre sikre kort fra session scenen. Især bør Van Dyke Parks pianospil fremhæves. Parks har arbejdet med et utal af stjerner som komponist, pianist, arrangør og producer – han er ubetinget en musikhistorisk googling værd.
Et tillykke med de 50 år til Cooders debut skal selvfølgelig ej mangle. Siden fulgte en imponerende stribe af soloalbums, soundtracks og gæsteoptrædender hos andre kunstnere. John Lee Hooker, Gordon Lightfoot, Ali Farka Touré, Eric Clapton, Van Morrison, Neil Young, Linda Ronstadt, David Lindley, The Chieftains, The Doobie Brothers, og Carla Olson & the Textones har f.eks. nydt godt af Cooders kompetencer ud over de før nævnte.
Jeg blev en hengiven discipel af strengevirtuosens rustikke klangkøkken for små 35-40 år siden og er det stadig. For Cooders bluesbaserede buffet med de mange musiktraditionelle smagsnuancer er nemlig svært vanedannende.
