I november 1972 udgav det amerikanske band Steely Dan, der med god ret kan betegnes som et duoprojekt med tilføjede musikere, deres debutalbum ”Can’t Buy A Thrill”, hvor den halve snes numre er skrevet af de altdominerende hovedkræfter Donald Fagen og Walter Becker.
Debuten skulle vise sig stildannende for den række af udgivelser, Steely Dan forkælede deres voksende fanskare med i løbet af 70’erne og i starten af 80’erne præget af musikalsk elegance, ekvilibristisk instrumentalt håndelag, tæft for iørefaldende sangskrivning med en mere avanceret harmonisk opbygning end standard for tidens slagere og enorm detaljerigdom i de særdeles velproducerede albums, hvor yderst lidt er overladt til noget, der kunne minde om tilfældigheder.
Det ord synes ikke eksisterende i Becker og Fagens ellers velpolstrede vokabularium, der gav sig udslag i et tekstunivers med lige dele storytelling, klartskuende betragtninger og besk humor grænsende til kynisme i synet på opportunister, lykkejægere og randeksistenser – alle på jagt efter en bid af den kapitalistiske kage og amerikanske drøm.
Det litterære schwung i lyrikken afspejles yderligere af, at bandets navn er opkaldt efter en dildo, der optræder i Beat generation forfatteren William S. Burroughs’ surrealistiske science fiction roman ”Naked Lunch” (1959). Det trendsættende magasin Rolling Stone har med vanlig zeitgeist og prosaisk præcision i en af dets artikler betegnet Steely Dan som ‘The perfect musical antiheroes for the seventies.’
Klasse og kvalitet
Steely Dan er stilistisk set et konglomerat af jazz-, latin-, r&b-, soul- og poppåvirket rock i den lidt blødere ende med plads til pudsige indfald og solistisk blær. Tag blot åbningsnummeret og single forløberen, den funky Do It Again, med latin fornemmelse i grundrytmen, elektrisk sitar- og orgelsolo arrangeret til mindste detalje.
Den nærmest uforskammet velklingende Dirty Work, der handler om utroskab og selvlede, tager over og følges op af Kings, et arketypisk klassisk Steely Dan nummer, og atter en ørehænger, Midnite Cruiser, der understreger, at vokalsiden som regel er tilsvarende lækkert forarbejdet som musiksiden.
Fagens Reelin’ In the Years svinger shufflende suverænt med jazzet fornemmelse tilsat guitartemaer og soli så overlegent eksekveret, at det halve (næsten) kunne være nok. Session musikeren Elliott Randall spillede hele molevitten i første hug, hvor overlegen kan man lige være? Fire in the Hole gynger og groover med funky pianospil, så man nærmest bliver søsyg, men i Brooklyn (Owes the Charmer Under Me) bliver det hele en tand for højglans poleret efter denne signaturs smag.
Change of the Guard får ”Can’t Buy a Thrill” på ret køl igen med vid, bid, el-piano og spændstigt guitarspil, og albummet når dets konklusion med Turn That Heartbeat Over Again forædlet af Beckers sublime basspil og diverse keyboardindslag. Steely Dans første udspil fik generelt positive ord med på vejen ved lanceringen og blev rost for dets spilletekniske niveau og de kryptiske tekster, der var åbne for fortolkninger.
Alt i alt er ”Can’t Buy a Thrill” en debut med maner fra rockens øverste hylde farvet af sin samtids verdenssyn og klangopfattelse, der hørt 50 år efter kan virke noget altmodisch, dog uden at ende som en rendyrket museumsgenstand. Klasse og kvalitet fornægter sig ikke, og Steely Dan har i hele deres omskiftelige karriere med indlagte pauser altid formået at levere den musikalske vare til ug med kryds og slange.
Stadig på tour
Bandet eksisterer endnu, selvom Walter Becker døde i 2017 som følge af komplikationer efter kræft i spiserøret. Men efterfølgende udtalte Donald Fagan; “I promised to keep the music we created together alive as long as I can with the Steely Dan band” – og det har han efterfølgende gjort via et par vellykkede turneer, senest i hjemlandet USA i år. Steely Dan har udgivet i alt 9 studiealbums – det seneste er “Everything Must Go” fra 2003.